Kristendom som drivkraft i spændingsromaner

Forsvar af en delvist udhulet katolsk tro er baggrunden for mord i to spændingsromaner af succesforfatteren Dan Brown. Især den ene, Da Vinci Mysteriet, er der noget „sensationelt“ over …Dan Browns Da Vinci Mysteriet er „den hurtigst sælgende, skønlitterære voksenbog i verden“. Hvad er grunden til, at denne roman med dens omkring 20 mio solgte eksemplarer er blevet en så stor succes?
Vel, den er da meget spændende, er godt konstrueret og rimeligt velfortalt – men dog ikke mere end flere andre af slagsen.
En første forklaring på dens succes er, at Dan Brown har gjort brug af en konspirationsteori.

Konspirationsteorier er ifølge en kender – Lars Bugge – „moderne myter, der udfordrer den officielle sandhed.“ Vi har at gøre med historier, der kunne være sande, og som sætter spørgsmålstegn ved, om det, vi betragter som sandt, nu også er sandt.
Et eksempel er månelandingen i 1969. Der er nogle, der tror, at det er det rene fup, og at billederne fra Månen er optaget i eller ud fra et „filmstudie“ på jorden. Et af argumenterne skulle være, at på billedet med det amerikanske flag ser det ud, som om det blafrer – men det blæser altså ikke på Månen, så hvordan kan det blafre?
De, der mener, at månelandingen aldrig fandt sted, hævder så, at man – i dette tilfælde NASA – vil gøre alt for at skjule „sandheden“ og derfor laver en sammensværgelse med det ene formål.
En historie eller teori af den slags er i sig selv spændende, og selvfølgelig bliver den ikke mindre spændende, når den foldes ud i en hel bog og bliver behandlet på en sådan måde, at man som læser får indtryk af, at den ikke bare er teori, men virkelig, sand.

I tilfældet Da Vinci Mysteriet er der imidlertid tale om en højst usædvanlig konspira-tionsteori – en teori, der, hvis den var sand, ville revolutionere hele den vestlige verden, ja, kunne få grunden under hele den vestlige kultur til at skride og falde sammen.
Konspirationsteorien går i al korthed ud på, at Jesus var et almindeligt menneske, der absolut ikke døde på noget kors, men blev gift med Maria Magdalene og fik en datter med hende, og denne datter blev stammoder til en fransk kongeslægt, merovingerne.
Til at skjule denne „sandhed“ skulle man inden for den katolske kirke i begyndelsen af 1100-tallet have dannet tem-pelridderordenen, der så havde til opgave at vogte over alle de „beviser“, man havde fundet, og som bekræftede denne alternative historie.
I Dan Browns roman skildres denne konspirationsteori, som om den er sand, og i et indledende faktaafsnit henvises der til forskellige fænomener fra virkelighedens verden for at forstærke dette indtryk.

For at vende tilbage til det indledende spørgsmål:
Da Vinci Mysteriets succes hænger utvivlsomt sammen med, at den bekræfter, hvad mange på forhånd har tænkt: at Jesus ikke er/var Guds Søn og verdens frelser – og skulle spørgsmålet om Jesu (guddommelige) identitet have været et problem for nogen, så er man med denne roman endegyldigt blevet dette problem kvit. For nu at udtrykke det lidt bombastisk.
Og dem, der (måske) har troet på, at evangelierne gav et (nogenlunde) korrekt billede af, hvem Jesus er, har kunnet komme i alvorlig tvivl af at læse denne roman.
Så helt ligeglad med, at denne løgnehistorie går sin sejrsgang i den vestlige verden, kan man vel ikke være …

På det norske Menighetsfakultetet er man i alle fald ikke ligeglade. Her har to professorer skrevet en sønderlemmende kritik af en af de bøger, Da Vinci Mysteriet er baseret på.
Bogen hedder Holy Blood, Holy Grail, den udkom i 1982 og blev oversat til dansk samme år (Det hellige blod og den hellige gral). Heri præsenteres konspirationsteorien om Jesu menneskelighed og Jesu slægt som historiske kendsgerninger.
Kendetegnende for de to professorer, Karl Olav Sandnes og Oskar Skarsaune’s analyse af Holy Blood, Holy Grail er, at det her bliver påvist, hvor uhistorisk, uvidenskabelig og selvmodsigende bogen er.
(Sandnes og Skarsaunes artikel, der godt og grundigt uskadeliggør konspirationsteorien om Jesu menneskelighed og slægt, kan findes på www.menighetsfakultetet.no.)
Groft sagt går den „historiske“ metode i Holy Blood, Holy Grail ud på, at følgerne af en begivenhed tillægges større vægt end begivenheden selv. Derfor kan f.eks. rygter og gisninger, der virker sandsynlige og kan passe med virkeligheden, få betydning for, hvad man kan udlede af en historisk begivenhed.
Et eksempel af de mere grelle er, da forfatterne til bogen vil helgardere sig i spørgsmålet om Jesu efterkommere; de nævner muligheden af, at Jesus måske alligevel døde på korset og hævder så:
„… han hadde en sønn før korsfestelsen, nemlig – Barabbas!“
Ja, så langt ud kommer forfatterne for at „redde“ Jesu „slægt“!
Der er altså slet ikke noget, der hedder kildekritik – eller selvkritik, men i høj grad kritik af dem, der ikke kan tilslutte sig de fremlagte synspunkter, herunder ikke mindst af historievidenskabsfolk.

Derfor er det fuldt forståeligt, at en faghistoriker her i landet har reageret voldsomt mod historiefremstillingen i Da Vinci Mysteriet.
I en kronik trykt i Berlingske Tidende den 29. januar i år gennemgår Dan H. Andersen, der er ekstern lektor i historie ved Københavns Universitet, kort konspirationsteorien og dens historie og konkluderer om Da Vinci Mysteriet:
„… her sælges løgn, fup og forfalskninger som fakta … Og sammensværgelsesteorier af den type … [er] tegn på sygdom i samfundet.“
Og så er der vist ikke længere nogen som helst grund til at tillægge konspirationsteorien i Da Vinci Mysteriet nogen som helst betydning. (Derimod må det, den er et symptom på, i høj grad tages alvorligt).

Siden er der kommet en anden roman af Dan Brown: Engle & Dæmoner, som vel at mærke er skrevet før Da Vinci Mysteriet. Også den er bygget op omkring konfrontationer mellem videnskabens og troens verden, og også den er baseret på en konspirationsteori, en teori, der forsøger at give en slags svar på spørgsmålet: Hvem er det egentlig, der sidder inde med magten i verden?
Det drejer sig om et hemmeligt selskab med tilknytning til frimurerlogen: Illuminati, som står for en meget hårdhændet form for „lobbyisme“; de skyr ikke nogen midler, heller ikke mord, for at nå deres mål.
Engle & Dæmoner er efter min mening klart bedre end Da Vinci Mysteriet. Historien i den er trods alt nok ikke helt så usandsynlig; som helhed er den i alle fald bedre skruet sammen, og romanen er endnu mere spændende end Da Vinci Mysteriet.

Kan og vil man læse de to romaner som ren underholdning, lever de med garanti op til formålet. Men man kan nok alligevel ikke undgå at komme til at tænke over flere af de påstande, der fremsættes i dem, og som ikke alle er fuldstændig grebet ud af den blå luft. Nogle af dem er interessante, andre rejser spørgsmålet: Hvor kommer sådan noget fra?