Skaberværket udfordrer vores ydmyghed

En kendt naturforsker sagde engang: ”Skønt er det vi ser, skønnere er det vi véd, men langt det skønneste er det vi ikke kender”. I naturen genkender vi dette med al tydelighed, hvor vi betages af det smukke vi ser, men i langt højere grad undres over det, vi ikke kan forstå og gennemskueEn plante kan nemt beskrives og iagttages, botanikerne opdeler planten i blomster, blade, stængler og rødder, og indsætter den i det botaniske system. Økologen undersøger og beskriver dens vækst og økologien omkring planten. På samme måde med de store røde skovmyrer. Biologen har stort kendskab og viden om dens færd og levevis, hvorledes myretuen er sammensat af rang og hierarki.

Ugens kronik af Simon Sørensen, Rødovre
Uddannet gartner, udgiver skriftet Naturbladet, der retter fokus på naturen som Guds skaberværk

Jo, smukt er det vi ser, og smukkere det vi véd – men når vi prøver at forstå myrernes visdom og det liv som får planten til at vokse, må vi stoppe op. Her ser vi det smukkeste i naturen, netop det vi ikke forstår, skaberens vidder og tanker!
Til alle tider har mennesket haft en umættelig trang til at kende og vide alle ting. Efter syndefaldet, var mennesket ikke længere i harmoni og balance, og i stand til at forstå skaberen fuldt ud. Nysgerrigheden blev vagt med en menneskelig og begrænset forståelse af skaberen. Ikke så overraskende, at datidens mennesker ville bygge Babelstårnet op til himlen! Men Gud ydmygede og forvirrede mennesket.
Som mennesker må vi ofte erkende vores afmagt og forholde os ydmygt til skaberværket og den levende Gud. Dette er en udfordring, at vi ikke kan udgrunde alt, hvor meget vi end gerne ville. Ligesom Gud selv, lader skaberværket sig heller ikke udgrunde. Der er sider og elementer vi aldrig vil få svar på og kunne kontrollere. ”Ved du, hørte du ikke, at Herren er en evig Gud, den hvide jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans indsigt udgrundes ikke.” Esajas 40:28.

En grannål skåret i tværsnit med tydelige celler og 2 karstrenge i midten. Hvem eller hvad sammensatte dette så fantastisk? Spørgsmålet er, om vi fuldt ud forstår skaberens værk – vurder selv!

Næsten hver dag fortæller videnskaben os om nye opdagelser og viden om sygdom, celler og jordens urhistorie, bare for at tage eksempler. Har vi spørgsmål om livet og miljøproblemer går vi gerne til videnskaben, som altid har ”løsningen” og ”svaret”. Selv når det drejer sig om det store og fjerne univers, synes vi at hovmode os selv til at forklare dets historie og ophav.

I vore tid med højteknologi og tekniske hjælpemidler er kundskaben stor. Mulighederne er næsten uanede i alle retninger, rejser i rummet, viden om den menneskelige krops opbygning, for ikke at tale om genteknologi med kloning osv. Samfundet bruger store summer på forskning og medicinudvikling, og med den drejning og udvikling vi oplever i tiden, tør man knap spå om fremtidens muligheder.

Verden over lider miljøet overlast af menneskets overforbrug og forkerte måde at forvalte ressourcerne i naturen på. Vi har en stor mængde viden til rådighed når det gælder naturens husholdning – økologien. Vi er nøje bekendt med regnskovenes værdi og betydning, for fx lægevidenskab og truede dyre- og plantearter. Ligeså vel véd vi, at dyre- og plantearter med skræmmende hast går stærkt tilbage. Hver time forsvinder 3 arter fra jordens overflade! For få hundrede år siden levede der 100.000 sorte næsehorn på savannen i Afrika, men i år 2002 var der blot 2.600 dyr tilbage!

Udviklingen i artsudryddelsen fra år 1600-2000.

Kilde: Kaskelot januar 1989

Endnu er jordens rigdom på dyre- og plantearter meget uudforsket, og vi véd at artsudryddelsen altid har været der. Men det er imidlertid foruroligende, at den de senere år er øget så markant. Det må uden tvivl tilskrives vores grådighed i naturen og måde at forvalte den på. Byerne vokser med veje og huse, regnskoven reduceres voldsomt og den tiltagende forurening ud i floder, have og atmosfæren, bliver en trussel for alt levende i natur og miljø. Vi tager til os af naturens ressourcer som forbrugsvare, men hvor længe kan vi det, og hvor længe kan vi høste til vores egen fordel?

Hvor kommer så menneskets store viden til gode? Vel gør mange organisationer et stort arbejde i naturfredning og beskyttelse, med ærlig tanke for at redde og værne den mere og mere forarmede natur. Men det er som at pumpe en punkteret cykelslange, i stedet for at lappe hullet. Vores store viden synes at begrænse os til vores eget bedste, eller i hvert fald ikke til fordel for naturen og miljøet omkring os. Her har industrialisering og kommercielle interesser for længst taget ”magten”.

Med store muligheder i sundere og stærkere kvæg, ser videnskaben kloning som et muligt redskab. Kloning er at kopiere et andet individ ved hjælp af gensplejsning. Man udvælger sunde og stærke individer, og kopiere dem. Afkommet vil kun have en mor og ingen far. Hermed bevæger vi os ind på et område hvor vi kommer tæt på livets kerne, vi prøver hér at kontrollere livet. Men kender vi konsekvensen, er vi i det hele taget klar over hvilket ukendt område vi piller ved? Man kan frygte for livets sunde mangfoldighed, når man leger med gener og arveanlæg, som er fremtidens pogrammøer af naturens kerne af liv og variation. Den kontrol vi søger at få med naturen, kan måske vise sig at føre os ud på et alvorligt skråplan, og i sidste ende føre os mod et kollaps for vores eksistensgrundlag.

Tilsyneladende viser vi mennesker kun liden interesse for den forarmede udvikling i naturen. Mon ikke det er en indikation af vores afmagt og begrænsede forståelse af Guds forunderlige skaberværk. For hvad hjælper al vore viden og forskning, hvis ikke vi ydmyger og bøjer os for det smukkeste i naturen; det vi ikke forstår? Havde vi fra begyndelsen været ydmyge overfor Guds skaberværk og bedt om velsignelse i vores arbejde og ansvar i naturen, ville problemerne være af helt anden karakter.

”Vi må finde vejen og forståelsen ved naturen med åndelige mål”
Vi kan ikke undsige os den altoverskyggende skaber, som står over vores viden og indsigt, og som vi i en sådan grad står i skyggen af. Erkender vi ikke dette, skubber vi velsignelsen væk fra os, og det fører til fald! Derfor må vi på ny se vores ansvar og udfordring i en uudgrundelig og mangfoldig levende natur, præcis som mennesket blev opfordret til efter skabelsesdagene.