Flere stjerner ledte astrologerne til Bethlehem

De opsigtsvækkende tegn på himlen, før Jesus blev født, har blæst turbanen af datidens astrologer!Modernecomputerteknik gør det muligt at dreje stjernehimlen tilbage til den tid, da Jesus blev født. Derfor kan astronomer i dag fastslå, at der var en hel stribe opsigtsvækkende fænomener på stjernehimlen omkring Jesu fødsel.

Den 17. juni år 2 f.Kr. mødtes de to
tydeligste stjerner på aftenhimlen,
Jupiter og Venus, nær Regulus
i stjernetegnet Løven
med en minimal afstand.
Man har set dem som én mægtig stjerne!

Det fortalte vi om i julenummeret 2003. Her følger en revideret artikel, som samtidig er starten på en helt ny serie i Udfordringen om stjernetegnenes overraskende indhold af bibelske symboler.

Planeternes baner var kendt allerede i det gamle Babylon, men meget af denne viden forsvandt igen. Først i 1609 fastlog matematikeren Johannes Kepler de love, som planeterne bevæger sig efter.
Kepler var assistent for danskeren Tycho Brahe i Prag. Kepler så i stjernerne den gode Guds almagt, men ville ikke indordne sig under den lutherske ortodoksi, og senere var han nødt til at flygte fra Graz til Prag, fordi han heller ikke var katolik.
Brahe var hans modsætning, lidt af en drukkenbolt og levemand, der havde mistet sin næse i en duel. Brahe døde efter en stor middag, formentlig af urinforgiftning.
Brahe skjulte sine observationer for den unge geniale assistent, så han ikke skulle overgå ham som datidens største astronom. Han satte Kepler på en åbenbart uløselig opgave, nemlig at forstå planeten Mars’ bane. Men netop derved gjorde Kepler sin store opdagelse, at Mars og de andre planeter ikke bevægede sig i cirkler, som Kopernicus var gået ud fra, men i ellipser om solen.
Da Brahe døde, overtog Kepler hans post og fik adgang til hans observationer, og nu kunne han udforme sine love for „det harmoniske univers“ i bogen ”Astronomia Nova”.

Kepler forsøgte nu at finde frem til den stjerne, som vismændene så på vej til Bethlehem. Han regnede sig til, at Jupiter og Saturn havde stået tæt omkring år 7 f.Kr. i Fiskenes tegn.
Det var en såkaldt konjunktion, dvs. at to eller flere planeter kommer meget tæt – her med kun 1 grads afstand – set fra jorden. De kan være millioner af kilometer fra hinanden, fordi den ene befinder sig i en anden bane længere ude. Men set fra jorden ser de ud til at stå helt nær.
Når de ydre planeter er i position, dvs. står modsat solen, ser det fra jorden ud, som om de foretager en sløjfeformet bevægelse.
Det skyldes jordens omdrejning og planeternes forskellige hastigheder og ellipseformede baner.
Sådan var det med Jupiter og Saturn i år 7 f.Kr. d. 1. juni, den 1. oktober og igen den 1. december.
Kepler mente nu ikke selv, at konjunktionen i år 7 f. Kr. var selve Bethlehems-stjernen, men at påvirkningen mellem planeterne havde skabt en ny stjerne – sådan som det skete ved en lignende konjunktion i 1604 – på Keplers tid. Desværre var han så uheldig, at han ikke selv så den, fordi der var overskyet den 10. oktober, dér hvor han stod… (Men andre så den!)

„Jeg tvivler ikke på, at Gud ville have nedladt sig for at fange kaldæernes lettroenhed,“ skrev Kepler, som var overbevist om, at Gud havde koordineret stjerne-fænomenet med Jesu fødsel.
Kaldæerne var navnet på dem, der boede mellem Eufrat og Tigris – dvs. vore dages Irak.
Ordet kaldæer kommer af kalda, som var navnet for dyrkelsen af stjernerne. De vise mænd fra Østerland var uden tvivl magere – astrologiske præster. På den tid var astrologien integreret i de fleste videnskaber. Man havde meget stor viden om planeternes bevægelser og troede ud fra nøjagtige observationer at kunne tage varsler om store begivenheder. Og den gang som nu udartede astrologien også til useriøs overtro.
Men også i Europa var de kristne i middelalderen og renaissancen meget optaget af astronomi OG astrologi – altså ikke blot af at betragte og beskrive stjernerne, men også at fortolke. Selv videnskabsmænd troede, at stjernerne påvirkede det, der skete på jorden. (Og vi véd jo også, at månen har betydning for flodernes oversvømmelser, så helt galt var det jo ikke.)
Men dengang kendte man også til de oprindelige stjernetegn, der – som vi skal se i en ny serie – har mange ledetråde til profetierne om Jesu fødsel. Shakespeare skriver f.eks. et sted om Jomfruens stjernetegn: „the good boy in Marys lap“ – den gode dreng på Marias skød. Og på gamle tegninger af dette tegn bærer Jomfruen (Maria) et barn (stjernebilledet Koma) i stedet for som nu kun sit hår.

Johannes Kepler var astronom i Prag

Den danske biskop Münster skrev i det 19. århundrede om konjunktionen af Saturn og Jupiter uden at nævne Keplers ekstra nye stjerne, og det er fortsat den konjunktion, der regnes for Bethlehems-stjernen af bl.a. teologen Hartvig Wagner, som har skrevet et spændende lille hæfte om „Stjernen over Bethlehem“.)
Det synes også oplagt:
Saturn er nemlig i astrologien knyttet til jødefolket, Jupiter er den store konge-planet og Fiskenes Tegn blev symbolet for de kristne.
Et fund af en kileskrift-almanak fra år 7 f.Kr. i Sippar (i dag Abu Habbah, sydvest for Bagdad) viser da også, at astrologerne forud vidste om den forestående konjunktion.
Hidtil har man også ment, at den frygtelige Kong Herodes døde år 4 f. Kr. Og så kunne Jesus godt være født ca. 2-3 år før. (Herodes dræbte jo alle drenge under to år).

Men nu er der rokket ved denne dato.
Kilden var nemlig den jødiske historiker Josephus’ værker, hvori han bl.a. fortæller om Herodes’ død i forbindelse med en måneformørkelse, som er fastsat til år 3-2 f.Kr.
Men en undersøgelse arrangeret af British Museum af de tidligste af Josephus’ manuskripter har vist en kopi-fejl. En bogtrykker, som satte Josephus’ værk om jødernes historie (Antiquities) op i 1544, fik ikke gengivet manuskriptet korrekt. Det viser sig, at alle tidligere manuskripter af Josephus understøtter, at Herodes døde år 1 f. Kr.
Josefus skriver, at Herodes døde efter at have brændt den jødiske præst Matthias og hans tilhængere levende. Og den samme nat var der en blodrød måneformørkelse. Og ganske rigtigt var der en delvis måneformørkelse i år 4 f.Kr., som næppe kunne ses, men der var en total måneformørkelse d. 10. januar år 1 f.Kr. Her har det set ud, som om månen blev til blod. Meget passende for en paranoid barnemorder, som også havde udryddet en stor del af sin egen familie.

Fænomenerne år 7 var måske kun et forspil, der kunne vække astrolog-ernes opmærksomhed, før den virkelige Bethlehems-stjerne viste sig år 3-2 f.Kr.
Den 17. juni år 2 f.Kr. kl. 20.02 mødtes de to stærkest lysende planeter på vesthimlen, Jupiter og Venus, med en minimal afstand på kun 3 bueminutter (3/60 grad – månens diameter er ½ grad).
Man har set dem som én meget iøjnefaldende stjerne!
Allerede den 12. august år 3 var Jupiter og Venus mødtes, men da med ca. 12 bueminutters afstand. Selv om det ikke har været samme formidable syn, så har det formentlig blæst turbanen af astrologerne i Østen. Dette måtte betyde en stor ny hersker.

Jupiter er fra ældgammel tid betragtet som Konge-planeten (gudernes gud) pga. sin størrelse set fra jorden. Venus kaldes den lysende morgenstjerne i Bibelen og forbindes i astrologien med modergudinden – Isthar hos babylonerne, Isis hos egypterne, den nordiske Freja, den græske Aphrodite. Altså en meget vigtig gudinde/stjerne for dem – noget tyder på, at forbilledet var Noas hustru – eller måske Eva.
Også Johannes Åb. 12 fortæller om tegnet på himlen: „en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone“ (Åb 12,1ff).
Der kan ikke være tvivl om, at det er Maria og Jesus, han skriver om – men interessant nok med en henvisning til stjerne-tegn på himlen. (Det vender vi tilbage til i den spændende nye serie.)

At Jupiter den 14. september derefter kom i konjunktion med Regulus, en anden kongestjerne, har overbevist astrologerne om, at en ny stor hersker var født. Jupiter fortsætter nemlig forbi Regulus, men ser så ud til at standse – „stjernen stod stille“ (Matt. 2,9) – for derefter at gå tilbage og passere Regulus igen den 17. februar år 2 og endelig en tredje gang den 8. maj!
At stjernerne mødtes i Løvens stjernebillede fik astrologerne til at rejse til Jerusalem, for Løven er Judas stjernebillede. (Judas Løve – se f.eks. 1. Mos. 49,9 eller Hos. 5,13).
Jupiters første møde med Venus (d. 12.8. år 3) eller Jupiter – Regulus (d. 14.9) kan have fået astrologerne til at rejse til Jerusalem.
Kan det så passe, at „stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var“, som Mattæus (2,9) fortæller med sit eget ikke-astrologiske sprog?
Ja, for efter at Jupiter den 14. september år 3 har været i konjunktion med Regulus ,fortsætter den, og „vender om“ og passerer igen Regulus den 17. februar år 2 – og står så næsten stille tæt ved Regulus, indtil den 8. maj igen passerer Regulus. Denne sløjfe har været tolket som, at stjernen stod stille.
Men det er mere sandsynligt, at de så „stjernen stod stille“ den 17. juni år 2. Da kommer Jupiter og Venus nemlig igen i konjunktion nær Regulus – og dette ville se ud som én lysende stor stjerne på aftenhimlen, der stod stille, indtil den gik ned i vest i retning mod Jerusalem – set fra Babylon.
Hvis vismændene befandt sig øst for Bethlehem, mens den store stjerne gik ned i vest, så kan det bogstaveligt talt have set ud, som om stjernen stod stille over stalden, hvor Maria havde født Jesus-barnet!
„Da de så stjernen, var deres glæde meget stor“, skriver Mattæus (2,10). Vi ved ikke, om han henviser til de første konjunktioner af Jupiter, Venus og Regulus omkring vores „juletid“ – eller til den helt store stjerne den 17. juni. Det sidste er nok det mest sandsynlige. (Der var jo nemlig hyrder på marken – så juni er mere sandsynlig end om vinteren.)

Hvilken bekræftelse for én, der tror på astrologi!
De vise astrologer har kunnet rejse tilfredse hjem og fortælle om en ukendt ny verdenshersker – og få generationer senere var troen på Jesus Kristus også kommet til deres Irak (eller Indien, hvor astrologien også var meget udviklet.)
Her er et vidunderligt eksempel på, at Gud rækker ud til alle og ikke blot til jøderne: „Jeg havde svar til dem, der ikke spurgte, jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig“ (Esajas 65).
Astrologi som religion advares der imod i Bibelen. Og med god grund, for kanaanæerne, som boede i Israel før jøderne, ofrede små børn til stjernerne.
Men stjernerne kan være tegn fra Gud.
Bethlehems-stjernen var fra tidernes morgen fastlagt i stjernernes baner, så den i „tidens fylde“ kunne bekræfte, at Gud havde sendt en frelser til verden.
Han var Judas Løve, han var også barnet i Jomfruens stjernebillede.
Ja, alle stjernetegnene fortæller i virkeligheden bibelhistorie. Hvordan det er gået til, er svært at fatte. Vi ved blot, at det ikke er en efter-kristen rationalisering. Stjernebillederne var navngivet allerede på Jobs tid – formentlig over 2.000 år før Kristus.

Dyrekredsens billeder nævnes allerede i Jobs Bog og er derfor mindst 4.000 år gamle…
Var de et syn fra Gud – en profeti på stjernehimlen om verdenshistoriens gang…?

Job siger i formentlig Bibelens ældste bog: „Han skaber Løven og Orion, Syvstjernen og stjernebillederne på sydhimlen.“ (Job 9,9).
I Vægtens tegn kan vi f.eks. se korset, det slagtede lam og kronen. Vædderen var oprindelig et slagtet lam. Fiskene er det kristne symbol. Vandmanden er Helligånden, som udgydes (og ikke en ny ikke-kristen tidsalder, som New Age-folk tror).
Ved siden af Fiskenes tegn findes Andromea – den lænkede kvinde, bruden, som i Vædderens tegn løses af brudgommen Cepius, den kronede konge. Osv.
Den research i stjernehimlen på Jesu tid, som denne artikel bygger på, er udført af videnskabmænd med forskellige religioner og uden nogen skjult agenda om at bevise Mattæus-evangeliets troværdighed. Men resultatet var både overvældende og bekræftende.

Udover konjunktionen i år 7 f.Kr. var der en besynderlig march af stjerner på række den 17. april år 6 i Vædderens stjernebillede. På række efter Venus kom Saturn, Jupiter, Månen, Solen, Mars og Merkur! Og der er flere andre eksempler, som vi ikke har plads til at omtale her og nu.
Men Jesu fødsel blev markeret med pomp og pragt på stjernehimlen.
Spørgsmålet er sÅ:
Af hvem mon?