Vagthunden voksede op i en sekt

I tre år var Jens Linderoths familie medlemmer af sekten Menos. I dag er han leder af Dialogcentret og frontfigur i kampen mod sekterisme- Vi børn blev placeret rundt om et bord og fik at vide, at der var én, der tænkte negative tanker.
Én blev bedt om at udpege vedkommende, og ville man ikke pege på nogen, måtte det jo være én selv, der tænkte negativt. Den, der blev udpeget, skulle stå midt på gulvet, mens vi andre dannede rundkreds om vedkommende. Og så skulle vi ellers bombardere vedkommende med beskyldninger som: „Kan du ikke se, at du er et ondt menneske.“
– Sådan blev det ved, indtil staklen brød sammen.
Beretningen kommer fra Jens Linderoth. I dag er han formand for Dialogcentret, den kristne vagthund mod sekterisme både i og udenfor kristne sammenhænge.
Da han var barn, var forældrene i tre år medlemmer af sekten Menos, der lovede sine medlemmer indre ro, balance, sundhed og velvære og brugte både hjernevask og korporlig afstraffelse for at nå målet.
Én af sektens tanker var, at negative tanker var årsagen til sygdom og elendighed.
Sektens leder Svend Larsen betragtede sig selv som Jesus og hans kone som Jomfru Maria. Og hans instruktører blev opkaldt efter Jesu disciple.
Jens’ forældre blev introduceret til sekten af en yoga-instruktør, og efterhånden som de kom længere ind i sekten, blev Jens taget ud af skolen og istedet indskrevet i sektens egen omrejsende skole.
Efter tre år blev Jens’ forældre separeret, fordi faderen ikke længere ville være med. Og senere brød også hans mor ud, kort før Menos lukkede.

– Oplevelserne gjorde mig nok til lidt af en vildbasse. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg skulle i gymnasiet, drak meget og læste en masse digte af Michael Strunge, husker Jens.
Efter gymnasiet gik det op for ham, at hans liv ikke hang ordentligt sammen. Han savnede en mening med livet og manglede et sted at finde hvile.
Jens havde dengang svært ved at forlige sig med kristendommen eller nogen andre religioner, fordi han oplevede dem alle sammen som fordømmende.
Alligevel rejste han seks uger til Norge med spidstelt, Bibelen og en digtsamling af Strunge for at finde meningen med livet. Og dér i den storslåede norske natur fik han, hvad han selv betegner som en karismatisk omvendelse.
– Jeg sad i mit telt og havde læst kærlighedens højsang, da jeg fik at vide, at jeg skulle gå udenfor, fortæller han.
– Og der så jeg Jesus stige ned fra himlen. Han sagde til mig, at jeg godt kunne tro på ham. At han ikke var fordømmende, men var død for alle mennesker.
Da var Jens 19 år, og siden har han været en overbevist kristen. Straks efter hjemkomsten begyndte han at lede efter en menighed at komme i, men det blev aldrig til noget.
– Jeg oplevede alle de menigheder, jeg prøvede, som kristne subkulturer, der var meget indspiste. Jeg vidste med mig selv, at jeg skulle gå en anden vej. Jeg skulle være kristen der, hvor der ingen andre kristne var.
Forinden var han begyndt at læse idéhistorie og teologi på universitetet og så et kald i at omgås de mere „syrede hoveder“ på teologistudiet, forklarer han.
– Jeg var sådan én, der fortalte de andre om Jesus, når jeg gik med dem på bar.
For to år siden blev han gift, men hans kone er ikke kristen, og med udsigten til at skulle være familiefar erkendte han, at det ville være mere end svært at stå alene med sin tro uden et menighedsfællesskab. Derfor er han nu aktiv i Torsdagsfællesskabet ved Christianskirken i Århus.

For godt et år siden afsluttede Jens sine studier i både teologi og idéhistorie, og alt tydede på, at han skulle fortsætte den akademiske løbebane og begynde på et ph.d.-projekt.
Forinden var han kommet i kontakt med Dialogcentret, og med sin baggrund i sekten blev han hurtigt opfordret til at gå ind i bestyrelsen.
– Da Menos lukkede, skyldtes det masser af negativ medieomtale. Og det var Dialogcentret, der havde gjort medierne opmærksomme på Menos, så jeg havde ikke svært ved at sige ja, fortælle han.
Da Dialogcentrets stifter og mangeårige formand Johannes Aagaard i 2003 trak sig tilbage, blev der valgt en overgangsformand, og da Jens var færdig med studierne, var han klar til at tage over.
– Jeg er overbevist om, at der brug for Dialogcentret. Jeg oplever, at alle alternative retninger giver sig ud for enten at være kristne eller ren teknik. Og i den rodebutik er der brug for nogen til at pege på det, der ikke er sand kristendom.
Med lederskiftet er der også fulgt en del ændringer, blandt andet en ny ledelsesstil, fastslår Jens, der er ved at samle en bestyrelse omkring sig med medlemmer fra både folkekirker og frikirker. På den måde ønsker han at skabe Dialogcentret et bredt mandat i dansk kirkeliv.
Én af de ting, Jens må arbejde med, er Dialogcentrets image. Udover at den tidligere leder Johannes Aagaard var en respekteret teolog, var han også kendt for at være temmelig enerådig. Blandt andet meldte han på et tidspunkt ud, at Dialogcentrets bestyrelse ikke blandede sig i stedets linje, kun i økonomi og ansættelser. Og særligt i frikirkesammenhænge var han kendt for ikke at skelne særlig tydeligt mellem frikirker og sekter.
– Noget af kritikken har været berettiget, andet er uberettiget. Nogle gange skal vi kritisere – også i egne kredse. Og det tror jeg godt, folk kan leve med, forklarer Jens.
– Jeg kan jo ikke gå ud og kritisere en newager, der hævder at have Jesu ret til at kommandere rundt med folk, hvis jeg ser igennem fingre med, at præcis det samme sker i kristen sammenhæng.

På Dialogcentret er det teologiske udgangspunkt økumenisk, og først når det basale kristne arvegods er truet, råbes der vagt i gevær. Udfordringen er at finde ud af, hvor grænsen går.
Jens er ikke bange for at fare frem med kritik, når han mener, det er nødvendigt. Men ofte rådfører han sig først med sine kontakter i forskellige kirkelige sammenhænge.
– Først spørger jeg min indre frikirkemand og min indre lutheraner, om jeg skyder for hårdt. Er jeg stadig i tvivl, kan jeg godt sende det til gennemsyn hos én, der har fingeren mere på pulsen end mig i en bestemt sammenhæng. Det er ikke sikkert, at de er enige i kritikken, men de kan ofte forhindre, at jeg offentliggør noget, som i en given sammenhæng vil blive forstået anderledes, end jeg havde tænkt.
Ofte henvender mennesker sig til Dialogcentret, hvis de har haft voldsomme oplevelser i en sekt eller har „slået“ sig på en forkyndelse, også i kristne sammenhænge.
– Så tilbyder vi dem en samtale, og så præsenterer vi dem for, hvad der findes på det kristne marked. Alt efter, hvilken baggrund de kommer fra, anbefaler vi så en folkekirkemenighed, en frikirke eller for eksempel I Mesterens Lys, som særligt arbejder med mennesker, som kommer fra det alternative miljø.
Jobbet tærer på både kræfterne og tiden, så det er ikke megen fritid, den 32-årige formand har, når familien med tre børn også skal passes.
Når der en sjælden gang er en ledig aften i kalenderen, forsøger han dog at leve sit gamle kald ud. At være kristen uden for subkulturen, der hvor de andre kristne ikke er.