Vassula i Danmark

Den græske profet Vassula har de sidste 19 år
modtaget budskaber – angiveligt direkte fra Gud.
Udfordringen har talt med Vassula
– også om nogle af de kontroversielle emner

Profeten Vassula spiser morgenmad i caféen på det beskedne Hotel Leda på Nørrebro.

Niels Christian Hvidt tolker Vassula Rydén foran en fyldt sal i Københavns Kristne Kultur Center søndag

Venligt, men træt efter en uges foredragsturné i hele Norden tager hun imod Udfordringens udsendte.
Hun er ikke længere så ungdommelig som på mange billeder, men en flot høj dame på 62 år, der indgyder respekt med sit stilfærdige væsen – og sit alvorlige budskab.
I aftes talte hun i Københavns Kristne Kultur Center for en fyldt sal, og i dagene før var hun først i Esbjerg, så på Island og Færøerne og sidst i Sverige.
I Danmark tolkes og hjælpes hun af theol. dr. Niels Christian Hvidt, kendt fra forskning i mirakler og tro og forfatter til bogen „Mirakler“, som Gyldendal nu har udsendt i et 4. oplag. De to er gamle venner fra både Schweiz og Rom. Niels Christian stødte på Vassulas skrifter, mens de endnu kun var i fotokopieret udgave. Nu er de profetiske budskaber udgivet i 12 bøger på 40 sprog.
– Kan du fortælle lidt om din familiemæssige baggrund, spørger jeg profeten Vassula.
– Ja, jeg blev født i Heliopolis-kvarteret i Cairo. Min familie er græsk, men har boet i Egypten i fire generationer, ligesom mange andre grækere. Vi gik i engelsk skole. Jeg har tre søskende, en bror og to søstre. Og jeg er selv nummer to blandt søstrene.
Som 15-årig flyttede jeg til Schweiz, hvor jeg blev student. Her blev jeg også gift med en svensker og fik to børn, Fabian, som nu er 27 år og arbejder som computerdesigner i Singapore, og Jan, som er 23 år og gift med Helena. De bor i Stockholm.
Ægteskabet holdt desværre kun i 12 år, men jeg blev gift med en anden svensker, Per Rydén, som jeg derefter fulgte rundt i verden. Han arbejdede for det svenske udviklingsarbejde SIDA, og han har de sidste seks år været ansat af FN i Rom. Men om en måned flytter vi til Washington, hvor han skal arbejde for Verdensbanken.
– Jeg kan forstå, at din mand ikke er så involveret i din tjeneste?
– Per er meget involveret i alt, hvad jeg gør. Men han læser ikke mine bøger. Han siger, at det er nok, hvad jeg fortæller ham. Han er svensk lutheraner. Tidligere betød det ikke noget for ham, men nu er han begyndt at gå i kirke, svarer Vassula og sender et af sine varme smil.
– Jeg pådutter aldrig min mand eller mine børn noget. Men min søn Jan er meget interesseret i det åndelige, og han bakker mig meget op.

Det kræver noget at være gift med en husmor, som siger, hun modtager budskaber fra Gud selv, og som rejser verden rundt for at tale til tusinder. I Indien har hun talt til 150.000 på én gang…
Det var nok ikke lige dét, Per Rydén havde forestillet sig, da han i 1966 giftede sig med den sporty og blonde græske pige, som de første mange år var mest optaget af det sociale liv i ambassademiljøet.
– Jeg tænkte overhovedet ikke på Gud. Når nogen tog emnet op, vendte jeg ansigtet den anden vej og håbede, at de snart ville holde op. Gud interesserede mig overhovedet ikke. Jeg var vokset op med den græsk-ortodokse kirke. Jeg troede, at Gud eksisterede, men jeg kunne slet ikke se, hvad det havde med mig at gøre, fortæller Vassula.
I 16 år var hun sammen med sin mand i Sierra Leone, Etiopien, Sudan, Mozambique og Lesotho. Efter Afrika kom de til Bangladesh i maj 1984, hvor de tilbragte tre afgørende år for Vassula, før de fortsatte til Schweiz.
– Når jeg hører folk i Vesten beklage sig over deres liv, så tænker jeg altid: Tag til Bangladesh! Så vil du se mennesker, som intet har – men som alligevel kan smile…
Vassula kastede sig ellers ud i det sociale liv blandt udlændingene og overklassen. Hun havde jævnligt store selskaber med 50 mennesker på besøg. Fordi hun var så høj og flot, fremviste hun også gerne smart tøj på Sheraton Hotel som mannequin. Og så spillede hun tennis – og vandt de åbne mesterskaber i Bangladesh.
– Fik fattigdommen i Bangladesh eller Østens mystik dig ikke til at tænke på Gud?
– Slet ikke. Jeg var på mit højeste. Jeg nød livet og tænkte ikke et øjeblik på Gud, indrømmer Vassula gerne.

Et eksempel på de to forskellige slags håndskrifter, når Vassula „skriver sammen med Gud“

– Men en dag følte jeg et nærvær, mens jeg skrev min indkøbsseddel…
Vassula var fuldstændig uvidende om mystik og teologi. Hun havde aldrig eksperimenteret med den slags. Men pludselig mærkede hun en vibreren i sine hænder. Hun begyndte at skælve, og pennen var for stærk til at kunne styres… Pennen skrev: „Jeg er din skytsengel.“ Det var den sidste uge i november 1985 – for næsten 19 år siden.
Vassula skrev spørgsmål på papiret, og englen svarede med sin egen anderledes skrift.
Gennem tre måneder underviste denne engel ved navn Daniel den totalt uvidende Vassula om Gud og Jesus og Helligånden. Efter de tre måneder var det Jesus selv, der henvendte sig til Vassula på denne måde. Hun så ham også for sit indre blik, som en mand, der så lidt bedrøvet ud. Hun spurgte ham, og han svarede: „Nej. Jeg er ikke bedrøvet, når Jeg er sammen med ydmyge sjæle – med dem, som ofrer sig, med dem, som elsker Mig.“
Når Vassula beskriver de sætninger, hun gennem alle disse år har modtaget fra Jesus, er det en sprudlende levende person, hun taler med. Intelligent, vis, men også følsom og indfølende, smilende og kærlig, én, der holder af sine mennesker med en dyb kærlighed, selv om de vender ham ryggen.
Vassula er selv et godt eksempel. Gennem notaterne følger man, hvordan hun i starten er dybt verdslig, men gennem stadig mere undervisning – flere timer dagligt – og den omsorg, hun møder fra Gud, får indsigt og kommer til at elske Jesus af hele sit hjerte.
– Undervisningen fortsatte i nøjagtig tre år, før jeg fik besked på at offentliggøre mine notater, så de kunne blive til gavn for andre.
Jeg syntes ikke, jeg havde andre muligheder end at fotokopiere dem til mine venner i tennisklubben, smiler Vassula.
Men dørene åbnede sig, og notaterne blev til bøger, som allerede har gjort stort indtryk i den katolske, ortodokse og protestantiske del af kirken.
Budskaberne er angiveligt fra Jesus, og de opfordrer kirken til at vende tilbage til Ham og blive ét i Ham. Og budskaberne henvender sig også til søgende mennesker – og måske især dem, der er helt ligeglade – om at finde fred og sandt liv i Gud.
Mange kommer til Vassulas foredrag for at opleve denne spændende person, som åbenbart har en direkte linje til Vorherre. Men Vassula er ikke nogen karismatisk person i sig selv. Hun skriver selv i sine bøger, at hun spurgte Gud, om han ikke godt ville finde en anden, som kendte mere til katekismen og teologien. For „jeg ved ingenting“. Og Jesus svarede, at det netop var grunden til, at han havde valgt hende. At hun intet var.
Det er budskaberne fra Jesus, der er det spændende, og det er som regel først, når man begynder at læse dem, det virkelig gør indtryk.
Men Vassula véd, det er usædvanligt, hvad hun er blevet redskab til, og hun ser det som Guds måde at række ud til mennesker på en ekstra-ordinær måde i en verden, som ellers har gjort oprør imod Gud og er faldet fra troen.
– Det er overvældende og stort, men er det også svært?
– I begyndelsen var det svært, for jeg vidste intet om den slags åbenbaringer. Jeg havde ingen, der kunne vejlede mig. Præsterne, som jeg talte med, troede, det var Djævelen, der stod bag.
Først senere fandt jeg ud af, at der var andre, der havde modtaget lignende budskaber fra Gud. F.eks. Birgitta af Vadstena fra Sverige i 1300.

– Troede du indimellem, at du var blevet skør?
– Nej, aldrig. Jeg var meget sund, og jeg var meget skeptisk. Det er jeg stadig. Jeg drager ikke hurtige konklusioner.
Selv om der også sker mirakler ved nogle af de møder, jeg er med til, har jeg svært ved at tro det. For nogen tid siden fik jeg olie på hænderne, mens jeg velsignede dem med dette kors på deres pander. Og mange faldt under åndens kraft. Jeg undrede mig, men tænkte, at det nok var en af præsterne, der havde olie på panden. Men netop som jeg havde bedt for den sidste, forsvandt olien lige så pludseligt.
Alligevel kunne jeg ikke forstå det. Jeg slog op i en af bøgerne, for at Gud skulle svare mig, og teksten, mine øjne straks faldt på, var:“Jeg har givet dig olie til at salve mit folk“.
Så havde jeg fået svar.

På samme måde var det, da Vassula og hendes voksende vennekreds af frivillige ville begynde et arbejde blandt de allerfattigste i Bangladesh, hvor de får mad og undervisning i at læse.
Arbejdet kaldes Beth Mariam, og det betyder Marias Hus, og der er i dag 30 sådanne huse i verden.
– Men var det nu også Herrens vilje, at vi skulle begynde med det arbejde, tænkte jeg.
– Da jeg slog op i Skriften, læste jeg ApG 12,12: „Da gik han hen til Marias hus“.

– Første gang, Jesus omtalte Maria, var i form af en vision. Jeg så ham sammen med nogen. Han spurgte: Hvem er jeg sammen med? – Med din mor, svarede jeg. Så vendte han sig og sagde: – Også din mor.
Ligesom han sagde til Johannes ved korset.
– For os danske kristne, hvoraf de fleste er protestanter, er det svært at forstå katolikkernes vægtlægning på Maria. Vi har lært, at hun ikke er nødvendig.
– Jeg ved, at I protestanter også forsøger at tro, som der står i Bibelen. Jeg følger også Skriftens ord. Og her er der nævnt tre grunde til, at vi skal ære Maria:
1) Englen kalder hende den mest begunstigede i Guds øjne, fordi hun fødte Guds søn. Når Gud giver hende ære, hvorfor kan vi så ikke ære hende?
2) Når hun senere erklærede i Ånden, at alle slægter skal prise hende salig (Luk. 1,48), hvorfor skulle den sætning så være løgn?
3) Elisabeth kalder hende „min Herres moder“ – og der står, at det var Helligånden, der talte gennem hende. Altså Gud selv ophøjede hende.
Men vi skal ikke tilbede Maria. Kun Gud skal tilbedes. Heller ikke jeg må tage æren for de mirakler, der sker. Det er ikke mig, men Helligånden, der gør det.
Men vi ærer Maria som Jesu mor, og vi elsker hende.
Patriarken af Kiev spurgte mig, om jeg udførte mirakler.
Nej, svarede jeg, jeg har aldrig udført et mirakel, men der sker mirakler på mine møder.
– Det er godt, du svarer sådan, sagde han. – For selv ikke Maria udfører mirakler. Hun går i forbøn, men det er Gud, der gør det.
Jeg var på et TV-program i Canada og seere ringede ind og diskuterede Jomfru Maria. Og det er okay, men jeg ønsker ikke, at nogen skal forhåne Maria. For det ønsker Gud ikke.

– Et andet vanskeligt spørgsmål for os er Paven… Vi er ikke vant til at anerkende ham i den protestantiske kirke – næsten tværtimod…
– Selv var jeg helt blank. Men Jesus udvalgte Peter til at være den klippe, som han byggede kirken på. Og Paven er Peters efterfølger.
I hvert fald ved jeg om den nuværende pave, at han har ofret sig og ladet folk bruge ham som en dørmåtte for kirkens enheds skyld.
Og jeg tror, Jesus værdsætter ham og elsker ham.
Men den enhed, Herren ønsker, er ikke en officiel enighed udfra politiske forhandlinger. Det er en åndelig enhed, Herren ønsker.
– Den ortodokse kirke, som jeg kommer fra, anerkender heller ikke Paven. Især ikke, at han er ufejlbarlig.
Men det er en misforståelse. Paven er ikke ufejlbarlig, det er, når han udtaler Skriftens ord, Guds ord, at det er ufejlbarligt.

– Hvordan får du penge til dit arbejde?
– Alle arbejder frivilligt og har deres eget arbejde ved siden af. Men der er udgifter til rejser og til leje af lokaler osv.
Normalt beder vi deltagerne om at give en gave. Og i nogle tilfælde er der en donor, som betaler for billetten. Når jeg nu skal til Indien, vil vi ikke bede dem om at betale noget, men her skal roaylty’en fra bogen, som netop er udkommet på dansk, dække udgifterne.

Vassula skal om kort tid igen tale i Indien. Hun er imponeret over indernes åndelige dybde. Engang talte hun til 30.000 mennesker:
– De sad bare dagen lang på jorden og lyttede i en hel uge. Det eneste, de fik at spise, var vand og hvedebrød, siger hun imponeret og anbefaler ved samme lejlighed os i Vesten at faste for at overvinde vor åndelige fattigdom.
– At faste er at give afkald på noget, man ønsker. Det kan også være at se noget i TV. Men ved at give afkald ofrer du noget. Og du overvinder noget i dig selv. Jesus nævner, at nogle dæmoner kun uddrives ved bøn og faste.

Selv om hun er græker og med i den græsk-ortodokse kirke, har det ikke gjort det lettere for hende at tale til grækere.
– Grækere tror, de kommer i himlen, blot fordi de har græsk pas, spøger hun.
– Efter hvert møde er der nogen fanatikere, der råber op, og så bliver der håndgemæng, og stole bliver ødelagt.
– Hvorfor?
– For det første er jeg kvinde… Og så behøver man ikke sige mere.
– Og du er gift to gange…
– Men det er ikke så stort et problem i Grækenland, hvor kirken accepterer skilsmisser og velsigner indtil tre ægteskaber. I modsætning til den romersk-katolske kirke. (Men den har nu også et system med at annullere et ægteskab.)
Det var et stort problem for at den katolske kirke ikke kunne acceptere mig.
Men hvad er det, Herren viser os igennem, at han kommer til en som mig? Hvorfor brugte han ikke én, som kun havde haft ét ægteskab…? Det er værd at tænke over.
– Men du går ikke ind for skilsmisse?
– Åh nej. Det er at gå igennem helvede.

– Har du et særligt budskab til os i Danmark?
– Jeg har et personligt budskab fra mig selv. Det er, at I ikke er fordomsfulde. I dømmer ikke på forhånd. Folkets karakter er, at man ikke er ondskabsfuld eller misundelig.
De giver dig en chance for at fortælle din historie, før de dømmer dig.
Man møder ikke ondskabsfulde beskyldninger og fordømmelser, som andre steder.
– Har du også et budskab fra Gud?
– Jeg kan citere fra et budskab, som gælder alle, men som I kan meditere over:
Om morgenen – så din sæd af kærlighed.
Ved middagstid – så din sæd af fred.
Om aftenen – så din sæd af forsoning.
Gå så ud saml din høst og giv den til mig, din Far i Himlen. Og jeg siger dig: I din gavmildhed, mit barn, har du opnået din belønning i Himlen.
– Man kan sammenfatte Guds budskab til os i én sætning: Vær god!
Men det er ikke let. Du må indse, hvem du er, se dig selv med Guds øjne. Spørge, hvad du har gjort med dit liv.
Og så du må angre og give plads til Guds ånd.
Det er også vigtigt at angre overfor en anden. Herren sagde, at jeg skulle angre. Ja, sagde jeg, det kan jeg gøre overfor dig. Jeg har jo en direkte linje…
Nej, sagde Herren. Han ønskede, jeg skulle gå til syndsbekendelse i kirken.