En voldsomt vred Jesus

Peter Götz, præst i Frikirken, Espergærde, udlægger søndagens tekst.

Hvad er det første, du lægger mærke til ved denne tekst?
– At vores ellers søde, rare, imødekommende, altid forstående og evigt kærlige Jesus er voldsomt vred.

Provokerer det dig?
– Ja – for læser man lidt forud for den aktuelle tekst, så møder man en Jesus, der vælter rundt med vekselerernes borde i Templet, forbander et figentræ, så det visner, truer med bål og brand og kræver de religiøse ledere til regnskab? Og så må man jo lige spørge: Hvad er nu det for en Jesus?

Og hvad er det så for en Jesus?
– Ja – det er nok alligevel den Jesus, vi kender så godt. Her ser vi ham bare i aktion mod det, der vil livet til livs. Og den side tager vi kun sjældent frem. Vi elsker billedet af den gode hyrde med hans lange stav, som han kan bruge til at redde fåret med. Men for at være den gode hyrde har han i den anden hånd en kæp – en knortekæp – som han kan slå med. Et våben til slanger og kryb og vilde dyr, så hans fåreflok kan være tryg.
På nøjagtig samme måde er hans rolle som menneskets frelser. For at kunne være vores frelser og for at kunne love os en evighed uden ondskab må han gøre op med det onde – og Den Onde – og slå ham af banen. Når vi er så glade for lyset, der kommer til verden, er det jo, fordi det fordriver mørket.

Hvad betyder det, „at mennesker som jer vil blive dømt for deres onde gerninger“?
Jeg læner mig op ad den forståelse, at vi her har at gøre med et langt afsnit hos Mattæus, som helt specielt henvender sig til jøderne. Det er opgør med den jødedom, der forkastede Guds mange henvendelser. Og dommen var, at Jerusalem – og templet – blev jævnet med jorden – og at jøderne blev fordrevet fra deres land (år 70). Men bemærk, at Jesus afslutter med et løfte i vers 39. En dag skal de få ham at se igen og indse, at han er den, som Gud har sendt.

Men gælder teksten så ikke for os kristne i dag, og skal vi måske ikke dømmes?
Både ja og nej. Den store overordnede virkelighed, at Gud har sat en frelsesplan i værk for at redde sin verden – og at han derfor er nøje med, hvordan vi reagerer på hans frelsestilbud, er sandt for os alle. Men det ser ud, som om disse tekster hos Mattæus med tempelrensningen, Jesu „Ve“-råb, osv. rummer et helt specielt opgør med jøderne og den jødiske gudsdyrkelse. Det bekræfter de sidste 2000 års historie jo til fulde. I det perspektiv (at vi her har at gøre med ord til jøderne) er det også lettere at læse Matt. kap. 25. For Guds menighed er jo brud og ikke kun brudepiger ved et bryllup (v.1-13), et Guds barn mister ikke sin frelse ved ikke at bruge sit talent (v. 14-30), og dommen på den store dag (v.31-46) kan vel ikke umiddelbart gå på den, der er gemt i Kristus.

Men hvad er så ordet til mig som kristen i dag fra denne tekst?
At Gud er på din side. Imod mørket. Imod ondskaben. Imod det, der vil stjæle det gode liv fra dig.
At Gud værner om dig med sit skaberord, der er et magtfuldt ord, som skaber, hvad det nævner. Med sit ord skabte han vores verden – og med sit ord skaber og bærer han dit liv og din eksistens. Når dette liv trues af infektion og forfald, så sender han sine tjenere (profeter), og så taler han sit ord for at råbe vagt i gevær. For så er der noget, der skal bekæmpes. Det er en sandhed til alle tider og for alt Guds folk. Og det er også en virkelighed, at den, der ikke forstår advarslerne i sit liv, ender ’i sin egen skæbne’ (vers 38).

Det lyder, som om denne tekst er et alvorsord?
Ja, når Gud taler, mener han det alvorligt. Hans eneste ønske er at frelse sin elskede og fortabte skabning, redde den fra det onde, være høne for sine kyllinger og lys i mørket. Det er adventstidens budskab, og det er budskabet hele året rundt. – Vi har dybest set intet valg. Uden Jesus som vejviseren farer vi vild – og ender, hvor der intet lys er.

Har du en kommentar til det med hønen og kyllingerne?
Jeg synes det er et meget smukt og meget følsomt billede. Nogle få steder kommer Guds moderlige karaktertræk frem i skriften. Ellers er det ofte den lidt mere håndfaste fars værn og hævn mod fjenderne. Men her ser vi en så nænsom omsorg, som man overhovedet kan tænke sig. Små bitte hjælpeløse kyllinger, der har lært at gå, før de har lært at se, hvad der er farligt. Men én ting kan de. De kan kende deres mors ’røst’. Og hvis de er kloge, piler de hen under hendes vinger, når hun kalder. Her kan ordet om at ’være i dine vingers skygge’ få ny betydning.