Vov at være anderledes
Verdensberømt engelsk
sanger og sangskriver
Derfor formaner jeg jer til, kære brødre, som følge af Guds barmhjertighed, at bringe Gud jeres legemer som et levende, helligt offer, der er ham til behag. Dette skal være jeres åndelige gudsdyrkelse. I skal ikke tilpasse jer efter alt det, som verden omkring jer gør. Tværtimod skal I lade Gud forvandle jeres indre, så I kan vide, hvad der er Guds vilje: Det gode, det velbehagelige og det, som er harmonisk og fuldkomment.
(Rom. 12,1-2)
»Kloning« ser ud til at være blevet et modeord i de senere år. Som jeg forstår det, er en klon en nøjagtig kopi af noget andet, noget, der ligner så meget, så det er umuligt at få øje på forskelle. Det ord, Paulus bruger, tilpasning, er ikke helt så yderliggående, men ideen om at passe ind i et mønster har en lignende klang. Uvilkårligt gør vi det alle til en vis grad. Vi bryder os ikke om at være iøjnefaldende eller »mærkelige«. Det er lettere, mere behageligt, at blande os med vores omgivelser, og derfor forsøger vi at opføre os på samme måde, se ud på samme måde og leve på samme måde. Vi er forlegne ved, eller måske endda en smule bange for, at stå frem som anderledes.
Hvilket pres, det dog er, mod praktisk kristen adfærd. Inderst inde fornemmer vi, at samvittigheden siger os, at der er noget i kristendommen, der er godt og værd at udforske, men ikke så snart trangen er over os, er den blevet overtaget af frygt for reaktionen fra andre. Hun er blevet religiøs.« »Hvilken skinhellig rad!« »Det holder ikke.« »Han er helt ved siden af.« Du kender til den slags.
Oftere end aldrig er den livsstil, der forventes af det samfund, vi lever i, vigtigere for os end den livsstil, Gud kræver. Og fordi andre fniser og ler af os bag vores ryg, når vi er »afsporede«, er det lettere og mere bekvemt at luske tilbage!
Gud har brug for mennesker, der tør være anderledes. Eksempelvis drenge og piger, der ikke vil begynde at ryge eller tage stoffer, bare fordi deres venner er forfaldne. Mænd og kvinder, der modstår pres på liv og pengemidler, så de ikke kommer til at blive styret af dette »at være på højde med naboen«. Mennesker, der er stærke og ubestikkelige, og hvis rangordninger og værdier ikke kan trues eller undergraves af verdens forvirrede normer.
Her er et slående eksempel på, hvad jeg mener. For et stykke tid siden besøgte jeg en meget respekteret anglikansk kirke i et fint område i Sydengland. Det var en lille menighed, men der midt iblandt dem sad en ung fyr med det mest fremmedartede, lyserøde og grønne kakadue-hår, som tænkes kan. Jeg burde ikke være blevet overrasket, men det blev jeg måske endnu mere, da han rejste sig og gik frem til nadveren. Da jeg var kommet mig over choket, følte jeg virkelig glæde over og agtelse for den fyr. Glæde, fordi det var en levende påmindelse om den frihed, som Herren har givet os til at være os selv i Hans familie der er intet forbud i Bibelen mod farverigt hår! Agtelse, fordi der her var en, der havde mod og mandshjerte nok til at være anderledes, selv om der samtidig kunne ligge et pres på ham til at tilpasse sig og se »respektabel« ud. En eller anden har sagt, at det er let at bede i en sovesal, der er fuld af biskopper, men ikke så let i en militær belægningsstue. Gud ønsker ikke kristne, der er som kamæleoner, som belejligt vælger at bruge omgivelsernes udseende. Tværtimod påbyder Gud os at være herligt forskellige.
Cliff Richard (1940- ) blev født i Indien, hvor han boede, til han var otte år. Da familien flyttede tilbage til England, begyndte Harry Webb, som er Cliff Richards oprindelige navn, at synge i diverse grupper.
I 1958 sagde Harry Webb sit job i en radio- og tv-forretning op og blev professionel kunstner under navnet Cliff Richard. Siden da har Cliff været en af de største stjerner inden for popmusikken.
I 1966 blev Cliff en kristen, og han har på en særlig måde formået at forene en stærk tro med et liv som superstjerne.
Artiklen her er fra bogen JESUS dig og mig udgivet af Forlaget Scandinavia i 1988.
