Jul så det klodser
Glenn Piamonte Vejlø har brugt efterårets mørke timer på at bygge julen i LEGO30 små scener fra juleevangeliet er det blevet til på Glenn Piamonte Vejløs værelse i Tune ved Roskilde Den store kasse med LEGO-klodser har været fremme, og den nu 13-årige dreng må have vabler på fingrene efter det store byggeri.
Glenns juleevangelium begynder allerede ved undfangelsen, hvor jomfru Maria får besøg af englen Gabriel, der fortæller, at hun skal føde Guds søn.
Derefter følger vi scene for scene, hvordan Jesusbarnet kommer til verden i stalden i Betlehem. Hvordan han får besøg af hyrder og vismænd, og hvordan han sammen med sine forældre må flygte fra den onde kong Herodes til Egypten.
Hver lille scene har taget Glenn omkring en time at bygge. Dertil er kommet fotograferingen hjemme på køkkenbordet og arbejdet med at skrive replikker til billederne.
På hjemmesiden www.ung-jul.church.dk, hvor alle scenerne kan ses, fortæller Glenn, at det hele begyndte, da han allerede i efterårsferien sidste år kom i voldsomt julehumør.
– Først og fremmest har jeg prøvet på, at gøre alle billederne varme og hyggelige. Nå nej … ham der Kong Herodes, han skulle se slem ud, men ellers så skal historien jo fortælle, at der er håb forude, siger Glenn.
Arbejdet har også budt på store udfordringer. Hvordan bygger man for eksempel Helligånden i LEGO?
– Helligånden! Han er jo én rigtig rar én. Én, der hjælper, når man har brug for hjælp – og én, der trøster, når man er ked af det. Han taler til samvittigheden, og han får én til at tænke på Jesus, men man kan jo ikke se ham!
– I mine tanker er Helligånden rar og ren, rund og blød, så den eneste måde, jeg kunne lave ham på, var ved at putte vat rundt om en LEGO-figur. For at få vattet til at sidde ordenligt måtte jeg komme lidt vand på vattet. Jeg syntes, det var lidt synd for ham, men min far sagde, at det bare var helt i orden at bruge vand, fordi Jesus siger, at der fra Ham skal komme strømme af levende vand.
Selv om Glenn ikke har set Helligånden, har han set ham virke. Nemlig da hans kusine havde ondt i ryggen og blev helbredt ved et møde med helbredelsesprædikanten Hans Berntsen.
– ole