Den parallelle verden

Her i morges var jeg på vej ind til byen. Jeg havde cyklet i et kvarters tid og hørt musik på min MP3-afspiller, mens jeg banede mig vej igennem det københavnske forår. A day like any other, måske. Men på en go’ måde. Bare mig, min cykel, lidt musik og den ganske verden. Jeg havde hørt noget blandet musik, lidt pop, lidt rock, og næste nummer var tilsyneladende noget lovsang. På et tidspunkt i sangen er der en, der siger noget, han læser noget op fra bibelen, tror jeg, og folk bliver mere og mere vilde, mens han læser op. Samtidig med, at jeg cykler forbi Rundetårn og krydser Strøget, nærmest råber han: „We want to see the glory of God – We want to see the glory of God – Do you want to see the glory of God?“, og folk til koncerten råber endnu mere. Det er en smule amerikansk, vil den gode skeptiker sige, men jeg formår alligevel at få gåsehud.
Samtidig med gåsehuden kigger jeg rundt. Jeg ser nogle milliondele af den ganske verden og får en mærkelig følelse i kroppen. Samtidig med, at jeg cykler her og får en lille forsmag på, hvordan det skal lyde engang, når vi fyrer den af til det fedeste lovsang fra klokken evighed, til kvart over – Ja, så går folk bare her, og størstedelen aner ikke, at der er et alternativ.
Hvordan lever vi i denne parallelverden – dette Matrix 2005, hvor der bare er en pille til forskel, om vi vil se verden i et helt andet lys, end vi allerede gør?
I ‘98 vendte jeg hjem efter en to måneders smuttur til Israel. Det havde været en dejlig tur med gode venner, nye bekendtskaber og fede ture rundt i hele landet. Efter to måneder i „Det Hellige land“ stod jeg lige pludselig og ventede på bussen på Rådhuspladsen en vinterkold decemberdag. Lige pludselig var det ’for Fanden’ i hver og hver anden sætning omkring mig. Jeg kom hjem og tændte for radioen og blev mentalt blæst væk af ’THE VOICE – 104,9’. Jeg slukkede igen, men vidste allerede, at der ville gå få dage, så ville jeg igen have tilpasset mit filter, så jeg ikke ville reagere så voldsomt over disse ting. På en måde fint nok, men alligevel også lidt sørgeligt, syntes jeg.
Måske er du ikke enig i, at vi lever i en parallelverden, og kunsten er måske også at se, hvordan verdenerne kan blive integreret til én. Men spørgsmålet er så, hvordan vi gør det. Handler det om at få så få knubs som muligt, eller handler det om at være et Guds „jeg elsker dig til verden“, selv om den måske ikke forstår det – endnu?
Hvordan bygger vi bro i en parallelverden, når verden ikke forstår, hvad vi snakker om, før de giver Helligånden lov til at arbejde i dem? Jeg kan ikke gøre noget, og så dog: Jeg kan klæde mig ud som banan i en verden fyldt med agurker, så andre ser, at der er et alternativ. Og der er ikke én god, rigtig, hellig måde at være alternativ på. Lad os sammen lade os inspirere af, hvad Helligånden tilskynder os til.