Elever kæmper for deres skole
Elever demonstrerer foran Christiansborg, fordi Bertel Haarder vil lukke den kristne friskole Samuelskolen.
Elever fra Samuelskolen er nu gået i aktion for deres skole.En af dem er den 14-årige Patrick Fevre, som går i 8. klasse.
– Vi håber, vi kan råbe Bertel Haarder op, så han kommer ud og besøger vores skole, udtaler Patrick Fevre, der oplevede en god stemning under demonstrationerne i dagene 11. og 12. august.
– Vi tror, at han vil tænke sig om en ekstra gang.
– Det er den fedeste skole, jeg nogensinde har gået på, siger Patrick Fevre og tilføjer, at den er den fjerde i rækken af skoler, han har været tilknyttet.
– Jeg har aldrig lært så meget som på Samuelskolen. Miljøet er rigtig godt, og ingen bliver mobbet.
På spørgsmålet om, hvad han vil gøre, hvis skolen bliver lukket, svarer han prompte:
– Det sker ikke!
Samuelskolen er tilknyttet frikirken Faderhuset i Hellerup og har flere gange siden 2002 været truet af lukning. Nu har Undervisningsministeriet skrevet i et brev af 9. august 2005, at skolen mister retten til at være grundskole fra den 15. oktober. To uger efter forsvinder statstilskuddet. Skolen har 70 elever.
Elevernes forældre har skrevet et åbent brev til Bertel Haarder. De udtrykker chok og beder ham gå i dialog med forældrene. Læs brevet s. 16.