Ikke min skyld
Dårlige undskyldninger og skyden skyld på andre er en næsten lige så gammel foreteelse som mennesket selv.
Nu er det ikke muligt ud fra Bibelen at afgøre, hvor lang tid der gik fra, at Gud skabte Adam og til, at han skabte Eva. Vanskeligt er det også at fastslå, hvor mange dage og nætter Adam havde selskab af sit levendegjorte ribben, før de begge blev lokket og snydt af den gamle slange.
Men det var mindre end 130 år efter, at Adam var blevet skabt, for han fik sin søn Set som 130-årig, og da var mennesket for længst drevet ud af Edens Have. (Hvor gammel var Adam egentlig, da han døde? Han havde levet 930 år, men Gud skabte ham som en fuldvoksen mand på måske 40 år, så i virkeligheden er det måske Adam og ikke Metusalem, der er det ældste menneske nogensinde?)
Påstanden det var ikke min skyld er med andre ord i historisk perspektiv lige så gammel som mennesket selv. Og at den findes latent nedlagt i ethvert menneskebarn, fik jeg bevis for den anden dag, uden at det dermed skal lykkes nogen at få mig til at kommentere på fænomenet arvesynd.
Ikke desto mindre: Jeg har en dreng på tre år, Marcus, og en datter på et år, Sophia. Sidstnævnte får i ny og næ tilladelse til at fise rundt i stuen uden ble på det er jo godt med lidt luft til møllen (ja, sådan siger man på Fyn, når man skal omtale den bageste del af vores legeme!). Denne førnævnte dag havde Sophia dog ikke haft mulighed for at lufte hverken balder eller lår, inden hun blev smidt i seng. Derfor kom det som en overraskelse, da Marcus kom ind til min kone og mig i køkkenet med følgende erklæring:
– Mig tror, at Sophia har tisset inde i stunen (stuen).
Vores mistænksomhed blev ret hurtigt vakt, eftersom Marcuss påklædning på det tidspunkt berettigede ham til at deltage i en hvilken som helst nudistlejr. Vi fik ham følgelig til at vise os, hvor det var, Sophia havde tisset.
Hvad det var, han havde villet afprøve, ved vi stadig ikke. Men vi kunne konstatere, at knægten havde stillet sig i et hjørne af stuen for at lade vandet op ad vores råhvide sofa. En gerning, som åbenbart belastede hans samvittighed i en grad, så udåden på en eller anden måde skulle frem i lyset.
Men det var naturligvis ikke hans skyld.
Af Jens Linde
