Fest for hele familien
Over 2000 til Indre Missions
store fest i Vejle-CentretIndre Missions årsmøde er ikke kun lange beretninger og evaluering af året, der gik. Weekendens årsmøde i Vejle bød også på masser af forkyndelse, sang, samvær og feststemning.- Til daglig kan man godt føle sig alene som kristen. På arbejdspladsen og blandt naboerne. Og nogle gange har man bare brug for at føle, at vi er mange kristne. Det oplever vi på årsmødet, fortæller Else og Finn fra det midtjyske.
De har været med, hver gang mødet er blevet holdt i Jylland de sidste 15 år. Og det er især forkyndelsen, feststemningen og alle de gode gamle sange, der trækker parret til hvert år.
– Og det er nemt at have børnene med. De er travlt optaget af deres eget program, så vi ser dem næsten ikke, før vi kører hjem, fortæller Finn.
Festen begyndte allerede lørdag eftermiddag, hvor Gospel Kids fra Grindsted ruskede godt og grundigt op i humøret efter formiddagens formelle årsmøde.
Med sang, dans og masser af rytme fik de klapsalverne til at bølge i den store hal.
Eftermiddagen blev også brugt til endnu en arbejdsberetning ved generalsekretær Jens Olesen og landssekretær Peter Nord Hansen. Her var tonerne knap så dystre som under formandsberetningen.
I stedet kunne man glæde sig over et år i Indre Mission med masser af aktivitet, stor opbakning om en række arrangementer og masser at arbejde videre med fremover.
Jens Olesen kunne blandt andet glæde sig over, at over 20.000 forskellige mennesker har besøgt IMs evangeliserende hjemmeside JesusNet.dk, og cirka 10 procent af de besøgende har ikke i forvejen kontakt med en kirke.
Aftenens festtale blev holdt at Bergur D. Joensen, der er formand for Heimamissiónin, Indre Missions søsterorganisation på Færøerne.
Desuden var der masser af sang både ved Børne- og Junior-årsmødekoret og til sidst buldrende fællessang.