En modningsproces
Når jeg læser eventyret, kommer jeg til at tænke på os mennesker. Det går derudaf, og alt er såre godt. Tepotten føler sig fin og værdifuld, bedre end flødekanden og sukkerskålen.
Tepotten er symbol på et stolt og hovmodigt menneske. Den har godt nok problemer med låget, men det taler vi ikke om, for det gør de andre sikkert. Den erkendelse har den dog. Kan vi genkende det? At tale om andres fejl? Misundelse er noget, vi mennesker tit lider af. Når vi ser andres fejl, så vokser vi lidt selv.
Tepotten er et menneske, som ikke er født på ny. Den har ikke hørt om Jesus, som siger, at for at blive den største skal man blive den mindste.
Men trods tepottens stolthed var den skrøbelig. Vi er også skrøbelige og kan også komme ud for omstændigheder, som vi ikke selv er herre over. Vi kan virke nok så robuste og selvsikre, men ligesom hånden taber tepotten, kan vi også ryge på gulvet i form af arbejdsløshed, skilsmisse, dødsfald, sygdom, dårlig økonomi.
Vi er mere udsatte i dag end tidligere. I vores samfund er der så meget at leve op til. Jo højere du kommer op, jo længere falder du. Hvis du falder!
Uanset din situation, så tillader Gud, at du kan havne i situationer, hvor det gør ondt. Det er smertefuldt, men det er også her, Gud kan røre dig. Her er vi åbne for forvandling.
Tepotten siger om sin forvandling: Her begyndte mit bedre liv. For mig er det højdepunktet i eventyret.
Jesus er det livgivende vand, den uudtømmelige kilde, som vi altid kan komme til. I Joh 4 siger han til kvinden ved brønden: Det vand, jeg giver dig, er som en kilde, der bliver ved at springe indeni dig og stadig vælder frem med evig liv.
Tepotten havde en anden opfattelse af vand: I mit indre forarbejdes de kinesiske blade i det kogende smagløse vand, jeg udbreder velsignelsen blandt den tørstende menneskehed.
Og nu løber vandet ud af tepotten. Et symbol på, at vi må skille os af med det, som vi før troede var livgivende. Måske betyder dit store hus ikke så meget længere, måske har du ikke længere brug for at andre ser op til dig og beundrer dig. Tepotten var så stolt af den fine te, men nu tømmes den. Den giver afkald på sit indhold. Processen kan være smertefuld for os mennesker. Hvad vi skal give afkald på, er forskelligt; det kan være et job, et uhensigtsmæssigt parforhold, venner, musik og meget andet.
Da jeg blev kristen, var jeg sulten efter at rydde op i mit liv. Jeg havde en brændende længsel efter at leve mit kristenliv så intenst og retskaffent som muligt. Men der har også været ting, som har været svære at give afkald på, skønt jeg vidste, det var det bedste.
Tepottens bedre liv begyndte, da den gik i stykker. Men skal vi virkelig gå i stykker for at få del i Guds velsignelser? Skal vi ligge ned for at komme op?
Gud elsker et sønderbrudt hjerte; har vi ikke det, har vi skabt en barriere for venskab med Gud og får ikke del i hans velsignelser. Tepotten var stolt og følte sig hævet over de andre. Gud vil, at vi ser egoisme og synd, som han ser den. At vi er kede af grådighed, begær og stolthed, som vi har ladet vokse i vores hjerter.
Når vi erkender vores ufuldkommenhed angrer og beder Jesus om at komme ind i vores liv sker der det vidunderlige, at Gud ser – ikke min ufuldkommenhed, men Jesu fuldkommenhed i mig.
Tepotten vidste godt, at låget var i stykker, men ville ikke snakke om det. På samme måde har vi svært ved at erkende vores mangler. Så er det, at Gud nogle gange lader os møde modstand for at få os til at indse vores mangler og skrøbelighed, 2 Kor 12,8.
Det gør ondt, og gjorde ondt på tepotten. Den går i tusind stykker, men det var nødvendigt, for Gud ønsker at frelse os alle, og at vi skal stræbe efter Jesu sindelag. Og her er kærlighed nøgleordet, ikke blot over for Gud, men også over for næsten.
Nu sker der en modningsproces for tepotten. Man kan kalde det en forvandling eller genfødsel, for tepotten kommer til at tænke helt anderledes. Man er et og bliver noget andet, konkluderer den. Når man bliver kristen, bliver man et nyt menneske – man er ikke længere den samme. Man kan i eventyret tale om en begravelse. Der kommer jord i potten, og der sættes et blomsterløg. Åndeligt begraver tepotten sit gamle jeg som et menneske, der giver plads til Jesus. Blomsterløget er symbol på spirende liv. Og der sker en vækst, for løget vokser op og bliver til en blomst. En proces, som også kristne gennemgår.
Tepotten siger: Der var Liv i mig, der var Kraft og Kræfter; Pulsen slog, Løget skød Spire, det var ved at sprænges af Tanker og Følelser; de brøde ud i Blomst; jeg saae den, jeg bar den, jeg glemte mig selv i dens Deilighed; velsignet er det at glemme sig selv i Andre.
Til sidst bliver tepotten kastet ud som et gammelt skår. På det menneskelige plan synes man, det er synd, men ud fra vor tro på Jesus er det rigtig og godt.
Vi skal stræbe efter mindre af os selv og mere af Jesus i os. Han plejer, nærer, beskærer og har omsorg for os, når vi lever tæt på ham. At tænke, som tepotten har gjort i dette eventyr, er historien om en modningsproces hen imod at lære Jesus at kende og sige JA til Ham. Det tager tid. Frøet kommes i jorden, spirer, blomstrer og dør.
