Muslimen er mere end et missionsobjekt

Kronikken er et sammendrag af et foredrag, som Peter Fischer-Nielsen holdt på Sudanmissionens årsmøde i Skive i augustI Århus finder man et sogn ved navn Gellerup. På sognets blot fire kvadratkilometer bor der omkring 12.000 mennesker med 60 forskellige nationaliteter. Af hele Gellerups befolkning er 85procent af udenlandsk herkomst.

Af Peter Fischer-Nielsen
Leder af Kristent Informations- og
Videnscenter om Islam og Kristendom
KIVIK

Da Gellerup kirke blev bygget i 1976, var der stadig en forholdsvis stor gruppe kristne i sognet, og man konfirmerede i starten mange hold konfirmander om året.
I 2005 har man haft én enkelt konfirmand! Det er kun 30 procent af sognet, der er medlemmer af folkekirken. Det skyldes ikke en frikirkevækkelse, men det faktum, at islam er blevet majoritetsreligionen. Man skønner, at ca. 7.000 ud af sognets 12.000 beboere nu er muslimer.
Tallene tydeliggør, at vi i Danmark i stadig stigende grad befinder os i et møde mellem kulturer, religioner og etniske baggrunde. En udvikling, der rummer masser af charme og muligheder, som vi skal drage nytte af og glæde os over – men også en udvikling, som stiller nye krav til os som kristne og som kirke.

Danmarks kristne synes at forholde sig meget forskelligt til udfordringen fra islam. Jeg vil nævne tre tilgange, som man ofte støder på i det kirkelige landskab: distancering, mission og dialog.
Når jeg taler om distancering, hentyder jeg til de kristne, som af den ene eller anden grund helst ikke ønsker at komme i kontakt med muslimerne. Man har måske hørt om islamisk terrorisme, selvmordsbombere, bandekriminalitet – og man drager den slutning, at sådan er de alle sammen. Det fører måske til frygt. Måske fører det til had eller vrede. Under et dialogmøde i Gellerup trådte en ældre kristen dame frem og proklamerede foran muslimer som kristne, at hun gik ind for hellig krig og var villig til at gå på gaden med våben for at nedkæmpe muslimer.
De fleste er heldigvis ikke så radikale, men det er et problem, at også den kristne kirke bliver smittet af det had og den fjendtlighed mod de fremmede, som er fremherskende visse steder i den offentlige debat.
Distancering bliver i kristne kredse ofte til dæmonisering – hvor kristne betragter muslimerne som ”åndelige fjender” eller ”antikrists håndlangere” – og hvor mødet mellem islam og kristendom nærmest bliver til en religionskrig.

Så længe man undgår ansigt til ansigt kontakt med muslimerne, kan man fastholde dette billede og bekræfte hinanden i det. Man undgår at tage stilling til den enkelte muslim som et medmenneske, som en del af Guds skabning.
Det er vigtigt, at kirken og de kristne lægger afstand til denne holdning. Om så muslimerne kun ville os det ondt, var vi stadig kaldet til at elske dem og behandle dem som medmennesker.
En anden tilgang til religionsmødet er mission. Mission er – eller burde være – en naturlig del af kirkens og de kristnes selvforståelse. Men mission er blevet et belastet ord på mange måder. Det lugter af indoktrinering og undertrykkelse, og særligt for en muslim vækker det kollektive erindringer til live om korstog og imperialisme. Både uden for – og i kirken – er der mennesker, der ville ønske, at mission blev afskaffet. Man påstår, at det i dag er for arrogant at tro så meget på en absolut sandhed, at man endda vil arbejde for, at også anderledes troende skal overtage den.
Jeg mener, vi som kirke må kæmpe for at få lov til at forblive i mission. Men vi må også lade os udfordre til hele tiden at genoverveje, hvad vi forstår ved mission – og hvorfor vi driver mission.
Har vi et distanceret forhold til muslimer, kan mission let gå hen og blive et våben: Muslimerne skal omvendes, så vi undgår, at islam kommer til at dominere.
Hvis vi helst ikke vil i kontakt med muslimerne, kommer vi endvidere til at forstå mission som en envejskommunikation, som en monolog, hvor evangeliet nok skal præsenteres, men hvor vi ellers trækker os hurtigt tilbage igen for at undgå at få modspil.

Mission forstået som envejskommunikation står i modsætning til den tredje tilgang, som jeg vil nævne, nemlig dialog.
Det er en tilgang, hvor man hylder relationen med den anderledes troende. Hvor man ikke distancerer sig fra ham, men ønsker at være sammen med ham, opbygge en relation med ham, udveksle erfaringer og synspunkter med ham, tage ved lære af ham, ligesom man håber selv at kunne lære ham noget.
Af en eller anden grund virker det til tider, som om de to ord ”mission” og ”dialog” nærmest er i krig med hinanden inden for kirken. På den ene side står en gruppe kristne, som opfatter dialog som knæfald for islam eller som udtryk for blåøjethed, og på den anden side står en gruppe kristne, der ser mission som en arrogant, forstokket og gammeldags tilgang til religionsmødet.

Jeg synes ikke, man skal diskutere, om det skal være mission eller dialog. Jeg går ind for begge dele. Ikke som to adskilte tilgange, som man kan anvende ved forskellige lejligheder, men som to tilgange, der smelter sammen til én: mission i dialog.
I Kristent Informations- og Videnscenter om Islam og Kristendom (KIVIK) forsøger vi at arbejde på den målsætning. KIVIK er, som navnet siger, et informationscenter, men vi er også i stadig større grad et udgangspunkt for møder mellem muslimer og kristne i Gellerup og Århus. Det sker bl.a. gennem dialogmøder, pige-aktiviteter og guidede rundture med grupper i kirke og moske.
Vi lægger i KIVIK ikke skjul på, at vi er kristne, og at vi gerne vil dele vores tro med muslimer. Men det er samtidig vigtigt for os, at der sker på en ligeværdig facon, hvor både kristne og muslimer kommer til orde. Både mission og dialog er vigtigt for os.
Når vi holder et dialogarrangement, stiller vi vores tro til disposition for muslimen – samtidig med at vi også forventer, at han vil gøre det samme.
Vi oplever, at mødet med muslimerne gør noget ved os. Vi bliver udfordret, vi lærer nye ting, vi får øjnene op for elementer, som vi måske har forsømt eller glemt i kirken, ligesom vi lærer at sætte pris på nye sider af vores kristne tro.

Derfor er vores arbejde også i lige så høj grad rettet mod kristne som mod muslimer. Vi vil gerne præsentere evangeliet for muslimer, men vi vil også gerne præsentere et nuanceret billede af islam for kristne, og frem for alt vil vi gerne præsentere kristne for muslimer og muslimer for kristne – for det er vores erfaring, at det er gennem de direkte møder, at tingene sker.
Vi har mange mål for vores arbejde: Vi vil gerne bidrage til at løse nogle af de integrationsmæssige og sociale problemstillinger, som udfordrer Gellerup og Danmark.
Vi vil gerne bidrage til at fjerne frygt og had til muslimer blandt kristne. Vi vil gerne bidrage til, at kristne og muslimer bliver bedre til at betragte hinanden som medmennesker. Vi vil gerne bidrage til, at kristne og muslimer begynder at reflektere over deres religiøse ståsted.

Jeg ville ønske, at de muslimer, jeg har kontakt med, måtte blive kristne en dag – ligesom jeg er sikker på, at de ville ønske, jeg blev muslim – men skulle det ikke ske, er relationen og dialogen med muslimen stadig vigtig.
Han er mere end et missionsobjekt, han er et medmenneske!
Jeg har opridset tre tilgange, som kristne kan have til muslimer: distancering, mission og dialog.
Jeg vil opfordre til, at vi distancerer os fra den distancerende holdning og søger at forene mission og dialog – så det ikke bliver mission eller dialog, men mission i dialog.