Hvad I har gjort mod mine mindste små
Teksten i Matthæus 25 om Verdensdommen rammer mig ofte og maner til eftertanke. Jesus taler om, at hvad I har gjort imod en af disse mindste, det har I gjort imod mig. Han har forinden talt om at give at spise, at drikke, at give tøj til dem, der intet har, at tage imod fremmede, at besøge i fængslet. I kapitel 7 har han endda påpeget, at ikke alle, der har profeteret, uddrevet dæmoner og gjort mægtige gerninger, kommer ind i hans rige. Det vil kun den, der gør hans himmelske fars vilje og det er bl.a. hans vilje, at vi skal tage os af de svage i samfundet, af næsten, af den fattige mand ved den rige mands dør.
Hver gang jeg læser Jesu ord om at tage mig af disse mine mindste små: sultne, tørstige, fattige, fremmede og fængslede, kommer jeg til at tænke på Mother Teresa, der viede sit liv til at hjælpe de fattigste. Jeg ser et billede for mig af Mother Teresa, der står med et meget lille, rynket, grimt spædbarn i den ene hånd, ser kærligt på det og siger: Er det ikke smukt? Jeg ser Jesus i det barn?
Ser vi Jesus i verdens fattige, sultne, aidsramte, døende? Ser vi Jesus i de udskudte flygtninge henne på hjørnet, eller går vi forbi som præsten og kirketjeneren? Eller er vi mere optaget af at profetere, bede for syge og drive dæmoner ud?
Jeg har ikke noget ønske om at nedgøre ordets og forbønnens tjeneste, tværtimod. Men jeg har et ønske om at mane til opmærksomhed for dem, der har det svært lige uden for vores dør, og langt væk. Som kristne har vi et ansvar for Jesu mindste små.
Katastrofen i Sydøstasien fik os til lommerne som aldrig før. Og det var godt. Hjælpen er nødvendig, og hjælpen kommer. Men i Afrika er der enorme mængder, der dør af sult og AIDS hver dag. I Danmark er der enlige mødre, der ikke har råd til en almindelig hverdag for deres børn. Der er alkoholikere, narkomaner og ludere. Der er hjemløse, som af mange opleves som udskud, men hvorfor er de hjemløse? Vi får det ikke at vide, hvis vi bare ser den anden vej. I vores nabolag bor nydan-skere, som er kede af at være arbejdsløse og savner venner, men vi kender dem ikke, hilser måske ikke engang på dem. Men de hører til Jesu mindste små.
Uden for vores dør ligger nærliggende opgaver, som Jesus har kaldet os til at gå ind i. Ser vi opgaven eller lukker vi øjnene og går forbi?
