Kronik:
Bøn og faste for Danmark – på tværs af kirkeskel

– Vort land gisper efter luft, åndeligt talt – og vi kristne er de eneste, der kan puste åndeligt liv i ballonen, skriver ugens kronikør, der ser bøn og faste for nationen som eneste løsning
Sataniske åndsmagter tager kvælertag på vort land – pornografi, abort, splittede familier, vold og hærværk og nu også yderligtgående islamiske bevægelser, der vil afskaffe demokratiet. Imens sover de kristne – eller har travlt med alt muligt andet…Da jeg en onsdag aften i maj, sætter mig til rette for at se et program på DR1 om den yderliggående organisation Hizb-ut-tharir, har jeg ingen anelse om, hvad der venter mig.
Organisationen går ind for stening af utro personer, afhugning af legemsdele, drab af jøder generelt og af muslimer, der konverterer etc.
Det fremgår af udsendelsen, at organisationen har særdeles gode rødder og vilkår i Danmark, selvom den er forbudt i de lande, hvor muslimerne kommer fra, da den er så ekstremt yderliggående.
Nye medlemmer rekrutteres fra universiteter og gymnasier. Desuden søger man at finde utilfredse andengenerationsindvandrere, for at få dem ind i „klubben“.
I „klubben“ finder medlemmerne cellegrupper med fællesbøn, sammenhold og broderskab. De får svar på eksistentielle spørgsmål. Efterhånden som udsendelsen skrider frem, bliver skriget i mig større og større. Minder dette ikke om noget vi kristne burde repræsentere? For mig bliver denne udsendelse dråben, der får bægeret til at flyde over!
Landet har mistet pusten, og kristne har mistet kraften
I årevis har jeg og andre kristne set på, at vores land har mistet pusten. Åndeligt set. Vi har ladet stå til. Har set på statistikkernes himmelflugt, når det gælder selvmordsraten, forbruget af antidepressiv medicin, skilsmisseprocenten etc. i vores land. Vi har snorksovet og tænkt – hvis vi overhovedet har tænkt – at det var tidsånden. Desuden har vi haft travlt med interne opgør, helliggørelse, vores civile liv – you name it.
Vi har i mange tilfælde ladet Jesus ligge i krybben eller glemt at pille ham ned af korset. Vi har mistet Hans kraft. Ind ad bagdøren er kommet en ånds-magt uden nåde, uden den barmhjertighed vores Gud repræsenterer.
Den sataniske åndsmagt findes i så mange forklædninger, men sagen er, at vores land gisper efter luft og der er kun os kristne til at puste luft i ballonen igen. Fra den 22. maj, hvor jeg så udsendelsen DR-Dokumentar-Jihad.dk, har jeg haft en stadig stigende nød for mit land – Danmark. Jeg er helt klar over, at skal vi „vende vores lands skæbne“, må vi gå i bøn og faste for vores land, på tværs af kirkeskel.
Gå i brechen
Vi må forenes og gå i brechen for vort land. Den åndelige mur rundt om Danmark er gennemhullet efter fjendens angreb, fordi vi som kristne ikke har været årvågne og bedt for landet. Gjellerups fremmedordbog forklarer ordet „breche“, som en åbning i fæstningsmur, vold eller lignende frembragt ved beskydning eller sprængning.
I følge samme ordbog betyder „Gå i brechen for“ at bakke op, gå stærkt ind for. I Bibelen på hverdagsdansk er det gamle udtryk „at stå i gabet for“ erstattet med „at gå i brechen for“. Vi som kristne kan genopbygge den gennemhullede mur ved at gå i brechen for vort land via bøn.
I Nehemias’ Bog er omtalt, hvordan først Nehemias ydmygede sig, bekendte sit folks synder, fastede og bad. Senere gik han rent praktisk i gang med at genopbygge muren om Jerusalem, sammen med dem der boede i byen, samt andre hjælpere. Endelig kan man læse i kap. 9 at folket bekender deres synd, faster, klæder sig i sæk og aske (dvs. det var offentligt synligt), læser lovens ord op, lovsynger Herren og beder, for til sidst at underskrive en pagt, hvor de lover, at vende tilbage til pagten – for vort vedkommende ORDET – og de lover at tjene Herren på ny.
Op af lænestolen
Danmark har lige så meget brug for, at vi omvender os og bekender vort åndelige og praktiske svigt i forhold til hinanden, vores Gud og det folk vi lever sammen med, både danskere og udlændinge.
Danmark har brug for kristne, der rejser sig op af lænestolen og kommer ud med det revolutionerende budskab, vi har i evangeliet, det glædelige budskab om Jesus, der sætter fri, frelser, helbreder etc. Danmark har brug for at vi forener os på tværs af kirke-skel, rækker hånden ud til hinanden og råber til Gud for vort lands situation. At vi samles på offentlige, synlige steder – lokalt, så vores folk SER, hvad vi foretager os og kan forstå, hvorfor vi gør det.
Der er en såkaldt nådetid over Danmark nu.
Mennesker er åbne overfor det åndelige, spørgsmålet er om vi er åbne overfor mennesker! Om vi for det første vil GÅ sammen i bøn og bekendelse for dernæst at GÅ UD med evangeliet?