Grits Dichotomy B

Som en skæbnescene indhyllet af gotiske korstemmer og dundrende strygere starter rapgruppen Grits anden del af deres musikalske føljeton, hvis første halvdel blev frigivet i foråret 2004. Kender du allerede første del, ville jeg ikke tøve med at få slutningen.
Grits musikalske rap/rock-actionpacked-r&b fortællinger er som remsen antyder fuld af muligheder for at formidle forskellige stemninger, hvilket udover variationen af genrer udgøres af masser af ørehængende beats, synthesizer-features og samples, der fremmer og maler albummets lydbillede anderledes uforudsigeligt og med ben i næsen (én af oversættelserne af ordet „Grits“).
Skulle man pege en finger ad Dichotomy B, bliver det albummets lidt manglende følsomhed i overgangen mellem de lydlige temaer. F.eks. har nummeret „We don’t play“ en lyd i nummerets b-stykke, som får én til at føle sig hensat til filmen „Desperado“, hvorefter tråden og sombreroen følges op i det efterfølgende nummer „There I Go“, igennem fløjlsbløde latinoinspirerede klaverstykker og backing fra en ligeså fløjlsblød kvindestemme. Men så stopper temaet råt og brat med et hurtigt pumpende „in-your-face-så-skal-der-cruises-in-the-hood“ nummer. Og sådan kan denne anden del af Grits udmærkede musikprojekt godt fremstå lidt rodet. Men varieret det er den som sagt.
Grits har lavet en god plade i Dichotomy B, hvis man er til det lidt hårde rap, det lidt bløde rap, r&b og ikke mindst spændende lydbilleder. Cd’en er en del af en helhed, hvor Dichotomy A bør være en lytter værd hvis du kan li’ det, du hører her!