GPS

Jeg hår netop fået en GPS – af min kone.Til de uvidende læsere, som ikke véd, hvad en GPS er for noget, kan jeg alvidende oplyse, at det er en forunderlig tingest, som man kan anbringe i sin bil. Hvis man taster en adresse ind, kan den ved hjælp af satelitterne vise vej.
Da min gode ven Kurt fik én for nogle år siden, omtalte jeg ham som en blæremås. Tænk, at man kunne bruge penge på den slags overflødigt elektronisk pjat…! Ja, han skulle hellere støtte missionen, skulle han!
– Ja, du vil hellere køre rundt i timevis, fordi du ikke vil spørge om vej, bemærkede min kone. Selvfølgelig vil man(d) ikke spørge om vej. Man(d) har vel sin stedsans.
Men det er lidt rigtigt, at jeg ofte kører forkert. Som regel fordi jeg ikke når at studere kortet forud, og så er jeg lidt kejthåndet… Og bilen er også gammel.
Men til min 50 års fødselsdag, som jeg forgæves forsøgte at skjule for Udfordringens ungdommelige læsere, gav Birthe mig altså en GPS med kalender, båndoptager og det hele.
Første gang, jeg afprøvede den, var, da jeg skulle interviewe Kirsten og Poul Hoffmann, som var flyttet til en lille landsby ved navn Højslev. Hoffmanns skrev forud, at nu måtte jeg ikke tage fejl af stationsbyen og kirkebyen. Jeg vidste bare, at det lå i det nordvestlige hjørne af Jylland.
Så jeg tastede adressen ind i min GPS, hvorefter en venlig dame sagde: Drej til højre. Lidt efter sagde hun: Drej til venstre om 400 meter. Og sådan fortsatte hun, lige indtil jeg holdt et eller andet sted, og hun sagde: Du er ankommet til ankomststedet. Jeg kiggede ud af vinduet, og der lå huset.
Dybt imponeret over teknologien, tastede jeg også næste adresse ind, da jeg skulle videre. Det var i Fjerritslev.
Nu havde jeg så glemt min båndoptager hos Hoffmanns, og da det næste interview-offer var atomfysiker, var det absolut nødvendigt for mine grå celler, at jeg optog hans kloge ord. Men – min GPS kan også optage på et lille memory-kort, som jeg kan putte i computeren bagefter…! Wow!
Da jeg skulle hjem, havde jeg imidlertid optaget så meget atomfysik, at der ikke var hukommelse nok til at køre vejviserprogrammet, så nu stod jeg i vildrede udenfor Fjerritslev.
Nå, heldigvis er der fortsat skilte, og selv om jeg kom en anden vej hjem – over Gøl og Aalborg – så nåede jeg hjem til lillemor, som sagde:
– Ja, I mænd vil godt høre på en dame, der viser vej, hvis hun bare er indeni sådan en GisPSsss-tingest!