Steen Skovsgaard favorit til bispesæde
Provsten fra Gellerup står til 45 procent af stemmerne ved bispevalget på Lolland og FalsterMARIBO – Hvis de foreløbige meningsmålinger taler sandt, bliver det Århus-provsten Steen Skovsgaard, der den 1. september kan sætte sig i bispestolen som ny biskop på Lolland og Falster.
Ifølge meningsmålingen, som Kristeligt Dagblad har fået foretaget, vil 45 procent af de 700 stemmeberettigede pege på Skovsgaard som ny biskop. Hans nærmeste konkurrent blandt de tre øvrige kandidater er domprovst Ole Opstrup, der står til 24 procent af stemmerne.
Første afstemningsrunde er i fuld gang, og i dag, torsdag den 19. maj, offentliggøres resultatet af første afstemning. Hvis en kandidat her opnår over halvdelen af stemmerne, er han valgt som biskop. Ellers skal de to kandidater med flest stemmer ud i en anden valgrunde, som afgøres den 17. juni.
Favoritten Steen Skovsgaard er provst i Gellerup ved Århus. Her er han blandt andet kendt for sin store indsats i den indvandrertunge bydel.
Både Steen Skovsgaard og den nærmeste konkurrent Ole Opstrup har i forbindelse med valgkampen tilkendegivet, at de ikke er enige i de seks biskoppers beslutning om at tillade kirkelig vielse eller velsignelse af homoseksuelle parforhold.
– ole