I kontakt med Guds Kraftværk

Kalenderen er godt fyldt op med møder og personlige samtaler for Edith Marie og Niels Peder Johannesen, Kolding.

Kalenderen er godt fyldt med aftaler for det pensionerede, men aktive ægtepar Niels Peder og Edith Marie Johannesen.
Her er de sammen med deres unge team: Troels Munk, Laura Iovino og Mette Østergaard Nielsen.

De to bliver i stigende grad brugt til at hjælpe mennesker fri af såvel åndelige som følelsesmæssige bindinger.
– Vi har ikke mere forstand på psykologi end andre, indrømmer Niels Peder uden omsvøb. Det er simpelthen Guds kraft, som ægteparret stoler på, når de lytter til og beder for de mennesker, som opsøger dem.

– Vi er ikke de store talere, selv om vi for tiden taler flere gange om ugen. Men det er heller ikke det, der er brug for.
– Når vi taler med mennesker eller holder møder, får vi ofte en viden om dem, vi skal hjælpe, forklarer Edith.
Hun får selv ofte det, man i kristen sammenhæng kalder et kundskabsord – altså en overnaturlig indskydelse om noget, som man ikke ellers kunne vide noget om.
(Denne nådegave er omtalt i 1 Korinterbrev 12,8, hvor der står: „Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab“.)
Niels Peder får på samme måde ind imellem profetiske ord (omtalt i vers 10 i samme kapitel: „Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder.“)
– Vi kan i os selv ikke noget, men vi oplever, at Helligånden bruger os til at hjælpe mennesker, og derfor stiller vi os til rådighed, siger Niels Peder.

Da han og Edith nu er pensionerede, er de heller ikke afhængige af indtægter, så gode venner har organiseret en forening, „Kraftværket“, som tager sig af at skaffe penge til rejser m.m.
De har også oprettet en hjemmeside: kraftvaerket.dk
– Vi har netop været på Færøerne i 12 dage og tidligere har vi været på Grønland.
Vi havde ni møder på ti dage, foruden en radioudsendelse og mange personlige samtaler. Vi havde ellers fået at vide, at færingerne var for blufærdige til at søge hjælp – men det var de altså ikke alligevel, fortæller Niels Peder med et smil. Foreningen Kraftværket arrangerer nu jævnligt møder med Edith Marie og Niels Peder.
Selv havde de aldrig drømt om, at de skulle hjælpe andre på den måde – ja, faktisk var de ikke engang kristne, når vi går nogle år tilbage…

Edith Marie var en velfungerende lærer, der gik op i sit job, og Niels Peder drev en køkkenfabrik, så de manglede ikke noget.
Men i vinteren 1975 kom Edith ind i en otte år lang depression:
– Det kom som et lyn fra en klar himmel. Som om jeg blev løbet ned bagfra.
– Jeg holdt op med at være kreativ. Gik ikke op i haven længere. Min mad mislykkedes. På skolen kørte jeg bare på rygraden, men efterhånden blev jeg bange for, at jeg ikke havde gjort det godt nok.
– Jeg fik de underligste tanker. Troede, jeg havde glemt at låse til biologilokalet; glemt at slukke for vandhanen; glemt at låse fortrolige papirer inde… Havde jeg puttet filmen til Filmcentralen i skraldespanden, eller var jeg kommet til at lægge et barn i fryseren – det blev værre og værre.
– Aften efter aften gik jeg over på skolen for at kontrollere alting. Jeg kæmpede med skyld og skam og angst. Og en nat følte jeg, at nu var jeg kommet for langt ud. Det var, som det var Djævelen selv, der ødelagde alting for mig. Som om en stemme hele tiden anklagede mig…
– Jeg måtte melde mig syg, selv om jeg aldrig havde troet, at jeg skulle blive psykisk syg. Jeg forsøgte at skjule det for børnene, for jeg syntes, det var flovt for dem.
– Efter tre måneder kom jeg endelig på den psykiatriske afdeling i Randers. Her forsøgte tre læger at hjælpe mig på alle mulige måder, men ingenting hjalp. Jeg fik det bare værre af at være sammen med alle de syge mennesker. På værelset boede jeg sammen med en sindssyg gammel dame, som hele tiden gik rundt om sengen og sagde, at hun havde været så ond. Et indlagt Jehovas Vidne forsøgte at omvende mig. Og en dag så jeg en ung pige, som var blevet skingrende skør. Da besluttede jeg mig til, at jeg ville hjem og arbejde. Jeg gjorde mig hård og forsøgte at virke stærk. Jeg kom hjem, men efter seks uger måtte jeg indlægges på Vejlefjord.

– Da jeg indså, at de heller ikke kunne hjælpe mig, og der ikke var noget håb, besluttede jeg at snyde lægerne ved at spille rask, så jeg kunne slippe væk her fra.
– Om jeg snød lægerne, ved jeg ikke, men jeg fik lov til at komme hjem.
– Jeg kæmpede mig op og begyndte at arbejde igen. Jeg havde det forfærdeligt, men jeg lærte at leve med „dæmonerne“.
Jeg gik på arbejde, selv om jeg nogle gange kun sov en time om natten. For hvis jeg ikke kunne arbejde, ville jeg ryge ind på en psykiatrisk afdeling igen. Og jeg tænkte helt nøgternt, at hvis jeg bare kunne holde ud i ti år, så ville børnene være store nok til at klare sig selv, og så kunne jeg tage mit eget liv.
– Desværre var der en anden, der tog sit liv, og da jeg så, hvor svært det var for familien, indså jeg, at jeg ikke kunne få mig til at give dem den sorg og byrde. I stedet bad jeg til Gud om, at han ville lade mig få en sygdom, så jeg kunne dø, uden at nogen skulle føle sig skyldige. Kort efter fik jeg en kredsløbssygdom…
Lægerne fortalte, at de kunne blive nødt til at amputere benet, hvis det ikke blev bedre. Jeg skulle derfor cykle og gå en masse. Men jeg måtte ikke løbe, for så risikerede jeg at få en blodprop. Men når jeg gik alene nede ved Mariager Fjord, og ingen så mig, løb jeg, alt hvad jeg kunne. Men mit hjerte var åbenbart stærkt…

Otte år tidligere, i 1974, havde Edith Marie købt et julehæfte fra Pinsevækkelsen, og det havde gjort indtryk.
– Jeg havde følt, at jeg skulle overgive mig til Gud, men jeg ville ikke dengang. Jeg sagde nej til Gud…
– Men nu havde jeg det så elendigt, at jeg en nat gik ud på græsplænen og bad til Gud. Det havde jeg gjort før, når jeg var i knibe, men denne gang bad jeg for første gang til Jesus. Og straks skete der noget.
Jeg følte, som om jeg blev trykket til jorden af noget, som kom ned over mig, og jeg blev fyldt af noget, som jeg ikke vidste hvad var. Bagefter har jeg fundet ud af, at det var Helligånden.
– Da det skete, indså jeg to ting: 1) At jeg som 14-årig var blevet krænket seksuelt. Det havde været så svært for mig, at jeg i over 30 år fuldstændig havde fortrængt det, men nu dukkede det op, og jeg huskede det. Og 2) at hvis Jesus kunne være så virkelig, så var der håb for mig.
– Jeg turde ikke fortælle til nogen, hvad jeg havde oplevet. Jeg troede, jeg var den eneste i verden, der havde oplevet sådan noget. I stedet forsøgte jeg at finde ud af, hvad kristendom var for noget. Jeg anede ingenting. Vidste ikke, at der var frikirker eller kristne, der troede på Gud på en levende måde. Jeg troede kun, der var den mørke måde, som jeg havde taget afstand fra.
Men nu forsøgte jeg at samle oplysninger.

Senere fik jeg via en kollega kontakt med Frikirken i Randers. I Randers fik jeg den første kristne hjælp. Det virkede så voldsomt på mig, at jeg igen røg på psykiatrisk afdeling.
Af det har vi lært, at det er vigtigt med bedømmelse, og at man ikke skal lege med disse ting.

– Da jeg den nat lå på psykiatrisk afdeling igen, var jeg meget deprimeret. Jeg sagde: – Jesus, jeg troede lige, at jeg havde fundet dig, og nu er det ligesom, du ikke er der mere. Så var det, som om jeg fik en tanke: „Hvad har du set, og hvad har du hørt?“ Jeg forstod godt spørgsmålet: Jo, jeg havde jo oplevet, at Jesus var en virkelighed, selv om det var svært lige nu. Han var her alligevel.
Så oplevede jeg ligesom at et træ med rødder nede i mig blev trukket ovenud. Næste morgen var jeg rask. Jeg henvendte mig til lægen. Han overtalte mig til at blive ugen ud, og det var i orden med mig. Men jeg var rask.
– Uden at vi selv gjorde noget for det, begyndte vi at kunne se menneskers problemer, selv om andre åbenbart ikke kunne. Senere forstod vi, at det er det, man kalder kundskabsord.
Når vi bad for mennesker, var der ofte en voldsom reaktion. Folk faldt om, skreg eller kastede op. Vi blev forskrækkede og forstod, at de åndelige kræfter var stærke, og vi ønskede at komme på bibelskole, så vi kunne lære mere og få et bagland, som kunne vejlede os.

Parret følte sig ledt til Kolding, hvor de gik et par år på International Apostolsk Højskole, og bagefter var de i en periode tilknyttet som lærere.
– På den måde begyndte vi at tage ud og undervise og bede for mennesker i nød.
Nu kommer de i både folke- og frikirker, de holder søndagsprædiken eller de underviser i mindre grupper, som f.eks. bibelstudie- eller Alpha-grupper.
– Det er vores erfaring, at i Jesu’ navn og i Helligåndens kraft kan mennesker komme fri af fortiden og få nyt håb for fremtiden, siger de.
– Vi fik for nogle år siden disse fire ord fra Herren: Udfrielse fra dæmoniske magter. Forløsning af psykiske og følelsesmæssige lidelser. Lægedom til ånd, sjæl og legeme. Udrustning til at tjene i Helligåndens kraft, fortæller Edith og Niels Peder, der som regel står sammen på talerstolen og supplerer hinanden.