Kristen bog anbefales af Hillary
Den tidligere præsidentfrue, Hillary Clinton, fortæller i sin selvbiografi rosende om en kristen bog, som hun læste i 1994, hvor hun fik to eksemplarer foræret.
– En enkelt vending i Nouwens bog bed sig fast som en epifani, en åbenbaring: Taknemlighedens disciplin, fortæller Hillary.
– Jeg havde så meget at være taknemlig for; trods valgnederlagene, trods sundhedsreformens fiasko, trods anklagernes og politiske modstanderes angreb, ja, selv trods tabet af dem, jeg elskede, skriver Hillary Clinton bl.a. om bogen.
Nu kommer denne bog på dansk. Det er det lille forlag Boedal, der står bag udgivelsen af Den fortabte søn vender hjem.
Den er skrevet af den hollandske katolske præst, Henri Nouwen, som er en af de mest læste kristne forfattere i verden. Inden sin død i 1996 nåede han at skrive mere end 40 bøger, der tilsammen er udkommet i over to millioner eksemplarer på 22 sprog.
Flere af hans bøger er udkommet på dansk, men alligevel har han ikke for alvor slået igennem her i landet. Men det vil Boedals Forlag nu forsøge at ændre på.
Det er Rembrandts vidunderlige maleri af faderen, der tager imod den fortabte søn, der har inspireret Henri Nouwen. Rembrandts maleri førte ham ud på en lang åndelig rejse.
Henri Nouwen finder med baggrund i Rembrandts maleri nye og overraskende betydninger frem både når det gælder den yngste søn, den ældste søn og faderen.
– Hvis man tror, at lignelsen først og fremmest er et kald til den yngste søn, der er gået ud i verden så giver Nouwens bog en noget anden opfattelse, siger forlægger Leif E. Kristensen, Boedal.
– Den fortabte søn vender hjem er en bog om, hvordan Gud kalder os ud af ensomhed, misundelse, bitterhed, vrede, modløshed tilbage til det hjem, hvor vi i virkeligheden hører til.
Henri.