Respekt for muslimer, ikke accept af islam

Indvandrerpræst Jesper Oehlenschläger retter i sin kronik i Udf. 38 et frontalangreb på min „Hvorfor angriber muslimer kirker?“. Jeg tolker Koranen på forkert grundlag, siger han. Selv tolker han udfra „den internationalt anerkendte islamiske koranfortolker, Ahmad Von Denfeer“ og citerer ham for at sige, at „en forudsætning for virkelig at forstå Koranens budskab er at man er muslim“. Med et sådant udgangspunkt må konstateres, at vi i hvert fald fortolker på forskelligt grundlag.
Dernæst virker det ikke som om Jesper Oehlenschläger har læst min kronik særligt grundigt.
– Jeg gør tydeligt opmærksom på, at „langt de fleste muslimer er konsensussøgende… men på den yderste højrefløj er der også islamiske ekstremister, der med håndplukkede koranvers kan legitimere deres voldelige adfærd“. Det er altså dem artiklen handler om.
– Med kronikken er at forstå, hvor denne yderligtgående minoritet henter hjemmel til at angribe kristne helligsteder og kommer frem til den konklusion at der er rigeligt med stof i Koranen til at legitimere vold.
– Og så peger jeg på den væsensforskel der er på islam og kristendom, at der i islam er en drøm om et jordisk, politisk verdensrige, mens kristendommens fokus er et åndeligt gudsrige. Og min pointe er, at lige siden Muhammed blev politisk leder i Medina bliver hans „åbenbaringer“ mere konfliktprægede i forhold de „vantro“. Lige her begynder – med koranoversætter Finn O Hvidbjerg Hansens ord – „Muhammeds kommando-raids“: „Med det stadige mål for øje: at fravriste de vantro mekkanere de hellige steder i deres egen by, måtte en krigsårsag skaffes til veje, og hertil tjente de plyndrin­ger af mekkanske handelskaravaner, som Muhammad nu ind­leder, og som jo samtidig gennem det herved tagne bytte kunne afhjælpe emigranternes økonomiske trængsler“ (s.20 Finn O Hvidbjerg Hansens introduktion til „Koranen i udvalg“ – Spektrum 1999). „De tre jødiske stam­mer eller klaner, Qainuqâ, Nadir og Quraiza, som boede i sær­skilte kvarterer af Medina, bliver i nævnte rækkefølge fordre­vet fra byen, for Quraiza-stammens vedkommende dog såle­des, at samtlige mænd henrettedes, mens deres hustruer og børn gjordes til slaver“ (s.21).
Det er måske ikke politisk korrekt, men det er ikke ukorrekt, og slet ikke fordrejet, at påpege disse sandsynlige bevæggrunde for yderligtgående muslimer. Det er naturligvis kedeligt, det er rigtigt ærgerligt, og det er givetvis en stor hurdle at overvinde når kristne vil åbne muslimernes hjerter for Guds kærlighed i Jesus Kristus. Men hurdlen overvindes vel ikke ved at glatte ud. Måske kunne den netop give anledning til omvendelse.
Jeg mener der burde indfinde sig en god portion realisme blandt kristne der beskæftiger sig med muslimer og islam. Jeg er selv vokset op i et land med 40 pct. muslimer, jeg har muslimske venner, jeg har skrevet en hel del om brobygningsarbejde mellem kristne og muslimer. Og jeg mener vi skal respektere muslimerne, både som medmennesker og troende. Men det betyder ikke at vi skal acceptere islam og anerkende Koranen som guddommelig åbenbaring. Og slet ikke bortforklare de problematiske vers, som giver islamiske ekstremister anledning til terror.
Jeg vil stadig fremholde – med al respekt for muslimer og nul accept af islam – at islam er ikke en „fredens religion“ som det er blevet fremholdt de senere år. „Islam“ betyder „underkastelse“ og skal ikke forveksles med „es salaam“ som betyder fred. Det viser både islams stifter, hovedskrift og udbredelsesmetode.
Jeg kunne også have skrevet en kronik om: „Hvorfor angriber katolikker og protestanter hinanden i Nordirland?“ Men her skulle jeg lede efter hjemmel alle andre steder end religionen, for den findes hverken i Det nye Testamente, i Jesu liv eller i kristendommens udbredelse de første århundreder.
Til gengæld står det stadig i den Koran som der læses fra i moskeer verden over: „Påfør dem krig, indtil hedenskaben ikke findes mere, og Allahs religion hersker overalt“ (Sura 8:39 – Hvidbjerg Hansens oversættelse). „Så vær ej svage og indbyd ikke til fred, når I har magten, så vil Allah være med jer; han skal aldrig undlade at give jer løn (i krig)“ (Sura 47:37 – HH overs.)

Svend Løbner
Frikirkepræst og
freelance journalist
Vestergade 1, Vejen