Se islam uden skyklapper

Islam er og bliver et hedt emne. Diskussionen bølger nu med skarpe ord, selv inden for vækkelseskredseneSvend Løbner (SL) forsøgte i uge 33 i kronikken at svare på, hvorfor muslimer angriber kirker. Jesper Oehlenschläger (JO) går i rette med ham og siger ”Respekt for islam og Koranen, tak!”

Af Henrik Ertner Rasmussen
Generalsekretær
Dansk
Europamission

Problemet er blot, at de to taler om vidt forskellige ting. SL taler om rødderne til den voldelige, ekstreme islamisme, og JO taler om koranfortolkning, som om han mener at vide, hvilken fortolkning der er den rigtige. Jeg har over for Svend Løbner påpeget faktuelle fejl i hans artikel. Én af dem har han villet indrømme er så graverende, at en berigtigelse er på sin plads. En anden er efter hans mening ikke en berigtigelse værd. Men da SL foretager en decideret overfortolkning, vil jeg hermed korrigere fejlene.

I sin kronik skriver Svend Løbner for det første vedr. Sura 4,90 (efter versnummereringen i A.S. Madsens oversættelse): ”Muhammad påbød, at de, som ikke ville udvandre sammen med ham til Medina, dvs. jøder og kristne, skulle dræbes”. Verset handler ikke om jøder og kristne, men om de såkaldte ”munâfiqûn”, dvs. ”hyklere”. Det var folk, som foregav en vis interesse i profetens budskab, men som, når det virkelig gjaldt, viste sig ikke at ville følge ham i tykt og tyndt alligevel. Der kan selvfølgelig godt have været jøder og kristne imellem, men i den korankommentar, som jeg har, og som er den mest læste af de kortere af slagsen (3 bind), står der intet om jøder og kristne eller ”ahl al-kitâb”, som de jo kaldes samlet. Jeg har aldrig hørt, at nogen anden kommentator skulle have ment, at ”al-munâfiqûn” skulle have været kristne eller jøder. Det kan selvfølgelig ikke afvises, at der har været nogle enkelte iblandt, men det er forkert at sætte lighedstegn mellem dem, der ikke ville udvandre, på den ene side og jøder og kristne på den anden side.

For det andet udnævner SL Sura 2 til at være mekkansk, dvs. fra før Muhammads udvandring fra Mekka til Medina. Det må bero på en misforståelse. I A.S. Madsens oversættelse står der jo højt og tydeligt ”åbenbaret efter Hidsjra”, dvs. efter udvandringen fra Mekka til Medina, og i de arabiske koranudgaver står der ”madaniyya”, dvs. medinensisk ud for Sura 2 i indholdsfortegnelsen. Hvis man skal tage citater, der er venligtsindede over for kristne og jøder, bør man hellere bruge f.eks. Sura 29,47– og den er netop mekkansk. Her står: ”Og strides ikke med Skriftens folk undtagen med det bedste og skønneste (argument), men (strides) ikke med de uretfærdige blandt dem. Og sig (til dem): Vi tror på det, som er blevet åbenbaret os og åbenbaret jer, og vores Gud og jeres Gud er én (og samme Gud), og vi har underkastet os Ham.” Ordene i parentes er forklarende tilføjelser fra oversætterens side.
Der er altså både fejl i de fakta, som SL bringer til torvs, og JO har i nogen grad ret i, at sådan kan man ikke læse Koranen. Spørgsmålet om grunden til angreb på kirker bliver altså ikke besvaret ordentligt, selv om der faktisk er muslimer, der mener sig i deres gode ret til med Koranen og Sunna i hånden at sprænge kirker i luften. Det skal ikke overses.

Rigtigt er det at påpege, at millioner af muslimer af i dag tolker Koranen således, at jeg som lyshåret dansker i Cairos gader af i dag ikke behøver at gå med sænket hoved eller at frygte for at blive offer for en islamisk terrorist – ja, mange muslimer vil gerne være venner med mig og vise islam fra sin bedste side med forsikring om, at de få terrorister, som man hører om i medierne, ikke har noget at gøre med islam.

Forkert er det imidlertid også at fastslå, at de lærdes fortolkninger af islam går ud på, at islam kun tillader brug af vold i selvforsvar og forbyder vold mod civile. Der er masser af lærde værker fra middelalderen, der skræmmende tydeligt siger det modsatte, og det er dem, som islamisterne bruger. Både islams profet Muhammad og den første kalif mente ifølge hadith og historiske beretninger, at ingen kirker måtte bygges i muslimske lande, og de, som er forfaldne, skal ikke genopbygges. Historien, også den moderne, er fuld af eksempler på, at kirker bygget eller repareret i muslimske lande er blevet forseglet og/eller nedrevet officielt, og der, hvor islamister ikke mener, at myndighederne er islamiske nok, tager de sagen i egen hånd. Ligefrem at bombe kirker, hvorved uskyldige menneskeliv kommer i fare, er ikke umiddelbart foreneligt med islamisk lov. Alligevel kan ekstremistiske islamister sagtens finde tolkninger, der retfærdiggør deres uhyrligheder, især når de opfatter situationen som værende hellig krig, hvor de kristne er på fjendens side. Her er det ifølge den toneangivende middelalderlige lærde al-Nawawi, hvis værker stadig bruges som standardværker i traditionel islamisk teologi og jura, legitimt at slå munke, gamle, blinde og svagelige ihjel, også selv om de ikke har deltaget i kamp mod muslimerne eller givet efterretninger til deres fjender. Dette er en legitim forklaring på spørgsmålet: ”Hvorfor angriber muslimer kirker?”

Problemet er, at når man siger ”muslimer”, står alle muslimer under anklage. Hvis man præciserer og spørger f.eks. ”Hvorfor angriber ekstremistiske muslimer kirker?” – ja, så har man dermed frikendt muslimer som gruppe fra en generel anklage. Og mange muslimer reagerer heldigvis med måben og afsky, når de finder ud af, hvad deres tro egentlig indeholder af uhyrligheder som f.eks. de ovennævnte og som f.eks. udførlige retningslinjer for, hvordan man forholder sig til spørgsmålet om mænds skilsmisse fra piger, der endnu ikke er kommet i puberteten – hvilket jo betyder, at islam tillader pædofili, blot der er en ægteskabskontrakt mellem manden og pigens fader eller værge.
Islam mangler stadig en officiel reformation
Selvfølgelig er vor kristne historie også fuld af uhyrligheder, og de islamiske skrifter, som jeg her har henvist til, er selvfølgelig blevet til i en historisk sammenhæng, hvor alle krigsførende magter begik uhyrligheder, hvor kvinder overalt blev undertrykt, og hvor menneskerettigheder endnu var et begreb, der lå århundreder forude. Men – for der er et stort men: Kristendommen og den vestlige verden har gennemgået gennemgribende reformer, selv i den katolske kirke. Man er blevet klar over, at tro ikke kan fremkaldes med tvang, og at kirkens tro ikke uden videre styrkes ved statens støtte. Islam mangler stadig en officiel reformation i retning af frihed fra tidligere dogmatisk fastslåede ”sandheder”, især dem der indskrænker friheden til at forholde sig kritisk over for islam og endda at frasige sig troen. De reformatorer, der i øjeblikket forsøger sig inden for den muslimske verden, bliver officielt udråbt som kættere eller værre endnu, som frafaldne og må gå i landflygtighed. Spørgsmålet er så, hvor stor gennemslagskraft de liberale muslimske reformatorer har i Vesten. Det vil tiden vise. Vi kan kun håbe, at den moderne informationsteknologi kan vise sig så effektiv og jordbunden, så frodig i muslimernes hjerter, at reformisterne efterhånden vinder frem, og ekstremisterne taber. I øjeblikket ser det dog ud som om ekstremisterne har ret megen succes med rekrutteringen, så selv om liberale reformtanker trives rundt omkring blandt unge intellektuelle, så er der overvægt af unge, der ikke er veluddannede, og som ikke forstår at afveje de forskellige argumenter mod hinanden og derfor er lette at rekruttere til væbnet jihad mod Vesten, jøderne og de kristne. I øjeblikket er det hverken en entydig liberalisering eller ekstremistisk islamisering, vi ser, men snarere en polarisering, hvor begge fløje vinder frem.

Midt i alt dette skal vi så som kristne i hverdagen finde vejen frem til en samtale med mennesker af en anden tro. Vi skal ikke forsvare vores tro, heller ikke angribe andres. Det er Helligånden, der er forsvareren (”advokaten” kan man bruge i stedet for ordet ”talsmanden” om Helligånden). Vor plads er i vidneskranken. Og vidnesbyrdet er både det positive Kristus-vidnesbyrd og der, hvor det er nødvendigt for at kunne foretage den rette principielle, åndelige bedømmelse, det negative om andre religioner. Her bliver man nødt til at inddrage alle aspekter, også de principielle teologiske og juridiske. Vi er nødt til også at vide, hvorfor det ikke er ligegyldigt om man tror på Jesus som Guds Søn og frelser, eller om man tror på Koranen. Men først og fremmest skal vi huske det enkelte menneske i al dets kompleksitet. Et muslimsk menneske er lige så forskelligt fra andre muslimske mennesker, som et kristent menneske er forskelligt fra andre kristne mennesker. Nogle, der kalder sig muslimer, hylder Osama bin Laden, og nogle, der kalder sig kristne, hylder Adolf Hitler og Stalin. – Og så er der alle dem, både kristne og muslimer, som afviser alle tre som forbilleder. Uanset det, er den enkelte muslim og den enkelte kristne stadig mennesker, som Jesus Kristus er død for.

Derfor bør vi som kristne i vore meningsudvekslinger holde os for øje, om vi taler internt om bedømmelse af ånder, eller om vi taler om evangeliets udbredelse. Mistænkeliggørelse af muslimer med henvisning til ekstremisters tanker og handlinger kan give os frygtens skyklapper på således at evangeliets forkyndelse bliver hindret. På samme måde kan interessen i evangeliets udbredelse give os så store humanistiske skyklapper på, at vi ikke ønsker at kende ubehagelige sandheder om nedarvet tankegods i gruppen af dem, som vi gerne vil nå. Det er et dilemma, som vi er nødt til at tage alvorligt. Og det kan kun tages alvorligt ved, at vi af hjertet udsætter os selv for den samme kritik af kristendommens historie, som vi udsætter islams historie for. Vi har en Gud, der ønsker, at verden skal forsones med Ham i Kristus. Over for Ham er vi syndere, der vil fortælle medsyndere, hvor forsoningen er mulig, uanset om synderen kalder sig ateist, hindu, buddhist, jøde, muslim eller kristen – og uanset om medsynderen vil anerkende sig selv som sådan, så er jeg som kristen nødt til at acceptere, at jeg i hvert fald er en synder og dermed ikke bedre end min samtalepartner.

Med denne kronik slutter debatten om islam for denne gang.
Se også Svend Løbners svar side 20.
Redaktionen