Nyt fra Håbets Hus:
Ulrik og Núbia hjælper gadedrenge i Brasilien

Ildsjælen og missionæren Ulrik Corneliussen og hans kone Núbia er ledere af Håbets Hus i Recifé, Brasilien – et af Ungdom Med Opgaves projekter. Håbets Hus er et genoprettelseshus for gadedrenge, hvor der p.t. bor fem drengeUdfordringen har flere gange skrevet om det unge missionærpar Núbia og Ulrik Corneliussen, som arbejder bland gadedrenge i Brasilien. Parret har netop været hjemme i Danmark, og her mødte avisen dem for at få en opdatering på parrets arbejde.
Her fortæller Ulrik:

Núbia og Ulrik Corneliussen sammen med deres toårige søn, Thomas

Fra januar af har vi haft fire-fem faste medarbejdere. Indtil da er huset blevet drevet af min kone og jeg og et andet ægtepar. Det betyder, at vi forhåbentlig kan gøre huset fuldt belagt – fordi vi har de medarbejdere, vi skal bruge. Vi håber på at få 15 drenge i huset.
Vi har været i gang med byggeri og en masse andre „småting“. Nu skal det rigtig til at starte.
Vi forventer at medarbejderne flytter ud af huset. Der er ikke så meget privatliv. De medarbejdere, der skal være der i mange år, vil vi gerne give bedre vilkår. Samtidig får vi 10 store værelser til drengene. Det giver på sigt plads til 30 drenge.

Drengene fik en skoletaske i julegave. De har også været på en nytårslejr i ti dage. Det har været en god lejr, har vi hørt.
Nu skal de til at starte i skole – det bliver nyt for de fleste af dem. Derfor prøver vi at forberede dem på det, inden de starter. Vi lærer dem at sidde stille og adlyde. Tit kan de ikke læse. De skal lære lidt grundlæggende, så de ikke kommer helt bagud fra start af – og ikke får for mange lussinger!

Der er kommet to nye drenge – den ene er dog smuttet igen. Han er 15 år og kan ikke læse.
Vi har også en dreng, som vi for fjerde gang har måttet give slip på. Han har boet privat hos os og hjulpet mig med byggeri. Men det kan ikke nytte noget, hvis ikke han vil. Når det går allerbedst, så smutter han. Livet på gaden lokker, og det kan være svært at sige nej til.
Jeg vil prøve at finde ham, når vi kommer tilbage igen. Sandsynligvis er der ikke sket noget – han har nok bare haft lyst til at tage på gaden.
Vi har to 17-årige drenge, Lucas og Cicero. De kom til huset, da de var 12 år gamle og er aldrig smuttet. De fungerer i skolen og kirkegang. De er de eneste, der har været med i hele forløbet.

Vi modtager nu drengene fra 9-10 års alderen. Det er vores forhåbning, at vi ved at tage dem ind tidligere bedre kan nå at præge dem.
Vi skal bl.a. forberede dem på selv at blive i stand til at stifte familie. Vi prøver at genforene barn og familie så hurtigt som muligt. Men det kan ikke lade sig gøre i alle tilfælde. For nogen drenge bliver den familie, de kommer ud til, den de selv stifter.
Det er lidt hårdt at sende dem tilbage til det samme hul. Derfor er det nødvendigt, at vi prøver at forebygge problemerne. Vi har f.eks. en dreng, hvor familien fik bygget et nyt hus – så fik familien de fysiske rammer til at give deres børn bedre muligheder.

Det er også vigtigt, at vi når at få fat i et af børnene i familien – helst den ældste. Ellers bliver det bare ved.
Vi har et ordsprog, der illustrerer, hvad jeg mener:
De børn, der er på gaden er ligesom som spildt vand. Den eneste måde man kan få dem op fra gaden er ved at tørre op, vride kluden og tørre op igen – det er en langsom proces. Slumkvartererne er som en åben vandhane – vandet fosser bare ud. Det kan godt betale sig at bruge lidt energi på at lukke vandhanen i stedet for at tørre op.

Vi har planer om at lave en slags kollektiv for de børn, der ikke kan flytte hjem til deres forældre. Så kan de bo ved siden af Håbets hus og bagefter flytte ud i egen lejlighed. Det nytter ikke noget at have dem boende i en institution til de er 18 år og bagefter lukke dem ud og forvente, at de nu kan klare sig selv. Men det kræver mange ressourcer – både medarbejdere og penge.
Vi prøver også at skaffe midler til en bus til drengene, som vi kan bruge, når huset skal på ferie, eller når drengene skal hjem på besøg.
Jeg har en drøm om, at der på et tidspunkt kan laves præventivt arbejde inde i slumkvartererne. Det kan være et hus inde i i slummen – f.eks. med en fodboldskole. På den måde kan man prøve at give dem nogle andre muligheder og afholde dem fra de fristelser, der er i slummen. Hvis man gør det, begynder det at se helt anderledes ud. Så begynder det at virke i et større omfang. Man har set andre steder, at det virker.
Men det er farligt at bo slummen – man går narkohandlerne i bedene. De bruger børnene til at smugle våben og stoffer. Så hvis man går imod det – så går man også imod dem.
Det er ikke sikkert, det er os, der skal gøre det. Men jeg håber, nogen vil gøre det.

Hvad motiverer jer til at fortsætte arbejdet?
Vi har ikke nået det, vi gerne vil nå – der er meget arbejde endnu.
Det er også motiverende at se den udvikling, en dreng går igennem de første par måneder i huset. Han bliver et helt nyt menneske. Herefter følger den langsomme udvikling, som er en proces, de skal gå i gennem resten af deres liv.

Hvor henter I jeres styrke til at fortsætte?
Den henter vi nok fra Gud. Men det er ikke så hårdt, som mange måske tror. Selvfølgelig kan det være hårdt. Vi var f.eks. nødt til at sende to drenge væk. Den ene røg tilbage i bandekriminalitet. Ham havde vi boende i halvandet år, uden at det ændrede særlig meget. Man kan ville så meget godt for dem. Men hvis de ikke selv vil det, så nytter det ikke noget.
Det er så dejligt at få lov at være med – se at de vil videre. Gud gør en kæmpe forskel i deres liv. De får hurtigt et personligt forhold til Gud – de læser i Bibelen og hører hans stemme. Det er sådan set vores første prioritet, at de lærer Ham at kende. Vi er ikke socialarbejdere – vi er først og fremmest missionærer. Vi kan prøve at vise drengene vejen, så godt vi kan.
Hvad vil I gerne bringe videre til os herhjemme?
Vi vil gerne vise andre, at det er dejligt at være missionærer. Det er ikke bare for gamle mennesker. Det er et privilegium.
Jeg bliver tit spurgt om, hvordan vi tør være missionærer – uden sikkerhedsnet som f.eks. uddannelse. Men vi tror, vi har mere sikkerhed, end mange tror. Vi tror, vi er i Guds vilje, og at han vil være med os i det arbejde, vi udfører i Recifé.
Vi er meget interesserede i mennesker, der ønsker at stå sammen med os i arbejdet og f.eks. støtte drengene gennem fadderskaber og den daglige drift af Håbets Hus.

Læs mere om Håbets Hus på www.haabetshus.dk