Kaj Munk smed aldrig noget væk
I 50 år har Egon Løvbirk fra Vejle beskæftiget sig med digterpræsten Kaj Munks liv og levned. Og der dukker hele tiden nyt op, siger hanSelv om digterpræsten Kaj Munk kun var 45 år, da han den 4. januar 1944 blev henrettet af tyskerne i en plantage ved Silkeborg, efterlod han sig et hav af prædikener, skuespil, breve og notater.
Meget er for længst kommet frem for offentligheden. Men en stor del af præstens private papirer er først nu blevet sorteret og registreret.
Helt præcis 25 flyttekasser fyldt med Munks private breve og papirer blev i 2003 hentet ned fra loftet i Vedersø Præstegård, hvor de havde stået siden Kaj Munk efterlod dem der i 1944. Og manden, der kom til at sortere og registrere, var Egon Løvbirk fra Vejle, der var stolt over at få opgaven.
– Jeg var forbavset over, at det var mig, der fik opgaven. Der findes jo folk på universiteterne, der er klogere end mig. Men det var en stor oplevelse, siger efterlønneren fra Vejle, der blev født fire år før Munks død.
Registreringen var et led i Munk-familiens og Aalborg Universitetscenters planer om at oprette et Kaj Munk forskningscenter i Aalborg.
Om det var på grund af sin grundighed eller sin store Kaj Munk-interesse, at Egon Løvbirk fik opgaven, ved han ikke. I hvert fald gik han i gang med arbejdet, og i fire måneder stod han på hovedet i kasserne 14 timer om dagen, mens han var indlogeret hos Munks søn og svigerdatter, Hanne og Arne Munk
– Det var en stor opgave. Kaj Munk smed aldrig noget væk, og han var en flittig skribent, siger Løvbirk, der i over 40 år har arbejdet som biblioteksassistent i Vejle.
I 50 år har han på bedste detektivmanér forsøgt at samle brikkerne til Kaj Munk-puslespillet. Efterhånden er billedet ved at tage form, men der er endnu huller, og der dukker hele tiden nyt op, siger Egon Løvbirk, der hjemme i sin lejlighed i Vejle har et helt skab fyldt med kopier af de mest interessante papirer, der er dukket op gennem årene.
Interessen for Kaj Munk begyndte allerede, da Egon Løvbirk var 14 år og gik i skole.
– Vi havde en dansklærer, som gjorde meget ud af ikke blot at fortælle om teksterne, men også om forfatterens liv, forklarer han.
– Og da vi nåede til Kaj Munk, fortalte han om Munks barndom og om, hvordan han blev forældreløs som femårig. Det var noget, der gjorde indtryk på en 14-årig, husker han.
Egon Løvbirk var dog ikke typen, der lod sig nøje med, hvad læreren kunne fortælle. Han ville vide meget mere; helst ville han vide det hele. Derfor kastede han sig over Munks store forfatterskab, blandt andet Kaj Munks erindringsbog, Foråret så sagte kommer, der for alvor satte gang i den interesse, der har fulgt ham siden.
I begyndelsen af 1970erne havde bøgerne ikke mere lærdom at give videre til den ivrige hobbyforsker, og Egon Løvbirk gik i gang med at kontakte de levende kilder.
– I starten var det svært. Mange var allerede blevet kontaktet af journalister og havde ikke lyst til at udtale sig til hvem som helst, fortæller han.
Derfor tog han mod til sig og kontaktede Munks enke, Lise Munk, som straks inviterede ham til et besøg i Vedersø Præstegård. Og sammen gik de rundt til de mennesker på egnen, som kunne fortælle noget af det, Egon Løvbirk ikke havde kunnet læse sig til.
Han havde indlogeret sig på et hotel i Ringkøbing, men Lise Munk insisterede på, at han i stedet flyttede ind i et af de tomme værelser i præstegården. Det blev starten på et nært venskab med Munk-familien.
Jagten på viden om Munk har desuden ført til interviews med tidligere justitsminister Knud Thestrup og nazijægeren Simon Wiesenthal.
Når Løvbirk skal forklare, hvad Kaj Munk kan sige danskerne i år 2005, hæfter han sig ved, at Munk var en præst af kaliber.
– Nutidens præster har meget at lære af Kaj Munk. For det første turde han altid sige sin mening. Han var ligeglad med, hvad folk tænkte om ham. Hvis han følte for at sige noget, så sagde han det, selv om han godt vidste, at det ville være upopulært. Han var villig til at dø for det, og det gjorde han så også til sidst.
– Og så tog han sit præstekald alvorligt. For ham var præsteembedet ikke bare et job, det var et kald, siger Løvbirk og uddyber.
– Da et af Munks skuespil skulle uropføres på Betty Nansen Teatret i København, forventede alle, at forfatteren ville være til stede. Men Munk var blevet hjemme, fordi et af hans sognebørn lå for døden. Hvilken nutidig præst havde prioriteret sådan?, spørger Munk-eksperten.
Egon Løvbirk bruger i dag en stor del af sin tid på at rejse land og rige rundt for at holde foredrag om Kaj Munk.
Han har også overvejet, om han skulle skrive en bog, men hans grundighed forbyder ham at gøre det, inden alle brikkerne er faldet på plads i puslespillet.
– Og det er nok tvivlsomt, at det sker foreløbigt, for der dukker hele tiden nyt op, siger han.
