Lille Claus og store Claus

Det var en fryd for mig som barn at læse lille Claus og store Claus. Hvor var han altså dum ham store Claus, at han kunne tro på alle lille Claus´ løgnehistorier, f.eks. når han bildte ham ind, at man kan få en hel skeppe penge for en død hest eller en død bedstemor.
Som voksen læste, jeg historien på en anden måde, for handler den egentlig ikke om, hvad misundelse kan gøre i et menneske, så misundelsen bliver til had, der tager styringen. Her ender det med to mordforsøg og tre mord, og så bliver det jo en grum historie.

I begyndelsen hører vi om den rige store Claus og den fattige lille Claus. Den brutale rige mand og den glade muntre lille Claus, og mens store Claus er bundet i sit sind at forbitrelse og ærgrelse. Så er lille Claus fuld at initiativ og iderigdom. Han er en værre drillepind og er ved at drive store Claus til vanvid, når han opdager, at han er blevet narret. Lille Claus forsøger ikke at overtale han til at handle som han, men han fortæller bare om sit eget ufattelige held.

H.C. Andersen kalder den en virkelig historie. Om misundelsen, der bliver til had og drillerierne, der går over sine grænser, så det driver personerne til vanvid, det gælder både bonden, konen, degnen, kromanden og kvægdriveren. Lille Claus kender sine folks svagheder og spiller på dem til egen fordel, så rollerne byttes snart om, nu hedder det den rige lille Claus og den fattige store Claus..

Vi skal nok ikke lade os besnære af en lurendrejer som lille Claus. Han er en spasmager og lige så pengebegærlig som store Claus, bare meget mere charmerende. Og går han ikke stadig rundt iblandt os med sit charmerende smil og søger at franarre folk deres penge med alle sine historier, som folk gladelig hopper på.

I H.C. Andersens verden er det ikke et spørgsmål, om der er et liv efter døden, det er givet på forhånd. Derfor er store Claus ikke det mindste forbavset, da han møder lille Claus lyslevende med al sit kvæg, som han har fået af den gamle kvægdriver, der bare ønskede at dø og derfor byttede plads med lille Claus, men det ved store Claus ikke noget om. Han er overbevist om, at det er lille Claus han smed i åen.

„Tror du, jeg også får havkvæg, når jeg kommer ned på bunden af åen“ spurgte store C1aus. Han mente nok, at han, havde fortjent i hvert fald lige så megen lykke og held som lille Claus, så nu forlanger store Claus, at lille Claus skal drukne ham i åen. Han kryber selv ned i sækken, og der kommer endda nogle sten med i sækken.
„Plump, der lå store Claus ude i åen og sank straks til bunds“

Inger Øhrstrøm