– Ikke radikal nok i dine svar!

Brev

Kære Brevkasseredaktør
I Jakobs Brev kap. 5, versene 14 og 15, står der, at hvis nogen iblandt jer ( læs: iblandt de kristne) er syg, så skal han kalde menighedens ældste til sig, og de skal bede over ham, efter at de i Herrens navn har salvet ham med olie.
Jeg bemærker, at der ikke står noget om, at den syge skal henvende sig til læger og hospitaler. Det må der da være en mening med. Jeg hører nemlig til én af dem, der fuldt og fast tror på, at Bibelen har gyldighed og er aktuel til evig tid. Gud har ikke skrevet for meget, ej heller for lidt i sit Ord. Altså må de ældstes bøn og oliesalving være tilstrækkeligt.
Jeg skriver dette brev til dig i frustration over, at det hele efterhånden er blevet så udvandet. Hvad er der efterhånden blevet af den gode, gamle, glødende tro på Gud og på Guds ord?
Med dig, hr. Brevkasseredaktør, er det lidt underligt, for jeg er bekendt med, gennem vidnesbyrd fra medlemmer i min egen menighed, at syge bliver mirakuløst helbredt på dine møder. Alligevel synes jeg ikke, at du er radikal nok i dine svar til folk.
Med broderlig hilsen
Kristian

Svar

Jesus er den samme til evig tid
Kære Kristian
Jeg henviser altid til den store læge, Jesus Kristus, som i dag er lige så kærlig, lige så barmhjertig og lige så underfuld, som da han gik her på Jorden „og gjorde vel og hjalp alle, som var i nød“. Jeg tror ubetinget på, at Jesus Kristus er i går, i dag, ja, til evig tid den samme. Jeg mener derfor, at jeg er radikal nok. Men jeg bygger ikke min tjeneste og rådgivning på kun ét skriftsted fra Bibelen.
Jeg mener som du, at Gud bruger menighedens ældste som redskaber til helbredelse i forbindelse med oliesalving og bøn. Men dette skriftsted, som du tager frem, er jo ikke det eneste skriftsted i Bibelen, der handler om helbredelse, og om hvilke mennesker og metoder, Gud bruger. Jeg har gjort den erfaring, at Gud også bruger læger, sygehuse m.m. som sine menneskelige redskaber. Det er sket som svar på syges bøn om helbredelse. Det er endda sket i adskillige tilfælde.
Du derimod tolker det trosfrimodige og herlige ord fra Jakobs brev som en befaling, som altid skal adlydes under sygdom. Du skriver ikke direkte, at det er syndigt at gøre brug af læger og hospitaler. Men du kommer tæt på. I hvert fald betragter du det som en større åndelighed at undgå læger og påkalde Guds direkte helbredende indgreb. Den holdning kan ingen forbyde dig at have.
Men det positive er: Jeg kan mærke ud fra dit brev, at du har en dyb længsel efter at opleve mere af Guds kraft. Den længsel har jeg også.
Mit råd til syge er: Søg Herren først under sygdom og lad ham lede det videre forløb. Jeg ønsker også som du at se Guds direkte helbredende indgreb uden brug af læger, hospitaler, kemisk medicin og knive. Men Gud bruger altså også lægernes kundskab og evner. Også selv om lægerne ikke altid er bevidste om det. Så stor er Gud.