Den kristne verdens samvittighed
Johannes Paul II havde selv oplevet først nazismen og så kommunismen i sit hjemland Polen. Derfor markerede han sig igen og igen i kampen for religionsfrihed og menneskerettigheder Lørdag aften døde den katolske kirkes overhoved gennem mere end 26 år, pave Johannes Paul II, efter lang tids svækkelse og sygdom. Han blev 84 år.Karol Jozef Wojtyla blev født i Wadowice i det sydlige Polen den 18. maj 1920. Hans far var pensioneret sergent i hæren, og hans mor, der var af litauisk herkomst, arbejdede som skolelærer. Familien var stærkt katolsk, men delte ikke den antisemitisme, som prægede mange polakker i tiden.
Faktisk var én af Karols legekammerater jøde, og Johannes Paul II blev den første pave, der besøgte en synagoge og koncentrationslejren Auschwitz, hvor millioner af jøder døde, kun cirka en halv times kørsel fra pavens fødehjem.
Karol Wojtyla var dygtig i skolen og desuden en dygtig sportsmand, som blandt andet stod på ski, svømmede og spillede fodbold.
Barndommen var dog ikke blot en dans på roser. Ni år gammel mistede Karol sin mor, og tre år efter sin eneste bror, der døde af skarlagensfeber.
Det betød, at Karol tilbragte en stor del af sin barndom i en et-værelseslejlighed alene sammen med sin far, der underviste og opdragede sønnen, som han opdragede på sine soldater i hæren.
Faderens største drøm var, at Karol ville vie sit liv til tjeneste for Gud. Men den drøm gik ikke i opfyldelse, før faderen døde i 1941.
I 1938 flyttede de til Krakow, hvor Karol begyndte at studere filosofi og litteratur på universitetet. I fritiden var han medlem af en alternativ teatertrup, læste digte sammen med studiekammeraterne, og det fortælles, at han desuden var en glimrende sanger.
Det glade studenterliv blev dog brat afbrudt, da de tyske nazister invaderede Polen. I slutningen af 1940 undgik Karol Wojtyla kun med nød og næppe at blive arresteret ved at tage arbejde som stenhugger i et stenbrud.
To år senere begyndte han dog at læse teologi, mens han fortsatte med at spille skuespil og arbejde på en kemisk fabrik. I 1944 måtte han igen afbryde sin hverdag for ikke at blive tvunget til straffearbejde af besættelsesmagten. Denne gang søgte han tilflugt i bispeboligen hos ærkebiskoppen i Krakow, hvor han opholdt sig indtil krigens afslutning.
Karol Wojtyla blev præsteviet i 1946, men fortsatte studierne og i en alder af 36 år havde han erhvervet sig to mastergrader og en doktorgrad i etik, inden han i 1949 blev hjælpepræst i Krakow.
Kommunisterne, som efter Anden Verdenskrig overtog Polen, fik i 1954 lukket det teologiske fakultet i Krakow, og flere katolske universiteter i Østeuropa blev tvunget til at lukke i kommunisternes bestræbelser på at skabe et ateistisk samfund og sætte en stopper for uddannelse af flere besværlige intellektuelle.
Kun Det katolske Universitet i Lublin fik lov at bestå, og her blev Karol Wojtyla i 1954 ansat som professor, mens han fortsatte sin præstegerning i Krakow og desuden tilbød ægteskabsrådgivning og hjælp til familier med alkoholproblemer.
Ved det Andet Vatikan-koncil fra 1962-1965 var Karol Wojtyla én af de intellektuelle ledere og agiterede kraftigt for religionsfrihed. I 1962 blev han desuden biskop i Krakow, og i 1967 blev han udpeget som kardinal af pave Paul VI.
I forhold til de regerende kommunister holdt Karol Wojtyla en svær balance.
Hverken gennem sine prædikener eller i den offentlige debat lod han nogen være i tvivl om sin modstand mod kommunismen og kamp for menneskerettighederne. Men han gjorde det på en måde, så det ikke provokerede kommunisterne unødigt og dermed ikke skadede Den katolske Kirke.
Ifølge George Weigel, der har fulgt paven tæt, krævede Karol Wojtyla blandt andet lov til at opføre nye kirker, han forsvarede kristne ungdomsorganisationer overfor kommunisterne, og han ordinerede præster, som skulle arbejde under jorden i Tjekkoslovakiet.
Selv sagde han om sit forhold til kommunisterne:
– Jeg er ikke bange for dem, men de er bange for mig.
Selv om Wojtyla som biskop i Krakow havde bemærket sig i det intellektuelle miljø og blandt andet havde forelæst på universiteter i Washington og Milano, kom det alligevel som en stor overraskelse, at Karol Wojtyla blev den 261. pave, den første ikke-italienske pave i 450 år og den første slaviske nogensinde. Hele otte valgrunder måtte der til, men den 16. oktober 1978 stemte 103 af de 106 kardinaler for Karol Wojtyla, som efterfølgende tog navnet Johannes Paul II.
Han valgte samme navn som sin forgænger Johannes Paul I, som blot 34 dage efter at være blevet valgt til pave døde af et hjertetilfælde.
Da nyheden om valget af Karol Wojtyla nåede Moskva, fik det omgående KGB-chefen Andropov til at meddele det sovjetiske politbureau, at valget kunne give problemer. Og han fik ret.
Mindre end otte måneder efter udnævnelsen besøgte den nye pave sit hjemland Polen på ni dages hyldestrejse, hvor en tredjedel af den polske befolkning mødte frem. Og bedre blev det ikke, da paven benyttede lejligheden til at minde sine landsmænd om deres menneskerettigheder og erklærede sin støtte til Solidaritet, som året efter blev den første uafhængige fagforening bag jerntæppet. Da han i 1987 vendte tilbage til Polen, forsvarede han Solidaritet i stærke vendinger, og mange betragter stadig pavens besøg som begyndelsen på enden for Sovjetunionen.
I 1981 blev Johannes Paul II skudt på Peterspladsen i Rom af en ung tyrkisk terrorist, og meget tyder på, at han ikke handlede på egen hånd. Men det er aldrig blevet bevist, hvem der stod bag attentatet, selv om mange forsøgte at give Sovjetunionen skylden. Paven tilgav iøvrigt offentligt gerningsmanden fra sin sygeseng.
Under sin 26 år lange periode som pave, én af de længste nogensinde, gennemførte Johannes Paul II 170 udlandsrejser til 115 lande, heriblandt Danmark i 1989.
Blandt andet besøgte han diktaturer som Filippinerne, Haiti, Paraguay og Chile, hvor han var med til at vække folkets krav om religionsfrihed og menneskerettigheder.
Men også overfor de vestlige lande var hans tunge skarp. Under et besøg i USA advarede han mod den fremherskende materialisme, egoisme og sekularisme og opfordrede amerikanerne til i højere grad at dele deres velstand med den tredje verden.
– Denne verden kan ikke gøre mennesket lykkeligt. Det kan kun bøn og tro, sagde paven, der selv sagde, at han tog de væsentligste beslutninger liggende på knæ.
Johannes Paul II var fortaler for dialog mellem verdensreligionerne. Han oprettede i 1994 for første gang diplomatiske forbindelser mellem Vatikanet og Israel, og i 2001 besøgte han som den første pave en moske i Syrien.
Også forholdet til andre kristne forsøgte han at bedre. I 1986 inviterede han overhovederne for de største kristne trosretninger til bøn for verdensfreden. Særligt forholdet til de ortodokse kirker forsøgte han at bedre. For at Europa igen kan ånde med begge lunger efter 1000 års adskillelse, som han sagde.
Gennem hele sit pontifikat holdt paven de konservative kristne idealer højt. Blandt andet modstanden mod fri abort, som i 1994 førte til, at Vatikanet sikrede, at FNs befolkningskonference i Cairo tog afstand fra abort som et middel til befolkningskontrol.
Et nederlag led han dog i sine sidste leveår, hvor han forgæves kæmpede for, at EU skulle nævne den kristne kulturarv i sin forfatning. Ikke for at give kristendommen særstatus, men for at placere Europas værdier i en kristen sammenhæng.
Siden 1990 var paven svækket af Parkinsons Sygdom. Alligevel fortsatte han sit arbejde for frihed i verden og de kristne værdier frem til sin død i lørdags.
Hans engagement har fået mange til at kalde ham én af de vigtigste og mest indflydelsesrige paver i den katolske kirkes historie. Blandt andet sagde evangelisten Billy Graham midt i 1990erne:
– Han er den kristne verdens samvittighed. Han vil gå over i historien som den største af alle paver i moderne tid.
Læs også danske reaktioner på Pavens død:
