For fans af contry-musik
Musik fra præriens kirke kunne man vel godt kalde indholdet af disse to nye cder.
Den 45-årige Randy Travis har en længere karriere bag sig både som sanger og som skuespiller. Han har bl.a. kunnet ses i Coppolas filmatisering af John Grishams spændingsroman The Rainmaker (Regnmageren), og som sanger har han fået pæn succes og vundet flere priser i USA.
Den nye cd med ham hedder Passing Through og indeholder 12 sange. Kendetegnende for de fleste af dem er, at de er stille og stemningsfulde. Når man lytter til Travis baryton-stemme i disse sange, kan man nemt se et western-interiør og den ensomme cowboy for sig. Og følger man med i teksterne, ændrer billedet sig ikke så meget, selv om de mere eller mindre åbenlyst har den åndelige dimension med. Man lades dog ikke i tvivl om, at manden mener noget med sin tro: I en note takker han sin Herre og Frelser for en utrolig karriere og for en tjeneste med musik, der forandrer liv.
The Isaacs er en familie-gruppe, bestående af to mænd og tre kvinder, som i øvrigt er kendt fra Gaithers Home-comings. Den nye cd med dem – med titlen Heroes – lyder i mine øren imidlertid mere som country-pop end som southern gospel – selv om den også byder på et gospelnummer som If That Dont Make You Want To Go og en enkel, næsten hymnisk lovsang som In His Hands. Som helhed er de ti sange på cden iørefaldende og teksterne præget af tilbedelse. En cd, der burde have gode chancer også på det danske marked.
NJV
Randy Travis:
Passing Through 42 min
The Isaacs: Heroes 37 min
134,95 kr. pr. cd Royal