Så kom Iran på Felix-paletten med bibelske rejsemål

Indre Missions Felix Rejser er ikke bange for at trække og hive i deres rejseprogram for at få det så stort som muligt.En gedigen nyhed har Felix derfor også på paletten i år: Iran – eller Persien, som landet benævnes i Bibelen.
Persien var i en periode oldtidens største rige, og perser-kongerne fik på forskellig måde betydning i Israels historie. Felix-gæsterne kommer på turen til at se det gamle Susa , hvor blandt andre de bibelske konger Darius og Xerxes havde palads, og de bibelske beretninger vil komme helt tæt på, når man som gæst står foran både Daniels, Esters og Mordokajs grave.

Daniels grav

Turen til Iran vil også byde på muligheder for at se nogle af verdens smukkeste eksempler på islamisk arkitektur – blandt andet i byen Isfahan, som kaldes en af verdens smukkeste byer. Fra gammel tid var den et vigtigt center på karavanevejen fra Indien, og den var i mange år Persiens hovedstad.
Isfahan er byen med de 169 moskeer, 28 koranskoler, 13 kristne kirker, 12 synagoger samt gamle smukke broer.
Sejlads vil der også blive på Iran-rejsen, når rejsedeltagerne i Ali Sadr skal ind i en af verdens største vandhuler, som gennemstrømmes af en underjordisk flod.
Rejseledere på turen, som er en grupperejse, bliver Martha og Jørgen Bækgaard Thomsen fra Vorbasse. Rejsen strækker sig over 15 dage og finder sted til efteråret.

En af de mest kendte broer i byen Isfahan, der er et sandt eldorado af islamisk arkitektur
Fjernøst og Nordatlant

Felix Rejser tilbyder ikke kun typiske „kirkelige“ rejsemål som rundrejser i Israel og Tyrkiet. På programmet har de også Japan, Sydafrika, og den kinesiske hovedstad Beijing, ligesom man denne sommer kan tage på et Volga-krydstogt med tidligere MF Mogens Nørgård Pedersen og hans kone, Jytte, som rejseledere.
Eller man kan søge mod det keltiske med en tur til det gamle England, hvor der er besøg i Cambridge og York og afstikkere til det skotske højland med smagsprøver på whisky og ophold ved Loch Ness til følge.
Island og Grønland er andre muligheder, hvis man søger et koldere klima end det danske. Felix tager ligefrem forbehold for ændringer i det islandske rejseprogram, da man aldrig kan vide med vejret, når det drejer sig om Nordatlanten.
– jeli