Familie-brevkassen
Svært at opdrage børn
Jeg er den lykkelige mor til tre børn. Men jeg synes, det er enormt svært for mig at opdrage dem. De hører ikke efter, når jeg siger stop. Ofte gør de det stik modsatte af, hvad jeg vil, de skal gøre, er provokerende eller ignorerer mig. Det er, som om jeg ikke kan sætte mig i respekt for dem. Nogle dage er også gode, men det er mest, når jeg giver gaver, eller min mand og jeg tager dem med på tur. Har I et godt råd til mig?
Mvh Mette
Kære MetteJeg kan levende sætte mig ind i, hvordan du har det. Det er til tider sin sag at opdrage børnene, ja faktisk mener jeg, det er en daglig opgave. Det er bare ikke alle travle hverdage, vi som forældre når til at sætte grænser og holde fast ved dem. Som du skriver, går det også godt. Dog er der dage, hvor man som forælder tænker, hvordan får jeg begyndt en ny tid med mere respekt og anerkendelse?
Når jeg selv er ved at miste overblikket og vil have, at mine børn skal lytte mere til mine behov og eks. være mere ansvarlige, begynder jeg samme sted hver gang. Det er MIT ansvar, hvordan mine børn opfører sig. I denne ferie har jeg fået genopfrisket hukommelsen om, at det ikke sker i børnehave, skole eller SFO, i hvert fald ikke i stor nok udstrækning.
Tydelige voksne
Det kan ikke siges for meget: børn har brug for tydelige og nærværende voksne. De har behov for rollemodeller og voksne, som kan vise vejen for, hvordan man opfører sig, så det er rart at være sammen. Det er blot desværre meget lidt, vi som voksne er sammen med vores børn. Jeg tror, børn vil være rigtig godt hjulpet på vej, hvis vi forældre prioriterer meget tid sammen med vores børn. Det er ikke nok for dem at have gode venner eller søskende, de kan lege med. De må også have nærværende voksne, som vil lægge energi i at tale og lege med samt udfordre børnene.
Konsekvens
Når du fortæller dine børn ikke hører efter eller provokerer dig, tænker jeg, det er vigtigt at holde fast ved dine grænser og dine valg. Har du én gang sagt nej, bliv da ved det og gør gerne opmærksom på, at en overtrædelse vil få konsekvens. Det er ikke meningen, at du skal true med bål og brand i hvert enkelt tilfælde, men ved nogle få, men klare grænser bliver dit barn bevidst om, at du mener det, du siger. En gang i mellem kan det være en hjælp at fratage børnene et gode, de har set frem til. Det kan f.eks. være en idé at fratage få kroner fra ugepengene eller en is, de har set frem til, men at tage fødselsdagsinvitationen ned fra opslagstavlen i børnehaven og annullere festen som en mor engang gjorde som afstraffelse går jeg ikke ind for.
Jeg ved, der er mange gode forslag til, hvordan du kan sætte dig mere igennem som voksen overfor dine børn, og jeg er også meget åben for forslag fra andre forældre til, hvad der virker. En sidste ting vil jeg dog lægge vægt på. Er du gift, da slå dig sammen med din ægtefælle om en fælles indsats. Denne indsats bør krydres med et stort gran kærlighed og ømhed overfor, hvad dit barn fortæller dig gennem dårlig opførsel. Vil det ses mere? Har det problemer med venner/skole? Er det i klemme mellem mange hensyn til søskende? Osv. osv.
At lege far, mor og børn er ikke en nem sag, og vi bør derfor tage opgaven alvorligt. Jeg er glad for, du nævner det, fordi jeg derfor ikke tror, du er ligeglad og blot vil se, om ikke de hører bedre efter om nogle år
Børn får mange gaver, udflugter og oplevelser i dag, men det bedste, vi kan give dem, er vores tid og opmærksomhed. Kærlig hilsen Dorth
Hjælp mig! Jeg er så vred på min mor. Jeg ved godt, at det er meget, meget forkert. Jeg har været en hel uge på bibelcamping. Jeg så så mange lykkelige familier, også hvor både børn og børnebørn var sammen med bedsteforældrene. Jeg blev så ked af det, og jeg besluttede mig for, at nu måtte jeg altså gøre mit til, at jeg kan blive venner med min mor, og til, at vi kan få det godt sammen. Og med det samme, jeg kommer hjem og ringer til hende, så er den gal igen. Hun begyndte på alt sin snak om sig selv og om, at det var længe siden, vi havde været der og om en eller anden købmand, som skulle lukke, og jeg ved ikke hvad. Så alle mine gode forsætter forduftede som dug for solen. Jeg blev helt tavs, og så var det slut tja. Hvad gør andre mennesker, ved I noget?
Mange hilsner tavs igen!
Kære tavs igen!
Tak for dit brev. Og velkommen tilbage til virkeligheden, selv om du ikke kan lide den. Jo, jeg har da et par bud på, hvad andre mennesker gør eller forsøger på at gøre, så kan du jo se, om det er noget, som kan inspirere dig. Jeg synes, det fremgår, at du længes meget efter at have en bedre kontakt med din mor.
For det første så gør du det mere besværligt for dig selv, når du gør dine egne følelser forkerte. Efter mine begreber er følelser hverken rigtige eller forkerte, de er der bare. Og de har noget vigtigt at fortælle dig om din sjæls tilstand, og hvordan samspillet med din mor er. Hvis du afskærer dig fra dine følelser, risikerer du at få en slags sjælelig spedalskhed, dvs. at når du ikke kan eller vil mærke din sjæls signaler, kan du ikke passe ordentlig på den.
Så din vrede er et vigtigt signal. Ofte dækker vreden over andre følelser, feks. sorg og skyld og til tider også skam. Vrede kommer tit af oplevelsen af ikke at blive respekteret. Og det lyder til, at din mor er så fyldt af sit eget, at hun hverken kan se eller høre dig. Hvis det forholder sig sådan, har du vel flere muligheder for at gøre dig gældende. Den ene er at snakke med hende om, hvordan du har det med hende og spørge hende om, hvordan hun har det med dig. Hvis du vil ses, nytter det ikke at blive tavs og usynlig, du må vove et øje og give dig til kende. Du kan godt øve dig i forvejen, nogle ord kunne være: Mor, jeg bryder mig ikke om . . . og jeg længes efter . . . . Hvis hun hører dig og ændrer sig, er det jo fint. Hvis ikke og det gælder for mange må du se, om du kan blive tilpas med den mor, som du har. Opgiv håbet og få det bedre! er en lidt galgenhumoristisk kommentar, men den har en pointe. Kan du blive tilfreds med det, du faktisk får, og det, hun faktisk gir? Hvis du kan det, er du fri til at skaffe dig det, du gerne vil have andre steder.
Jeg er klar over, at det ikke er nogen helt let vej, og at det kan være forbundet med megen angst og sorg at måtte sige farvel til en nær relation til én, som er så betydningsfuld for dig. I mine egne forsøg på at finde vej i dette synes jeg dog, det er en bedre mulighed for dig, at du tager ansvar for dig selv og handler i stedet for at lukke dig ned og vente og håbe på noget, som sandsynligvis aldrig kommer til at ske, nemlig at du får din mors interesse, anerkendelse og accept af din person og din verden.
I en relation mellem to parter er der 50% til hver. Det er ikke muligt for dig at tage ansvar for andet end din del, og derfor må du overveje, om du har taget helt eller delvist ansvar også for din mors del. Ikke mit ansvar, ikke min skyld lyder det i et af Margareta Melins kerneord.
Jeg vil tro, du på bibelcamping også hørte noget om Guds forældreskab. Jeg har selv fundet trøst i at kigge efter Guds åbenbaring som forælder og prøve at tilegne mig hans løfter om, at han påtager sig en rolle, som korrigerer og udfylder alt jordisk forældreskab. Det gør godt at tænke på, både når jeg tager barnets perspektiv, men også når jeg bliver bevidst om, at jeg har mine udfald som forælder.
Mange hilsner
Peder Poulsen
