Er dyrets tal 616 i stedet for 666?
Her gik man lige og troede, at 666 var dyrets tal og havde tætte forbindelser til Ny Testamentes antikristfigur.
Tallet skal efter sigende kunne findes i stregkoder, i pavens pande og endda på et roulettehjul, hvis man lægger hjulets tal sammen. Men 400.000 stumper papyrus, som i 1895 blev fundet på en losseplads i Ægypten, indeholder teksten fra Johannes Åbenbaring, hvor tekstafsnittet om dyrets tal findes, og her er tallet et helt andet:
så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal. Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 616 (Åb. 13,17-18).
Forskere har i mange år diskuteret, om tallet skulle være 666 eller 616, og mange bibeloversættelser har fodnoter, som siger, at tallet i stedet kan være 616. Med de nye undersøgelser, hvor man med det blotte øje kan se tallet 616 på papyrusen, er der endnu større belæg for at hævde, at tallet er 616 og ikke 666.
I øvrigt er opdagelsen fra den ægyptiske papyrus ikke ny. Engelske forskere tydede skriften helt tilbage i 1999, men det er først nu, at medierne har fået øje på opdagelsen.
Man har brugt moderne fotografisk teknologi til at tyde skriften på den gamle papyrus, som menes at være omkring 1700 år gammel. Dermed er teksten omkring 100 år ældre end de hidtil ældste tekster med den pågældende passage.
David Parker, professor i nytestamentlig tekstkritik og palæografi ved universitetet i Birmingham, mener, at tallet er en kode for kejser Caligulas identitet. Caligula vanhellige-de det jødiske tempel ved at rejse en statue af sig selv i templet som en del af kulten omkring tilbedelsen af kejseren.
Parker peger endvidere på, at Irenæus allerede i det andet århundrede efter Kristus overvejede, om tallet på dyret var 616 i stedet for 666.
Forskerne regner dog ikke med, at den ny opdagelse vil ændre på den populære forestilling om dyrets tal som værende 666.
– Ellers skulle man ændre en masse prædikener og film, siger professor Elijah Dan til avisen The National Post.
– jeli