Shane & Shane Clean
Så er niende cd af de to Shaner på gaden, hvor de har lavet de sidste fem af dem sammen.
Shane Everett og Shane Barnard laver melodiøs pop og er erfarne lovsangere, med flere rigtig gode lovsangsalbums bag sig. Der sniger sig også et par lovsange ind på denne disk, og måske skulle de bare være blevet ved med at lave lovsange? Alligevel: der er ikke så meget nyt under solen i deres forsøg på at fortolke Lenny LeBlancs There Is None Like You og Marty Nystroms Your Grace Is Sufficient.
Har du ikke noget af Shane og Shane stående på din pladehylde, så er dette album en god introduktion til gruppen. Er du garvet Shane-lytter, så er Clean lidt for clean.
Godt nok har de en behagelig sound og et par stærke numre om Guds nåde, som er flot produceret. Men desværre bliver de pakket ind i nogle mere eller mindre kedelige ballader. Og hvorfor skal produceren hele tiden putte pust, hvisken og gryntestøn på drengenes stemmer til sidst i næsten hver eneste frase og vejrtrækning – ud over hele pladen – for at få dem til at lyde mere passioneret lidende og nærgående? Irriterende, når man kommer til at lytte til det. De synger lækkert nok uden alt det studiefræs. Ja, faktisk har både Shane 1 og 2 nogle utroligt behagelige stemmer.
Nåde og retfærdighed er de dominerende temaer for denne plade specielt det faktum, at vi ikke kan gøre noget for at få Gud til at elske os mere, end Han allerede gør. Første sang: Saved by Grace er en herlig popsang med ligefremme ord og et stærkt potentiale for at blive et radiohit.