Kunsten at overleve gymnasiet
KFS inviterer alle kommende 3.gere til Overlevelsescamp i juni
VEJLE – Overlevelsesture plejer at være noget med sure vandrestøvler, våde soveposer og dåsemad. Men når Kristeligt Forbund for Studerende inviterer til Overlevelsescamp, betyder det ikke, at forholdene bliver specielt primitive.
I løbet af fire dage fra den 20.-23. juni skal deltagerne undervises i, hvordan man overlever. Ikke i en mørk skov eller på en stejl klippeside, men i en ganske almindelig dansk gymnasieklasse.
Hvad stiller man op, når biologilæreren, religionslæreren og alle klassekammeraterne hævder, at Bibelen ikke taler sandt, og kristendommen ikke adskiller sig fra andre religioner?
Det er nogle af de spørgsmål, som en række kompetente undervisere forsøger at besvare gennem dagene.
Overlevelsescamp henvender sig specifikt til gymnasieelever, der starter i 3.g. efter sommerferien. Ifølge arrangørerne er Overlevelsescamp ikke livsnødvendigt for at overleve, men det hjælper hævder de. Blandt andet fordi kristne gymnasieelever, som er veludrustet til at svare på spørgsmål og indvendinger fra lærere og kammerater, kan være med til at nedbryde fordomme og lede mennesker til tro.
Overlevelsescamp 2005 finder sted på KFS Ledertræningcenter i Ødsted ved Vejle.
– ole