Opsagt på trods af lægemangel

Thomas Teglgaard, reservelæge og forfatter af den omdiskuterede bog „Uddrift“, får ikke lov til at fortsætte i sin uddannelsesstilling ved Hillerød Sygehus.
– Det viste sig, at man ikke var interesseret i at forlænge min kontrakt, når den udløber til august. Jeg fik mundtligt den begrundelse, at jeg har været en belastning for sygehusets omdømme, udtaler Thomas Teglgaard til IMT.
Der er stor mangel på reservelæger, og ofte må studerende ansættes for at dække vagterne. Med henvisning til debatten i medierne om psykiatri og dæmonbesættelse forårsaget af bogen „Uddrift“ gav sygehusets ledelse udtryk for, at hans tilstedeværelse kun var tålt. Derfor har Thomas Teglgaard valgt at sige sin stilling op med udgangen af maj måned.
Siden november har Thomas Teglgaard været under skærpet tilsyn på Hillerød Sygehus. I den periode har overlægen på afdelingen ikke haft noget at udsætte på Teglgaards indsats.