Danske unge på norsk DTS-skole
Flere danskere har allerede deltaget i undervisningen på Ungdom med Opgaves discipeltræningsskole i Eintrøa i nærheden af Trondheim, Norge.
Skolen samarbejder med mange menigheder og kirker i Norge og vil også gerne starte samarbejde med danske kirker og menigheder.
En af skolens ledere er dansker. Det er Christian Merrild.
Han gik selv på skolen for et par år siden. Dér mødte han Fiona fra Australien, og de to blev forelskede og gift downunder. Bagefter blev de bedt om at være lederpar på den ene af skolens afdelinger.
Fiona og Christian kommer nu sammen med andre fra skolen på besøg i Danmark.
Fra den 21. til 29. oktober besøger de menigheder og interesserede elever. Formålet er at etablere kontakter og gøre opmærksom på muligheden for at tage på Discipel Trænings Skole (DTS) på skolen i Eintrøa.
Skolens formål er – ligesom andre DTS-skoler under Ungdom med Opgave – at udruste unge til mission. DTS-skolerne hjælper også eleverne med at udvikle deres personlighed og de evner, Gud har skabt dem med.
Udover undervisning tager man også på tur i udlandet – det kaldes outreach.
Her får man et førstehåndsindtryk af missionsarbejdet og hjælper med forskellige projekter. Interesserede kan se mere på www.ywam.no