Stilheden skriger stadig…

Aldrig har en Jesus-film fyldt af stum smerte råbt så højt om gudmenneskets stedfortrædende lidelseFilmen blev en succes i biograferne. Alt tyder på, at den også bliver det i hjemmebiografen. Forhåndsinteressen har været stor, og salget af dvd’er og video’er går strygende, både ude og hjemme.
Der er altså mange, der gerne vil genopleve „rystetu-ren“, gerne vil have den rystende oplevelse, det vitterlig er at se Mel Gibsons The Passion of the Christ med dens mange meget ubehagelige og barske volds- og torturscener.
Og det er den måde, disse voldsomme scener er filmet på, der mest markant adskiller The Passion fra et par andre almindeligt tilgængelige Jesus-film: Jesus af Nazaret og Bibelen: Jesus.
Men måden, man har skildret hovedpersonen på, er også meget forskellig i de tre film.

I Zeffirellis stjernespækkede og stort anlagte tv-produktion fra 1977 Jesus af Nazaret spilles Jesus af Robert Powell.
I hans fremstilling virker Jesus som gudmennesket fra en anden verden: Det er den ophøjede, meget alvorlige Jesus, der som gudmenneske veksler mellem at være overjordisk fjern og nærværende engageret.
Men kan man kapere det stereotype eller manierede i Robert Powells spil med det stirrende – fjerne eller gennemborende – blik, gør hans fremstilling stærkt indtryk.

Det gør Jeremy Sisto også i en anden tv-produktion fra 1999, men af helt andre grunde.
I afsnittet om Jesus i 1990’ernes store projekt med filmatisering af „hele“ Bibelen har man forsøgt at løse problemet med det store ubegribelige paradoks, det er, at Jesus er både sand Gud og sandt menneske ved at gøre Jesus til et menneske, der efterhånden bliver klar over, at han også er andet end et „almindeligt“ menneske. Det er en mild og kærlig, meget menneskelig Jesus, der har let til smil, og som til en vis grad vokser med den store opgave, det er, også at være menneskehedens frelser eller redningsmand.
Rigtig overbevisende som Guds Søn bliver han dog ikke umiddelbart; der er noget „marionetagtigt“ over Jeremy Sistos fremstilling, men netop på den måde kommer han til at give associationer til et andet bibelsk billede, der er knyttet til Jesus: lammet, der føres til slagtning.

Det er præcis, hvad der sker hos Mel Gibson: en slagtning. Andet kan man næsten ikke betegne filmens skildring af begivenhederne som. Her når den store universelle kamp mellem godt (Gud) og ondt (djævel) et absolut klimaks: Ondskabens magter har nærmest frit løb i bl.a. en hidtil uset brutalitet.
Gibson har også valgt en anden måde at skildre Jesus (spillet af James Caviezel) på. Nok er det evangeliernes Jesus, men Gibsons Kristus-billede er helt og holdent hentet i det store kapitel om Herrens lidende tjener i Gamle Testamente: Esajas 53. Hos Gibson er Jesus Herrens lidende tjener.
Denne lidelse skildres så i et drævende tempo, der dvæles ved billederne, så de rigtig kan trænge ind, og de filmiske virkemidler bruges i en sådan grad, at det grænser til misbrug – men det er tilsyneladende nødvendigt for at nå mennesker.

Det er hævdet, at man i dag er nødt til at råbe højt for at få sit budskab ud og overdøve andre budskaber. Bl.a. sådan har man begrundet, at kristne tog rock-musikken i brug – eksemplet var Larry Normans Why Should The Devil Have All The Good Music.
Mel Gibson har i forbindelse med lanceringen af sin Jesus-film ikke lagt skjul på, at han ønskede at vise, hvilke forfærdelige lidelser Kristus måtte gennemgå for menneskers skyld.
At gøre det sådan, som Gibson så har valgt at gøre det, er også en måde at „råbe højt“ på.
Men er det virkelig nødvendigt at tage så drastiske midler i brug for at få mennesker i tale? Det kan godt give anledning til en vis bekymring, for hvis effekterne skal gøres stadig stærkere – hvad bliver så det næste – og det næste igen, vi kan risikere at få „smidt i hovedet“?

Gibson har i alle fald opnået det, han ville: at få filmens budskab ud til mennesker.
Inden jeg så den i biografen, hørte jeg om nogen, der ville se den en gang til og umiddelbart efter gå i kirke og holde gudstjeneste.
Det sidste undrede mig: Gå i kirke lige efter at have været i biografen…
Da jeg selv havde set den, havde jeg mest af alt lyst til netop at gå hen i min kirke og læse i Bibelen, synge påskesalmer og meditere.
Faktum er, at filmen virker, dens stumme skrig til himlen og mennesker bliver hørt.

Jesus af Nazaret
Inst.: Franco Zeffirelli
Jesus: Robert Powell
Dvd: 2002

The passion of the Christ
Inst.: Mel Gibson
Jesus: James Caviezel
Dvd: 6. september 2004