Den nye istid i dansk kirkeliv
De kristne kirker i Danmark står overfor en historisk udfordring, som vi ikke har set magen til i mange år.
Hvor der lokalt i de enkelte kirker, foreninger, missionshuse eller klubber kan være vækst og en opblomstring af liv, så ser billedet ganske anderledes ud på landsplan for de kirkelige foreninger og den danske kirke med stort K.
Landsleder Naturlig Kirkevækst
Der er stagnation og tilbagegang over hele linjen. Frikirkerne, missionshusene, de kirkelige foreninger, folkekirken, spejderbevægelserne med flere oplever, at det er meget svært at holde på eller engagere nye medlemmer i deres aktiviteter. Fra 1998-2002 er der sket en medlemstilbagegang fra 171.269 medlemmer til 141.516 medlemmer (undersøgelse udarbejdet af Isobro – Indsamlingsorganisa-tionernes Brancheorganisation). Det er en tilbagegang på 20 procent på bare fem år eller sagt på en anden måde: 15 år mere at overleve i. Disse tal dækker først og fremmest naturlig afgang fra de store årgange. Ser vi i den anden ende af aldersskalaen, er antallet af døbte på retur i de fleste større byer i Danmark ikke bare i København, men også i Århus (i Skt. Pauls sogn bliver under 50 procent døbt). Og indenfor den næste årrække vil det slå igennem i de små landsogne, da mange lokalsamfund i stigende grad består af pendlere, som ønsker hus på landet.
Enhver, der holder øje med aviser og medier, får en tydelig fornemmelse af, at kirken er under beskydning og under pres for at finde ud af, hvad den skal gøre med sig selv. Mange frikirker bliver nedlagt i disse år. I København er kirkegangen så lav i flere provstier, at de har sammenlagt flere sogne, og at de overvejer at sælge eller leje mange kirker ud til andre formål. Folkekirken er på det økonomiske område begyndt at mærke det, som mange frikirker allerede mærker, og den må i de kommende år til at omstille sig til markedsvilkår.
I mange menigheder er der igennem de sidste ti år opbygget en frustration over, hvor svært det er at være menighed i dag. Alle de gode ting, der virkede i gamle dage, aktiviteter, gudstjenesteform med mere har ikke samme positive effekt på menighedslivet som før. Mange præster siger op eller brænder ud, fordi de oplever, at de ikke kan få lov til at lede menigheden, som de mener, det er nødvendigt. De sidder fast i traditioner og former, som slet ikke lever op til de udfordringer, som hele menigheden står i.
Undtagelsesvis er der optimisme at spore i de menigheder, hvor der bevidst og strategisk bliver arbejdet med menighedens kvalitet og målsætning. Af de kirker, som gennem Naturlig Kirkevækst har taget en Menighedsprofil – der viser, hvordan kvaliteten ser ud på de forskellige områder af menighedslivet – oplever 90 procent af disse medlemsfremgang, hvis de har en konsulent tilknyttet, og 50 procent af menighederne oplever fremgang, hvis de selv arbejder bevidst med kvaliteten i menigheden.
Eksempelvis er Holbæk Frikirke der er medlem af Apostolsk kirke i Danmark – næsten tredoblet i medlemstal de sidste syv år og er flyttet til nye og større lokaler for at kunne rumme væksten. De er gået fra 50-144 medlemmer og har oplevet, hvor vigtigt det er at tænke og arbejde bevidst med menighedens forskellige områder, hvad enten det handler om et lederskab, der udruster, tjenester der passer til folks gaver, en tro som blomstrer, strukturer der fremmer livet i menigheden, gudstjenester som inspirerer, grupper som støtter, mission som møder menneskers behov og relationer, som er kærlige.
Udfordringen i Holbæk var i 1998 måden, de havde organiseret deres forskellige tjenester på. De måtte igennem en proces med at tænke nådegaveorienteret, så alle fik en tjeneste, som passede til dem, og som gav dem energi og lyst til at tjene. En anden konkret udfordring var mangel på små fællesskaber, hvor der var plads til at være og vokse. En bevidst indsats har nu, flere år senere, båret frugt til stor glæde for hele menigheden.
Blandt de unge under 30 år er der sket et markant skifte i måden at tænke kirke på. De vil ikke automatisk deltage i noget, som de ikke kan stå inde for, eller som ikke er relevant for den virkelighed de lever i. Konsekvensen er tydelig. Vi har ikke før set så stor en udvandring af levende og engagerede kristne fra de sammenhænge, de før kom i. Nogle finder et nyt sted, hvor græsset er mere grønt
de fleste gør ikke! Disse mennesker har givet op på de almindelige modeller for kristent fællesskab og søger noget nyt. Hvad det nye er, det er så udfordringen for de nye generationer af præster, ledere og kristne i vores land.
I hvilken retning går udviklingen
Blandt de traditionelle kristne sammenhænge vil der komme en ny istid ind over landet. Det er noget, som kommer til at tage fart indenfor de næste ti år. De steder, hvor udfordringen bliver ignoreret, vil der ikke værenogen kirke, forening eller fællesskab at komme i. De er lukket ned!
Spørgsmålet er så: Hvad gør vi i mellemtiden? Hvordan bruger vi denne tid til at genoverveje, hvad kirken skal være og gøre. Hvilke visioner, værdier, modeller og vaner vil vise sig at være frugtbare for de næste generationer af kristne og for de mennesker, som er søgende?
Der er ingen tvivl om, at vi har brug for at overveje, om hele vores uddannelsessystem, vores strukturer, vores landstævner og vores grundlæggende forståelse af kristen discipelskab skal ændres, således at de hjælper os med at løfte opgaven og ikke hæmmer den eller modarbejder den. Det skal vi bruge den næste tid på at tænke igennem og gøre noget ved!
Vi må give plads til de kirker, mennesker, præster og ledere, som har en apostolisk tjeneste, en form for isbrydertjeneste, og som har nådegaver til at lede os ind i en ny tid i tæt samarbejde med de andre tjenesteområder. Det er ikke hyrder eller lærere, som vil bringe denne fornyelse og nyorientering. De tjener en vigtig og væsentlig funktion i fastholdelsen af en sund teologi og en grundig oplæring af både nye og gamle kristne. Det er ikke profeter eller evangelister, som vil reformere kirken og skabe nye ordnede forhold. De tjener en vigtig funktion ved at tale ind i menneskers hjerter og forstå tidens spørgsmål, så evangeliet bliver hørt og taget imod. Alle dimensioner er vigtige, men nu er tiden kommet til at give plads til mennesker med apostolske gaver. Vil vi give plads til dem? Vil de få lov til at øve sig og prøve nye muligheder af? Vil vi satse på at uddanne og vejlede dem i deres tjeneste, eller vil vi slå bremserne i, når det bliver for fremmed og for uoverskueligt? Vil vi give dem plads til at lede? Må de slå nogle nye streger i sandet, selv om de tegner udenfor og måske hen over flere kirkesamfund på én gang?
Det er de apostoliske ledere, der formår at skabe nye menighedsformer, som rækker ind i de kulturer, vi har i vores land, som kan samle og udruste kirken med stort K til de nye udfordringer, der ligger foran os. Der er allerede en grøde i vores land. Der er allerede tiltag på vej og i gang. Læg mærke til dem og bed for dem. Lad være med at ryste på hovedet!
Morgendagens kirker vil være de kirker, som forstår at omstille sig til de nye udfordringer, som ligger foran os. Kirker som ikke er bange for at tænke i nye gudstjenesteformer, nye discipelskabsmodeller, som giver plads til forskellige hastigheder af integration og tilknytning, som udruster de enkelte kristne til et liv, som bærer frugt. De vil blive den første frugt af en bevidst og intensiv refleksion og arbejdsindsats blandt de ledere, som bærer det overordnede ansvar for kirken med stort K i dag.
Men hvad giver det os almindelige kristne af udfordringer? Hvad er det for et liv, en livsstil, vaner og værdier, vi må leve ud fra, der hvor vi bor? Hvad kan vi gøre for at være med til at bryde isen og skabe nye sejlrender?
Vi må overveje med os selv, om vi lever et liv, som bærer frugt. Den tidlige kirke var meget fokuseret på det enkelte menneskes værdier og livsstil. For at blive medlem af en menighed måtte der være sammenhæng mellem det, man troede, og det, man levede. Værdier som enkelhed, ansvarlighed og renhed eller gæstfrihed, gavmildhed og vaner var med til at bringe liv til de enkelte kristne. Det samme kan vi opleve i dag. Vi kan hver især bære med på Kirkens udfordring ved at leve evangeliet ud i hverdagen.
Vi vil de næste 10-20 år opleve en omstilling, som vi slet ikke kan forestille os endnu. Det er virkeligheden. Vi vil også opleve, at en hel ny generation af kirker og kristne vil dukke op og være isbrydere for en ny opblomstringsperiode i det kirkelige landskab. Det er det, som er vores mandat som efterfølgere af Jesus Kristus, og det er det, som vi lige nu bliver udrustet til. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Joh 1,5
