Besættelser – på psykiatriske afdelinger?

For nogen tid siden henvendte en ung kvinde sig i den psykiatriske skadestue1. Hun havde, sagde hun, det problem, at hun var besat af en dæmon. Hun vidste ikke præcist, hvornår det var begyndt, men det var formentlig sket i forbindelse med, at hun havde haft kontakt med et satanisk miljøDæmonen fik hende til at gøre ting, hun dybest set slet ikke havde lyst til. Den fyldte hende med en ofte uforklarlig vrede, fik hende til at gøre decideret onde ting imod andre og var mere og mere ved at overtage styringen med hende.

Ugens kronik af Thomas Teglgaard
Læge og forfatter

Hun havde overvejet at kontakte en heksedoktor, men endnu var det ikke blevet til noget. På spørgsmålet om, hvorfor hun ikke henvendte sig til en præst, blev hun helt hvid i hovedet af angst og fik fremstammet, at hun ikke var i stand til at gå ind i en kirke. Hun havde allerede prøvet.
Én gang havde hun nemlig været nødsaget til det, idet en i hendes familie skulle døbes. Hendes opførsel havde dog været særdeles bizar, idet hun ikke kunne stoppe sig selv i at råbe ”nej”, hver gang præsten spurgte barnet(s gudmor), om barnet forsagede Djævelen, troede på Jesus Kristus osv.
Hun havde også, ved kontakt med kristne, oplevet en besynderlig aggressivitet hos sig selv – og tilskrev det dæmonens indflydelse.
Det var ikke kvindens første henvendelse til det psykiatriske behandlingssystem. Men det skulle – ifølge hende selv – blive første gang, at lægen hørte, hvad hendes problem var, og ikke hvad de troede, hendes problem var.
For hun havde netop mødt en kristen læge.

Lægen var mig. Jeg sagde til patienten, at jeg først ville tillade mig at udtrykke mig som privatperson og ikke som læge. For mig var det nemlig åbenlyst, at hun havde ret i, at hun var besat; alting pegede i den retning. En heksedoktor var ikke løsningen og er det aldrig. Kun ét kan frigøre et menneske fra Satans kraft, nemlig Jesus Kristus. Det er erfaringen gennem tusinder af år i mange forskellige kulturer. Midlertidigt kan man måske slå en handel af med Satans mellemmand, heksedoktoren, men i længden sker der blot det, at man knyttes tættere til Satan til stor fortrydelse senere.
Kvinden havde – hvor ondt det end måtte gøre – brug for en præst, et menneske, som kendte Jesus Kristus, et menneske, som kunne drive den onde ånd ud af hende én gang for alle.
Tjah, og så måtte jeg jo alligevel distancere mig til det hele, for jeg sad jo ikke dér i skadestuen som privatperson, men som læge. Kvinden opfyldte kriterierne for at være sindssyg, ingen tvivl om det. Hendes virkelighedsopfattelse var gået i stykker. Oplever man sig besat, sådan som hun oplevede sig besat, er man sindssyg og har brug for antipsykotisk medicin. Vedvarer disse oplevelser i mere end fire uger, og kan man udelukke en anden type forklaring (f.eks. kræft i hjernen, delir eller andet ”kropsligt”), ja, så opfylder man faktisk kriterierne for skizofreni.
Jeg tilbød hende indlæggelse. Hun havde brug for det … eller det vil sige: Hvad havde hun egentlig brug for?

Set fra et medicinsk synsspunkt, sådan som hun præsenterede sig i skadestuen, så havde hun brug for en længere indlæggelse, hvor hun skulle opstartes i fast medicinsk behandling med efterfølgende hjælp fra et ambulatorium.
Men – og det er så det, der er hele pointen her – hvis kvinden ikke var psykisk syg, men derimod besat af den dæmon, hun selv hævdede at være besat af, så er spørgsmålet, hvor meget man ville hjælpe hende ved at indlægge hende og give hende medicin. Jo, man ville måske dulme symptomerne lidt; hun ville blive ”dopet”, hun ville have en socialt mere acceptabel forklaring og måske også adfærd – men hjælpe hende ville man ikke. Var kvinden besat, var løsningen en udfrielse. Var kvinden psykisk syg, var løsningen medicin.
Men hvem skal afgøre, hvad et sådant menneske fejler og dermed, hvad behandlingen skal være?

Jeg fremlagde problemstillingen til morgenkonferencen, hvor alle læger fra det psykiatriske hospital deltager. Jeg spurgte, hvad de mente om sagen. Underligt nok kom der ikke nogen umiddelbar reaktion. De måtte have hørt forkert. For selvfølgelig var hun syg og skulle indlægges.
Nej, sagde jeg, jeg mente det faktisk: Kunne man forestille sig, at hun rent faktisk var besat?
Der blev helt stille i lokalet. Folk sad og så rundt på hinanden. Så fik én endelig taget mod til sig.
”Du mener,” sagde den venlige og forstående psykiater, ”at man i andre kulturer, herunder også danske subkulturer, kan have den opfattelse, at det drejer sig om en besættelse?”
”Nej,” svarede jeg, ”jeg mener, at et menneske – i objektiv forstand – kan være besat af dæmoner.”
Og så kan det godt være, at der var stille før, men nu var der, i de sekunder det varede, totalt ro – indtil latteren brød løs. Mine kolleger slog sig på lårene af grin. Havde de virkelig hørt rigtigt?
Men jo, de hørte rigtigt. Jeg spurgte, om man kan forestille sig, at mennesker bliver besat af ånder. Og jeg kender svaret. Det er ja.

Virkeligheden er psykiaterens vigtigste arbejdsredskab. Når man skal vurdere, om et mennske er sindssygt, ser man først og fremmest på, om virkelighedsopfattelsen er skredet. Man kan sige, at det apparat, man opfatter virkeligheden med, går i stykker, når man bliver sindssyg.
Spørgsmålet er så, hvad virkeligheden er. For hvis man skal vurdere, om et menneskes virkelighedsopfattelse er gået i stykker, kræver det vel, at man ved, hvad virkeligheden er. Eller hvad?
Det er et gammelt kendt og særdeles omdiskuteret emne: Hvad er virkeligheden? Hvis en mand mener, at hans hjerne bliver styret af rumboere, vil de fleste mennesker kunne blive enige om, at det nok ikke er rigtigt. Men i princippet kan det jo være rigtigt nok. Vi ved jo ikke, om det virkelig forholder sig, som manden siger. Eller den jalousiforrykte, der fortæller om ægtefællen, som benytter enhver anledning til at være utro; det, der fortælles, kan lyde fuldstændig urealistisk, men hvem ved, om det ikke er sandt? Eller tænk på den ”profet”, som proklamerer, at verden går under om 235 dage klokken 12.01 og er begyndt at sælge alt, hvad han har og købe olie til sine lamper derhjemme, fordi Gud har sagt til ham, at han skal gøre sådan. Og endelig, mit yndlingseksempel: Hvis jeg siger, at jeg tror på, at verden snart slutter. Himlen revner, og Jesus kommer igen og dømmer folk til evig fortabelse og herlighed.
Hvad er virkelighed? Hvem skal afgøre det? At man har en lidt speciel tolkning af virkeligheden betyder jo ikke nødvendigvis, at man er sindssyg. Det kan jo være, at denne specielle tolkning er mere rigtig end den ellers fremherskende i et givent samfund.

Det er som sagt et gammelt filosofisk problem, det med virkeligheden – ikke mindst fordi vi mennesker allerede er begrænset af vore sanser og begrænsede hjernekapacitet.
Alligevel tillader psykiatere sig at vurdere, om mennesker er sindssyge – netop ved at sammenholde det, patienterne siger, med virkeligheden. Og sådan må det være. De fleste psykiatere er gode til det, faktisk de bedste, der findes. Efter ca. 13 års uddannelse er de specialister på området. I vurderingen, som almindeligvis er særdeles grundig og udspringer af et oprigtigt forsøg på at forstå patientens tankegang, tages der hensyn til, at man i visse miljøer kan tænke meget anderledes end i den øvrige befolkning.
Men – og dette er min påstand – man tager det for givet, at der ikke findes ånder, og at disse ånder derfor ikke kan besætte mennesker. Folk kan opleve sig besat, hvilket kan være pinefuldt og opleves meget levende af de implicerede – men de er det naturligvis ikke. Der findes ikke ånder, som besætter mennesker. Basta! Så når min patient oplever sig besat, så er det, fordi hun er syg. Sindssyg! Dette er den psykiatriske vurdering. Dette er arrogance.

Lad mig her til slut lige understrege: Jeg siger ikke, at vi skal betragte alle sindssyge som besatte. Heller ikke de, som mener sig besatte. Men er det, hvad de oplever – at ånder plager dem, at ånder tager bolig i dem – har de krav på en bedre behandling end den, de tilbydes i det offentlige behandlingssystem. Og dette begynder med et bedre diagnostisk arbejde, hvor også muligheden for besættelse findes.
Jeg efterlyser med andre ord en større ydmyghed og åbenhed blandt psykiatere. Siger en patient, at han oplever sig som besat, bør psykiateren kende til de særlige kendetegn, som gør sig gældende ved en besættelse. Kan en besættelse herefter udelukkes, kan psykiateren koncentrere sig om det psykiatriske. Kan besættelse derimod ikke udelukkes, er der brug for, at man allierer sig med f.eks. en præst.
Men lad mig lige mane til besindighed. På de psykiatriske hospitaler ser vi jo også ofrene for såkaldte evangelister, som snart sagt ser ånder alle vegne. Megen psykisk terror udføres i denne tid, også i Jesu navn, ikke mindst når en djævleuddriver forsøger at drive Djævelen ud af et stakkels sygt menneske, som ikke er spor besat, men mere og mere får brug for psykiatrisk behandling.

(Footnotes)
1 Af hensyn til min tavshedspligt tillader jeg mig at ændre nogle data, så vedkommende ikke vil kunne genkendes.