Fra sygdom til sundhed
Brev:
Kære Orla Lindskov
Jeg skriver til dig, fordi jeg har et problem i mit ægteskab, som påvirker mig både fysisk og psykisk i uheldig retning. Det handler om min mand og jeg, rettere sagt: vores omgangsform.
Min mand kan være tavs i timevis, når vi er sammen, og det går mig på nerverne.
Jeg vil gerne snakke lidt med ham om følelser, hændelser i dagligdagen, om vores børns problemer. Men han virker helt uinteresseret.
Jeg kan sommetider få ham til at lukke lidt op for posen, når jeg går i panik ved tanken om, hvem det egentlig er, jeg er blevet gift med.
Det er underligt at sidde og snakke med min mand om noget vigtigt, og så fortsætter han bare med det, han er i gang med og hører ikke et ord af det, jeg siger.
Desuden har det altid forbløffet mig, at han kan sidde lige ved siden af mig, når jeg græder, uden så meget som at se på mig. Jeg kunne ikke finde på at opføre mig sådan overfor ham.
Jeg tror nok, at han lyttede i starten af vores ægteskab. Det følte jeg. Senere gik det op for mig, at han ikke brød sig om at lytte til mig. Nogle gange går han bare ud af rummet, når jeg taler, nogle gange ser han åndsfraværende ud. Og selv om jeg stiller ham et konkret spørgsmål, lader han simpelthen bare være med at svare mig. Det gør ondt.
Mine venner og jeg taler godt sammen og er gode til at lytte til hinanden. Vi skiftes til at snakke og lytte. Min mand vil ikke lytte til mig. Men han vil have, at jeg skal være en god lytter, når han taler. Når jeg begynder at tale og giver udtryk for mine meninger, ser det ud til, at han bliver utilpas.
Når vores venner, både kvindelige og mandlige, taler, så lytter han godt nok. Men når det virkede, som om han lyttede til mig, så viser det sig bagefter, at han ikke har hørt et ord af, hvad jeg har sagt.
Oplevelsen af ikke at blive hørt påvirker mig på denne måde: – Jeg bliver helt knuget sammen indeni. Jeg bliver vred og indelukket. Jeg taler fornuftigt og sammenhængende til min mand, men jeg bliver ikke hørt. Jeg ved snart ikke, om jeg føler noget for ham mere.
Jeg orker snart ikke mere. Jeg er nødt til at gætte på, hvad der foregår i hans hoved. Er der mon andre kvinder, der er i min situation og hvad gør I?
I må gerne sende jeres mening til Brevkassen. Jeg vil gerne høre dit svar, Orla Lindskov, men jeg vil også gerne høre fra andre kvinder i min situation.
Med venlig hilsen
Den tavse
mands hustru.
Svar:
Kære hustru
I et utilfredsstillende parforhold kan det være svært at vide nøjagtigt, hvad man føler for partneren. Det er helt naturligt.
Jeres forhold er utilfredsstillende for dig, fordi kommunikationen kun går den ene vej, som du skriver.
Kvinder, der prøver at leve sammen med tavse mænd, eller med mænd, der taler meget lidt, lider under det. Det er jo som regel kvinderne, der på længere sigt står for følelsernes vedligeholdelse i et parforhold.
Når mænd overhovedet ikke åbner sig, men skjuler sig selv og deres følelser, så må man nok sige om sådanne mænd: – de er ikke seriøse overfor deres partner. I sådanne parforhold bliver kvinden ofte nervøs og usikker og kommer til at tvivle på sin egen værdi, og det er ikke godt for helbredet, hverken fysisk eller psykisk.
Hvis kvinden f.eks. siger til manden: Du er så underlig tavs, hvorfor? – Har jeg gjort eller sagt noget forkert? – Så risikerer hun, at han svarer: Der er ikke noget i vejen. Jeg har jo ikke sagt en lyd.
Hvis denne stil i et parforhold vedvarer, så får kvinden en usikker følelse og en usikker oplevelse af sig selv. Det vil så ofte komme dertil, at kvinden lukker sig inde i sig selv.
Det, der mangler i et forhold som jeres, er, at din mand kommer i gang med at give udtryk for sine følelser. Både de gode, men selvfølgelig også de mindre gode. At han lærer, at åbenhed omkring følelser er noget godt, som befordrer både fysisk såvel som psykisk sundhed.
Men det med at åbne sig er ikke altid let for mænd. Der er måske aldrig nogen, der har fortalt din mand, at det er acceptabel adfærd for en mand at vise følelser. Han opfatter det måske også som u-mandig adfærd at tale med om og interessere sig for det samme, som kvinder interesserer sig for.
Mange kvinder lider ligesom du hårdt under en følelsesmæssig afstand til deres mand. Nogle har oplevet denne afstand helt tilbage i barndommen, hvor pigernes fædre ikke talte med dem eller for den sags skyld med mødrene. Men det betyder så ikke, at kvindens ønske nu til dags om mere kommunikation, er et udtryk for, at hun har fået noget galt i halsen.
Manglen på åbenhed og manglen på evne til kommunikation er i dag virkeligt et uløst mandeproblem i vores samfund. Og denne hindring for følelsesmæssig nærhed er noget mange kvinder ville ønske, deres mænd kunne lave om på. Gør manden ikke noget ved det, kan et ægteskab udvikle sig til den rene gætteleg.
Det er hårdt for kvinden, det med konstant at skulle spekulere over, hvad der egentlig foregår i mandens hoved. Men alligevel tror mange mænd, at tilbageholdelse af følelser er en måde til at bevare magt og kontrol i parforholdet. For de fleste mænd er denne opførsel ubevidst. De giver lige præcist så meget til deres partner, at hun bliver hængende. Men langt fra nok til at få parforholdet til at blomstre.
Når mænd er tavse, får det som regel kvinden til at granske sig selv. Hun prøver ofte at få tingene til at fungere ved at indrette sig efter ham. Det er en dårlig løsning, for den løser ingenting. Hun kan også mere og mere begynde at fokusere på mandens interesser for ad den vej at få noget at tale med ham om. Det er også en dårlig løsning, for det sker næsten altid på bekostning af kvindens egne interesser.
Nogle kvinder ender faktisk med en nagende fornemmelse af, at de nok burde gøre mere for ham, gøre ham rigtig glad osv., og når de ikke kan det, tror de, at de har en brist et eller andet sted.
Jeg vil her foreslå en løsning:
Du nævner nemlig jeres venner. Tal med jeres venner om problemerne. En sådan åbenhed bør et venskab kunne bære. Hvordan skal I ellers få taget hul på problemerne og løse dem. Mange mænd ser jo næsten det at gå i terapi hos en psykolog som frivilligt at erklære sig sindssyg.
Måske vil I opleve, at jeres venner har lignende problemer eller andre problemer i deres parforhold, som de også har brug for at tale med jer om. Ingen parforhold er perfekte.
Hvis I som venner kunne snakke om tingene uden forbehold, så ville det modvirke isolation, og I ville som venner give hinanden følelsesmæssig støtte.
Vidnesbyrd
Jeg vil gerne bede dig sende en salvedug til en god ven. Jeg tror på den kraft, som Gud sender gennem dig. Jeg har nemlig skrevet til dig før, og jeg følte virkelig, at jeg fik hjælp.
Med kærlig hilsen
Gunhild, Fr.havn
