Indiansk lovsang hitter – og forarger

Indianere er vilde med Jonathan Maracles kristne musik, der bliver spillet med indianske instrumenter og fremført med fjerdragt og krigshyl. Men flere indianske kirkeledere er forargede og kalder det hedenskabCANADA: Den tidligere rockmusiker Jonathan Maracle, som er mohawk-indianer, har sammen med sit band Broken Walls stor succes blandt indianere i Nordamerika med sin nu kristne musik.

En indiansk, kristen præst i traditionel klædedragt

Hans musik er anderledes end al anden kristen musik. Han bruger indianske trommer, fløjter, rangler og guitarer, der ligesom hans farvestrålende perler, fjer og frynsede trøjer matcher hans mohawk-frisure.
Flere af sangene på hans cd’er synger han endvidere på sit indianske sprog, hvilket indebærer, at der både på cd’er og til koncerter kan opleves gennemtrængende skrig og høje krigshyl.
Teksterne i Maracels sange er 100 procent kristne, men det har ikke hindret bandet i at blive mere og mere populært blandt indianerne. Når det kristne budskab formidles gennem den rige, indianske kultur, er der stor lydhørhed:
– Der er ikke noget, som berører indianere mere end at høre, at Gud elsker dem, præcis som de er, siger Maracle med henvisning til tidligere tiders kristne missionærer, som forlangte, at indianerne skulle aflægge deres traditionelle klædedragt og smykker, hvis de ville være kristne.
– Det var med til at berøve indianerne deres værdighed, mener han.
Kirken er imod
Maracles beslutning om at bruge den indianske kultur i sin musik møder dog modstand blandt de mere etablerede indianske kristne. Flere indianske kirkeledere forbyder brugen af trommer og andre indianske instrumenter i gudstjenesterne. De mener, at Maracle blander den kristne tro med hedenskab.
– Men der er ikke noget nedarvet ondt knyttet til fjer, træfløjter eller store trommer, fastslår Jonathan Maracle.
Netop trommerne er specielt effektive, når de ved Maracles koncerter ledsager en indiansk dansegruppe, som i farvestrålende kostumer danser, løfter hænder og priser Jesus, mens de med kroppen udfører typiske indianske bevægelser. Den slags tiltrækker indianere, som ikke er kirkevante og har i flere tilfælde medvirket til, at folk er blevet troende.
– jeli