Ny frikirke i Nyborg

NYBORG – Søndag den 22. maj blev der første gang holdt gudstjeneste i Nyborg Frikirke. 15 nyborgensere deltog i gudstjenesten, som blev holdt i Borgerforeningens Hus.

Lene og Andreas Jørgensen har nu ansvar for to kirker

Nyborg Frikirke er udsprunget af Odense Vækkelsescenter, og ansvarlig for den nye frikirke er vækkelsescentrets præst Andreas Jørgensen.
Siden Odense Vækkelsescenter åbnede for fem år siden, har der været en vision om at starte nye kirker på Fyn. Og det er altså nu lykkedes i Nyborg som det første sted.
I foråret var Odense Vækkelsescenter vært ved en række offentlige møder i Nyborg med evangelisten Torben Søndergaard. Ved det sidste møde kom 60 deltagere, hvoraf de 40 ikke i forvejen havde kontakt til en kirke.
– Vi kunne ikke bare efterlade dem der. Derfor besluttede vi at køre til Nyborg hver søndag efter vores egen gudstjeneste og holde en gudstjeneste for nyborgenserne, siger Andreas Jørgensen til frikirkebladet Domino.
Planen er, at de to frikirker en gang om måneden skal holde en fælles gudstjeneste.
– ole