Fra sygdom til sundhed

Spørgsmål

Til Orla Lindskov
Jeg tillader mig at skrive til dig angående et spørgsmål, jeg har gået med længe. Det berører både emnerne bønnesvar, sygdom, tro og frelse. Jeg har bedt meget om helbredelse og udfrielse fra min sygdom. Men tilsyneladende er der intet sket. Nu melder sig så det spørgsmål, skyldes min udeblevne helbredelse mangel på lydighed overfor Gud? Eller er det mangel på tro?
Jeg har hørt nogle sige, at mangel på lydighed over for Gud kan hindre helbredelse. Jeg prøver, det bedste jeg kan, at være lydig. Men jeg ved godt, at der er nogle svage punkter i mig, hvor det kniber med lydigheden. Desuden er det svært for mig, det med troen. Jeg ved faktisk ikke, hvor stor min tro er. Men jeg kunne godt forestille mig, at den ikke er stor nok. Hvordan vejer og måler man troen?
Jeg oplever, at det er hårde tider.
Hilsen
En svag i troen

Svar

Kære svage i troen
Der er rigtig mange, som har oplevet de hårde tider, du beskriver. Det handler om tider med skuffede forventninger. Det handler om inderlige bønner, der blev bedt, i tillid til, at store ting ville ske – og der skete tilsyneladende ingenting. Og ikke mindst handler det om overfladiske forklaringer, som nogle gav, forklaringer, som ikke forklarede noget som helst, men som i stedet gav uro og tvivl. Vi kan så let komme i tvivl, om vi lever op til Guds målestok.
Men lad mig først sige noget med hensyn til dit spørgsmål om troen.
Der findes mange steder i Bibelen, hvor der tales om troen uden at ordet tro er nævnt. Hvordan skal det nu forstås?
Jo, disse steder forklarer os, hvad tro består i.
Du har brug for den slags steder, for du er jo i tvivl om, hvorvidt din tro er stor nok eller god nok. Her er et af disse steder:
I Salme 37, vers 40 står der: „Så hjælper Herren dem og udfrier dem, han udfrier dem fra de uretfærdige og frelser dem, for de søger tilflugt hos ham.“
Her lover Herren os både hjælp, udfrielse og frelse. Og hvad er det så, vi skal gøre for at opleve disse herlige ting fra Gud?
Læg mærke til: Det siges ikke direkte, at det, vi skal gøre, er at tro, for ordet tro nævnes ikke. Det siges derimod, at det, du skal gøre, er at søge tilflugt hos Herren. Det betyder, at tro her er: At søge tilflugt hos Herren. Det sker oftest gennem bøn.
Der står altså ikke noget om, at Gud måler og vejer vores tro, før han beslutter, om han vil hjælpe os.
Der står derimod, at når vi søger tilflugt hos Herren, så lover han både hjælp, udfrielse og frelse. Vores tilflugts-sted er Jesus Kristus. Når vi søger tilflugt hos ham, så har vi den tro, der skal til.
Læs også i Salme 91: – „Når han holder sig til mig, vil jeg redde ham.“
Desuden også Romerbrevet kap.10, vers 13: „Enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.“
At søge tilflugt hos Jesus. At holde sig til Jesus. At påkalde Jesus. Det er den tro, der spørges efter hos Gud. Hverken mere eller mindre. Det er tro „nok“.

Du nævner også det med lydighed som forudsætning for at blive hjulpet. Om dine forudsætninger i den retning er i orden?
Du har fået rådgivning, der har bragt dig i tvivl.
Hertil vil jeg sige: Det er farligt at lave en teologi, der gør Guds hjælp afhængig af lydighed. Hvorfor?
Jo, så sammenblander man nemlig to vidt forskellige ting, nemlig troen og troens virkninger.
Tro og lydighed er ikke det samme. Men troen virker eller fremkalder lydighed. Derfor er én af troens virkninger i vores liv lydighed mod Gud. Denne lydighed kommer som en følge af troen, og det hører ind under det, vi kalder helliggørelse. Det tager Gud sig af. Det beror ikke på vores anstrengelser, men på Guds indgreb.
De, der har rådgivet dig, har nok uden at være klar over det forvekslet troens virkning med selve troen.
Hvis man ikke holder disse to adskilt, så ender det ofte i trældom og gernings-kristendom. Så retter vi blikket mod os selv og vore egne præstationer og bliver mismodige og deprimerede, for hvem formår at være 100% lydig.
Om dette kan vi læse i Hebræerbrevets 12. kapitel. Ifølge dette kapitel skal vi rette vores blik mod Jesus Kristus for at undgå at blive trætte og modløse.
Det ejendommelige er, at vi ikke kan finde ret megen trøst i vores egen lydighed, men så snart vi retter blikket mod Kristus og takker for, hvad han har gjort for os ved sin lydighed indtil døden, så kommer glæden og freden til os.
Vores sygdommes helbredelse beror altså heller ikke på, hvad vi selv kan præstere, men derimod på, hvad Jesus Kristus har gjort for os.