Ind i mørket

Den sidste Star Wars-film, der allerede har slået „alle rekorder“ på premieredagen i USA, fortæller historien om Anakin Skywalkers forvandlingSå fik vi svaret. Grunden til, at den meget lovende jedi-ridder Anakin Skywalker, overgiver sig til mørkets kræfter og bliver den mægtige sith-fyrste Darth Vader, er – kærlighed …!?

Jedi-ridderne Obi-Wan Kenobi (Ewan McGregor) og Anakin Skywalker (Hayden Christensen), mens alt endnu er godt og de kan kæmpe side om side mod det onde

Den gravide Padmé Amidala (Natalie Portman), der har en fornemmelse af, at den er helt gal med Anakin, undervejs – sammen med robotten C-3PO – til det endelige opgør med manden, der nu kaldes Darth Vader

Om ikke andet er det det, vi skal tro, når vi ser historien, som den præsenteres i den nye Star Wars-film. Og det er jo lige før, man godt kan forstå det. Han ønsker at redde sin elskede Padmés liv, men kan kun sejre over døden med hjælp fra det onde – eller som det hedder i filmen: fra den mørke side af Kraften. Det er i alle fald det, senator Palpatine påstår. Der er blot den hage ved det, at denne senator er ikke til at stole på. Ham er det nemlig, der bliver kejser i det onde stjernekrigs-imperium.
Dette er i al korthed kernen af historien i Sith-fyrsternes hævn, episode 3 af Star Wars-sagaen og dermed den sidste stjernekrigsfilm.

Hvad er pointen?

Star Wars er med dens religiøst og mytisk miksede historie en universel fortælling om kampen mellem godt og ondt – i science fiction-rammer.
Pointen i denne film, der absolut er den bedste af de tre i den nye trilogi, kunne være:
Den onde lyst – eller lyst til det onde – og det magtbegær, som mere eller mindre findes hos ethvert menneske, vil aldrig nogensinde kunne „forenes“ med kærlighed og (kærlighedens) sejr over døden.
Det viser Anakins historie i Star Wars 3, og den viser også, at forsøger man alligevel, er det forbundet med meget store omkostninger – ja, det siges ligeud i filmen, hvad det er: fortabelse.

Advarslen igen

Jeg har i mine anmeldelser af de to første Star Wars-film i den nye trilogi (uge 35/1999 og uge 21/2002) advaret mod Stjernekrigs-universet. En advarsel, der hvad filmene angår nok bør modificeres eller præciseres. For når det kommer til stykket, er Star Wars-filmene hverken værre eller bedre end to andre kultfænomener: Rin-genes Herre og Harry Potter. Det, advarslen skal gælde, er så absolut alt det, der er inspireret af disse film, og som kan få magt over mennesker.
Men når disse tre af tidens mest populære fiktive universer bliver dyrket i en sådan grad, er det måske relevant nok at vende spørgsmålet endnu engang: Skyldes det mon ikke et behov for at udfylde den indre tomhed, der ofte følger, hvor den kristne tro mangler …?

Star Wars (episode 3): Sith-fyrsternes hævn
Instrueret af George Lucas
Premiere 19. maj