Lena har klub i kælderen
Hun er aktiv i Lindehøj folkekirke – og i år har hun været på børnelejr 20 år i træk!Børnene sidder helt ude på kanten af stolene, når Lena Würtz Rasmussen fortæller historier fra Bibelen.
Det handler om Jesus på søen. Lena får børnene til at lave storm med armene og sige susssslyde. Efter bibelhistorien laver børnene drama over dagens tema, mens de mindste sidder ved et bord og farvelægger et aktivitetsark.
Det foregår hjemme i kælderen hos Lena og Søren i Islev ved Rødovre.
Her har Lena indrettet børneklub for gadens børn hver torsdag fra kl. 16-17.30.
Hun begyndte med 4 børn for 6 år siden til oktober, og nu er der 14 børn fra 4-9 år.
De har alle hørt en masse gode bibelhistorier og haft det sjovt og spændende. De ældste kan nu fortsætte i kirkens juniorklub.
– Vi havde sluppet noget arbejde i kirken, og så blev der tid til at gøre noget andet, fortæller Lena.
– I kælderen havde vi et bordtennisbord, så det var jo ideelt til en børneklub. Jeg havde tid til overs. Jeg gik derhjemme fordi vi har små børn.
Lena bruger bare mund til mund metoden til at samle en gruppe børn. Naboen har et par, så var der en kusine og nogen kender nogen.
En enkelt gang har hun også uddelt indbydelser til et påske-arrangement.
Lena og hendes mand Søren har selv deres tilhørsforhold i Lindehøj Kirke. Egentlig bor de lige udenfor sognet, men de har løst sognebånd for at være med i den aktive kirke.
– Islev kirke er også en udmærket kirke, men vi har vores rødder i Lindehøj Kirke, fortæller hun.
Og aktiv – det kan man vist roligt kalde Lena.
I år kunne hun fejre 20 års jubilæum som børneleder på kirkens sommerlejr. Hun begyndte som 14 årig og har hvert år taget sin tørn. Og antallet af børn er vokset, så man flere gange har måttet finde en sommerlejr, der var større.
I sommers var man oppe på 80 børn, og det var første år, hvor Lena ikke selv havde det overordnede ansvar, men stod i køkkenet.
– Vi har kørt nogle unge piger ind som afløsere, fortæller hun.
pulserende kirke
Lena er også med i Lindehøj Kirkes almindelige børnearbejde. På skift med fire andre står hun for de 15-20 minutters børnehjørnet, som indgår i gudstjenesten i denne meget pulserende folkekirke. Og det er noget, hun kan li.
– Det giver mig selv så meget. For tiden gennemgår vi de forskellige lemmer på kroppen, og i søndags handlede det om foden. Om hvad kristendommen siger om at gå, osv.
Jeg kunne bare mærke at børnene var med i det, og så er det utrolig dejligt at arbejde med børn.
Egentlig er Lena uddannet kontorassistent, og har de sidste 9 år valgt at gå derhjemme på grund af sine tre forholdsvis små børn: Rebecca på 9, Philip på 6 og Maria på 2 år.
– Hvis jeg skulle uddanne mig i dag, ville jeg nok have valgt at blive pædagog eller noget andet med børn, indrømmer hun.
Hun har aldrig fået et kald fra Gud som nogle andre har til at arbejde med børn. Det er bare kommet naturligt, og hun er da heller ikke længere i tvivl om, at det nok er hendes opgave og såkaldte nådegave.
Søren er også aktiv – han er frivillig koordinator og kasserer for kirkens børne- og ungdomsarbejde.
Lena bruger et materiale fra Evangelisk Børnemission, som gennemgår Bibelens vigtigste personer og historier i løbet af 5 år.
– Desuden læser vi spændende historier om missionærer i andre lande og vi har altid et kreativt indslag, som f.eks. leg. Alt findes også i EBs materiale.
For Lena er det vigtigt, at børnene ikke kun får fortalt en god historie fra Bibelen, men at de bliver undervist i nogle bibelske sandheder, som de kan bruge i deres hverdag.
Det synes hun, undervisnings-materialet er velegnet til.
– Børnene elsker personerne, og det bedste er, når jeg bruger de kreative idéer, der er i teksthæftet. Børnene bliver inddraget i historien på en spændende måde, fortæller Lena.