Helligånden maler med Estrid

Tidligere lod Estrid Christensen sig inspirere af både mørke og lyse kræfter, når hun malede, men i dag er det udelukkende Helligånden, der som en græsk muse rækker hende inspirationenNår Estrid Christensen maler, er det for at ære Gud og for at træde ind i hans nærhed.

Estrid Christensen har lavet denne Jesusikon på en olieret glasplade, hvorpå hun har drysset farvet glaspulver. Herefter har hun trukket, de streger, som ses, inden det hele er blevet brændt ved 840 grader. I brændingen smelter pulveret sammen med pladen, så værket bliver til ét glas

– Allerede som fem-seksårig spekulerede jeg på, hvor alting gik hen. Hvad lå der bag alle lagene? Og jeg fik et sug af evighedsangst. Angsten og forladtheden har jeg siden vendt til at være en ressource. Selve drivkraften i min kunst er at finde ind i Guds nærhed. Det er der, jeg finder trygheden, det er der, jeg finder glæden og kærligheden, fortæller hun.
– Det er for at ære Gud, det er for at fortælle om Gud, og det er for at nærme mig Gud, at jeg overhovedet maler.

I kunstnerisk symbiose med Helligånden

Estrid beder altid Gud om at vejlede hende og være sammen med hende, når hun maler.
– Jeg oplever, at jeg holder op med at tænke, når jeg maler, og at min ånd taler med Gud. Han siger måske „tag den farve“, eller „nu skal vi have lidt herned“, og jeg adlyder øjeblikkeligt uden at tænke.
– Det er en meget speciel tilstand at være i, og den store glæde ved at arbejde med billeder er, når min ånd på den måde arbejder sammen med Helligånden. Jeg føler mig så lykkelig, når jeg står på den måde og arbejder; det er dybt meningsfuldt og vidunderligt dejligt.
– Og det er en gave at vise mit arbejde til mennesker, som kan overraskes, for det Helligånden gør, det er, at han overrasker. Han gør noget, som jeg slet ikke kunne finde på. Jeg stiller blot mine hænder og tekniske kunnen til rådighed for ham.
Når Estrid på den måde maler under Helligåndens inspiration, så kan det sammenlignes, med en præst, som inspireres af Gud til en prædiken. Eller det kan sammenlignes med brugen af de såkaldte nådegaver – for eksempel profeti:
– Jeg får let billeder, og jeg får let ord til mennesker. Det fungerer på samme måde, som når jeg maler, forklarer hun.

Blev genfødt efter tre nætters Jakobskamp

Estrid Christensen gik fire år på Århus Kunstakademi og modtog i 1981 et årslegat til at male i Spanien. Og mens hun var på den iberiske halvø, begyndte tilværelsen så småt at køre skævt for hende.
– Jeg havde et forhold, som gik i stykker, jeg levede et bohemeliv med alkoholmisbrug, og jeg havde et stort opgør med min mor. Jeg fik det værre og værre i løbet af den tid, jeg var i Spanien og de næste seks år, og det endte med en nedsmeltning af mit sind.
Hele sit liv har Estrid dagligt bedt Fadervor, men forud for nedsmeltningen bad hun gennem længere tid mere intenst til Gud. Hun var plaget af angstanfald, og en nat vågnede hun panisk op og spurgte ud i rummet, hvad det var, der var galt.
– Jeg fik det svar, at jeg havde forladt mig selv, svigtet mig selv. Tingene blev mere og mere vanvittige i mit sind, og det endte med, at jeg tre nætter i træk ikke kunne sove. Jeg oplevede, at jeg var i gang med en slags Jakobskamp, hvor jeg kæmpede for min sjæl.
– I kampen følte jeg, at min sjæl fór af sted med mægtig fart på vej ud i intetheden – i angsten – og jeg følte, at jeg ligesom i et slalomløb var pisket til at tvinge min sjæl i først den ene og så den anden retning, hvis ikke jeg skulle ryge ud i intetheden.
– Den tredje dags morgen kom jeg så ind i en ny tilstand, som jeg vil kalde noget i retning af en genfødsel. Jeg kiggede ud ad vinduet på fuglene, som fløj, og verden var fuldstændig ny. Selv mine fødder var helt nyfødte, og jeg tænkte: „hvad giver man et lille barn at spise“, og så gik jeg ud og lavede en portion havregrød til mig selv.

Inspirationen giver liv

I tiden efter genfødslen mener Estrid, at hun begyndte at male flere bibelske motiver. Men hun er ikke helt sikker, for hun betragter sin udvikling som en glidende bevægelse frem for som nogle voldsom-me spring:
– Jeg skal passe på, at jeg ikke får alting til at passe sammen, for jeg har altid malet bibelske motiver. Jeg gjorde det også som barn. Og da jeg havde det svært, gik det bibelske motiv om synderinden, som Jesus ikke ville stene også igen i min kunst. Det talte meget til mig dengang. Jeg var fuldt ud klar over, at jeg var en synderinde og havde brug for Jesus for ikke at blive stenet, fortæller hun.
– Jeg mener egentlig også, at jeg altid har malet billeder under Helligåndens inspiration – også før jeg blev genfødt. Tidligere var jeg blot ikke bevidst om, at det var Helligånden, som var i inspirationen. Dengang kørte det måske i første gear, hvor det nu er kommet op i fjerde gear.
– Det kommer af erfaringen, når man arbejder med kunst. Man opdager, at poesien i billeder kommer med inspirationen, og inspirationen kommer udefra – du kan ikke selv etablere den. Du kan gøre dig rede og sørge for gunstige betingelser, men du kan ikke selv skabe inspirationen.
– Inspirationen er så følsom, at hvis jeg blander min egen ambition, min egen vilje og mine egne tanker ind i det, så ødelægger jeg det. Billedet går i stykker, eller også bliver det kedeligt. Det dør simpelthen for mig. Og det har jeg altid vidst, så på en måde har jeg altid arbejdet på at sætte mig selv til side og lade Helligånden komme til.

Radikalt ramt ved møde med Charles Ndifon

Før genfødslen malede Estrid også nogle billeder, som hun i dag end ikke kan holde ud at kigge på. Det tilskriver hun en inspiration fra mørke kræfter.
– Jeg blev inspireret af noget, som ikke var Helligånden. Det er det farlige ved kunst. At lys og mørke ligger så tæt på hinanden. Jeg har malet mørket i mig selv, for der er en drivkraft i mørket – noget, mange kunstnere dyrker, og der skal man passe på, for det kan gå hen og blive dæmonisk.
Den indtil nu største forandring i Estrids liv kom først for et par år siden i forbindelse med et møde med den nigerianske helbredelsespræst Charles Ndifon.
– Jeg blev ramt meget radikalt og klart allerede på det første møde med Ndifon. Jeg blev klar over, at min tro ikke var, som jeg troede den var, for jeg kunne ikke give mig over og løfte hænderne, som så mange andre gjorde. Min tro var mere tør og mere oppe i hovedet, end jeg selv havde været klar over.
– Men hvilken glæde, da jeg først smeltede! Jeg gik frem foran og blev bedt for, og jeg græd, og det var bare fantastisk. Jeg tog hjem på gården og så svalerne flyve, og jeg følte mig lige så fri som dem. Det var lidt ligesom i 1988, da jeg blev genfødt. Denne gang var det blot på en langt stærkere måde. Der var ingen angst, og alt det mørke var væk.
– Tidligere sad jeg og holdt bøn i timevis og mediterede, mens jeg søgte Gud og Jesus i stilheden – og jeg oplevede da også et vist nærvær, men jeg skulle kæmpe for det. Nu oplevede jeg, at jeg blev så fyldt af Helligånden, at jeg blot behøvede at sætte mig et øjeblik og kalde på Helligånden, så kom han med et stærkt nærvær.

Dør mere og mere

Efter Estrids åndelige gennembrud ved møderne med Ndifon er der kommet en ny linje i hendes kunst. Men Estrid er stadig ikke meget for at lave et skarpt før-og-efter-skel.
– Mine billeder er blevet mere lette, og der er mere glæde i dem. Fornemmelsen af at jeg står og taler med Herren, mens jeg maler; den er også ny. Før var det mere ubevidst.
– Men jeg tror, at forandringen i mig især vil komme til at vise sig i årene fremover. Jeg kan dog allerede mærke, at jeg nu er mere rolig, når jeg maler. Jeg føler mig mere sikker og er ikke så bange for, om det lykkes eller ikke lykkes. Når jeg står og maler, så må jeg være totalt død i mig selv. Det er blevet klarere, og det er blevet tydeligere for mig. Derfor er jeg mere sikker.
– Al min bagage af usikkerhed og ambtioner og det at ville behage andre – alt det der gamle dør mere og mere. Derfor vil det vise sig på sigt, at det blive anderledes, men det sker i en glidende bevægelse og ikke i et ryk, fastslår hun.


Artiklen fortsætter efter annoncen: