Af lyst eller nød

De sidste mange år har jeg fået stillet spørgsmålet i familiens skød over juletræet og gaverne: „Hva’ så, skal du ikke også snart have en kæreste?“ Mit svar har været „nej“, eller „jo, om 4-5 år“, primært bare for at få dem til at klappe i. Da jeg så her i begyndelsen af året fik øje på en, der begyndte at forpurre mine planer, kunne jeg mærke, at jeg fik lyst til noget andet, end jeg ellers havde givet udtryk for, og den første date fik jeg i hus, fordi jeg ikke kunne lade være. Ikke fordi det var fornuftigt, det mest rigtige, eller fordi jeg skulle.
Jeg fik ikke en kæreste, fordi det skal man have – jeg fik en kæreste, fordi jeg havde lyst til det.
(Hvad tror du, min kæreste foretrækker?)
Der vil være folk omkring dig resten af dit liv, som mener, at der er noget, du skal have eller gøre. Nogle af elementerne på en hurtig dansktop-10 er: du skal have en uddannelse, et kørekort, en kæreste og en bolig/værelse/hus, der matcher det, de har i din omgangskreds. Du skal have et fjernsyn, en bil og et par dyre jeans, og listen kan du selv fortsætte, for du ved selv, hvad du føler, eller andre mener, du SKAL eller BØR.
Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, hvad vi bedst kan lide: At gøre ting vi skal – eller ting vi har lyst til! Selvfølgelig er det det sidste, men hvorfor lader vi så så ofte vores liv styre af det andet?

For Guds skyld

Som kristen er spørgsmålet lige så relevant: Skal jeg gøre dit og dat for at være kristen? Nej, jeg skal være en kristen, og de ting, jeg gør, skal jeg gøre, fordi jeg ikke kan lade være. Skal jeg gøre gode gerninger? Nej, men når jeg har lyst til at gøre godt for andre, fordi jeg forstår, hvad Gud har gjort for mig, så bliver det svært at lade være. (Det er forskellen på lovgerninger og gerninger.)
Skal jeg fx læse i Bibelen og bede til Gud? Nej! Men har du lyst til at lære Jesus bedre at kende, hvorfor hulen skulle du så lade være. Du skal ikke læse og be’ for Guds skyld, du skal for Guds skyld gøre det for din egen skyld.
(Hvad tror du Gud foretrækker?)
Jeg tror, Gud giver dig og mig lyst til nogle ting igennem vores liv, han ønsker i hvertfald at give os lyst. Spørgsmålet er, om vi er villige til at tage imod – om vi er villige til at stå imod presset fra andres SKAL og BØR og kæmpe den kamp samt kampen om at udføre det,vi får lyst til. For selv om vi har lysten med os, er vi ikke garanteret, at det altid vil være nemt.

Go’ kamp! – hvis du altså har lyst?