Undervisning:
Helbredelse er ikke imod lægerne

Kristen helbredelse bygger ikke på overtro, og er heller ikke imod lægernes arbejde, som oprindeligt også er inspireret af Gud

Kære I.H.
Jeg har sendt dig en salvedug, som jeg har salvet med olie og bedt over, og jeg vil her knytte et par kommentarer til:

Det er vigtigt, at man forstår, at salveduge ikke har noget med overtro at gøre.
En salvedug er ikke en lykkemaskot som f.eks. en hestesko eller en sten i lommen.
Vores kristne tro har derimod nogle gange brug for noget konkret at støtte sig til. En sådan støtte er salvedugen.
Dette kendte man til allerede i den første menigheds tid, på Paulus‘ tid.
Hvordan man praktiserede dette dengang, kan du læse om i Apostlenes Gerninger kapitel 19, vers 12.
Salvedugen i sig selv indeholder ingen kraft; men det er troen og bønnen i forbindelse med salvedugen, der skaber den helbredende situation, hvor Gud kan arbejde.
Det er vigtigt, at man forstår, at Gud er kraften bag salvedugen.
Salvedugen, som er en konkret ting, er blot med til at frembringe en følelse af tro og forventning.
Det er det samme tros-aktiverende princip, Jesus gjorde brug af, da han spyttede på jorden, lavede dynd, smurte det på den blindes øjne og bad ham gå ned og vaske sine øjne i Siloadammen. At den blinde gjorde det bevirkede, at den blinde fik sit syn igen. Det kan vi læse om i Johannes-evangeliet kapitel 9, versene 1 – 22.

Du skriver, at Herren råder over lægerne. Det kan jeg inderligt give dig ret i. Gud bruger lægerne til helbredelse af mange mennesker.
Men lægevidenskaben står i et hav af ukendte, uløselige og selvmodsigende faktorer, som næsten er uudtømmeligt. Det er noget alle læger ved. Og alligevel påtager lægerne sig hver dag stadig tungere byrder af ansvar.
De bestræber sig ofte næsten over evne for at leve op til det håb, vi nærer til dem, og begår de fejl, som alle mennesker jo gør, så ryger de øjeblikkeligt ind på avisernes forsider.
Men på trods af dette vandrer lægevidenskaben stadig fremad og gør nye fremskridt. Jeg tror fuldt og fast på, at lægevidenskaben er guddommeligt inspireret.
Den største fare for lægevidenskaben er nok, hvis den lader sig dominere af angsten for det overnaturlige og kun vil stole på tekniske færdigheder og tekniske behandlingsmetoder.

Den åndelige, overnaturlige dimension, troens dimension er nemlig ikke en modspiller overfor lægernes færdigheder og kunnen, men en medspiller. Hvem kan i det hele taget sige, hvor grænserne går mellem det åndelige og det praktiske.
Stefan Zweig, den berømte østrigske forfatter, som var kendt for sin psykologiske skarpsindighed skriver noget i retning af, at den tekniske og materialistiske opfattelse af sygdom har ført lægevidenskaben ind i en blindgyde.
Filosoffen Pascal har også sat begreberne ganske godt på plads ved at sige: „Viden om praktiske ting hjælper efter min mening ikke på åndelig uvidenhed i et kritisk øjeblik.“
Jeg medtager ikke disse udtalelser for på nogen måde at sætte en finger på lægerne eller på lægevidenskaben.

Jeg medtager disse udtalelser, fordi jeg tror, at der i fremtiden vil blive en stadig større forståelse for den dimension, der hedder helbredelse ved tro. Jeg tror også, at der vil blive et stadigt større behov for den.
Jeg føler, at troen mere og mere trænger sig på som en faktor ved helbredelse af sygdom.
Vi ser det i tiden, at de old-kristelige og bibelske helbredelses-metoder også kan anvendes i 2004.
I stadig flere kirker og kristelige grupperinger søger man at helbrede ved håndspålæggelse, bøn og salving med olie, og man hører om stadig flere tros-helbredelser, endda på TV.
I Church of England siger man, at kirkens tjeneste er en tjeneste over for hele mennesket.
Den tjeneste kan præster udføre side om side og i fuld forståelse med læger og apotekere, forstået på den måde, at den ene gruppe ikke udelukker den anden.
Præsternes tjeneste kaldes her den åndelige helbredelses-tjeneste, og den indeslutter både sjælens og legemets helbredelse, idet sjælens helbredelse er det vigtigste.
Samtidig med at man ikke forkaster almindelig lægebehandling, holder man dog principielt på, at kirken ejer åndelige midler, som kan bruges også overfor sygdom.

Hvordan kan det så være, at den danske Folkekirke stort set er uberørt af det fænomen, der hedder helbredelse ved tro?
Det kan skyldes, at Folkekirken har opfattet det som sin opgave at forkynde Ordet og forvalte sakramenterne – og intet andet.
Men hvad nu hvis Bibelens og Guds ordre er, at troens bøn skal helbrede den syge?
Ja, så står Folkekirken og de andre kirker i vores land faktisk med et medansvar for folkesundheden.

Lad os nu se på spørgsmålet: – hvordan skal vi forholde os, når vi bliver syge?
Skal vi bruge læge og medicin? – eller – Skal vi bede Gud gøre os rask ved et under?
Jeg tror, at vi som udgangspunkt skal bringe vores sygdom til Gud ved bøn og/ eller forbøn og så lade Gud styre det.
Det medfører nogle gange, at Gud helbreder sygdommen direkte uden lægers hjælp og uden brug af medicin.
Men andre gange leder Gud os til lægerne og til hospitalerne. Vi leder nemlig forgæves i det ny Testamente efter udtalelser imod lægevidenskaben eller efter forbud mod at lade sig betjene af lægevidenskaben eller udøve den.
Tænk også på, at Lukas-evangeliet er skrevet af en læge.
Personlig foretrække jeg at blive opereret af Jesu usynlige hænder, frem for at blive skåret i af lægernes knive. Hvem gør ikke det. Men alligevel ville jeg nødig undvære lægernes viden og ekspertise.

Den første kristendom blev kaldt vejen. Dengang var navnet kristne, som vi bruger det i dag, slet ikke opfundet.
De mennesker, der var med på vejen, var de mennesker, der fulgte den vej, som Jesus havde anvist.
Det ny Testamente skildrer Jesus som en omvandrende prædikant og helbreder. Altid i bevægelse hen mod mennesker. Ofte i bevægelse hen mod nødstedte og syge med hjælp og helbredelse.
Det er faktisk det billede af Gud, kirkerne i dag skal stå som nutidige repræsentanter for.