– Penslerne hjalp mig gennem sorgen

Karen Anna Hansen har brugt sin
kunst til at bearbejde oplevelserne
fra sin fars kræftsygdom og
følgende dødKaren Anna Hansen er midt i 30’erne og er lige flyttet fra Vejle til Odense.
Hun er ved at indrette et atelier, sådan at hun kan arbejde mere koncentreret med sin kunst. Hun drømmer om at hjælpe andre til at finde inspiration og stemninger frem, som de kan bruge i deres malerier. Hendes personlige oplevelser har givet hende et kildevæld af følelser og udtryk, som hun ønsker at formidle i sine billeder og gennem undervisningen af andre.

For lidt over to år siden startede Karen Anna Hansen på den hollandskfødte kunstner Baukje Zijlstras billede-gestalt-terapi-kursus. Et to-årigt forløb, som førte mange omvæltninger med sig.
– Baukje Zijlstra gjorde meget ud af undervisningen og samtalen i kursusforløbet, fortæller Karen Anna Hansen.
– Vi lærte ikke kun kunsthistorie og malerteknikker, men også om filosofi og hvordan vi arbejder med vores selverkendelse.

Kort tid efter, at Karen Anna Hansen var begyndt at fordybe sig i kurset, fik hende far konstateret kræft.
– Jeg er vokset op med at bede Fadervor og har altid interesseret mig for livets store spørgsmål og kristne symboler – hvilket også kommer til udtryk i mange af mine malerier, forklarer hun.
– Det at se min far lide så meget hver dag kastede hele familien ud i en følelsesmæssig krise.
Jeg har gået mange ture og har beklaget mig til Gud over, hvor uretfærdigt det er, når gode mennesker lider.

Karen Anna Hansen foran et af sine billeder ved ferniseringen som afslutning på kurset hos Baukje Ziljstra

– Under Baukje Zijlstras udfordrende kritik og dybdeborende spørgsmål fik jeg gennem tegninger og malerier afløb for min tanker og frustrationer. Nogle gange kostede det nærmest blod, sved og tårer foran lærredet.
– Baukje syntes, jeg tegnede for pænt, hun ønskede, at jeg skulle kaste mig ud i dybere lag og stærkere farver. Mange gange kan et billede være pænt og nydeligt, men det har ingen dybere mening. Ved at springe ud i det uvisse og tilføje vovede strøg kan billedet ende med at blive grimt og ødelagt – eller det kan vise sig at blive endnu smukkere og meget stærkere end før. Sådan er det også med livet – vi er nødt til at vove os ud til kanten og træffe svære beslutninger for at mærke, at vi lever.

– Under min fars sygdom begyndte jeg at arbejde med begrebet ambivalens – det modsætningsfyldte. Hvis et billede indeholder modstridende elementer, bliver beskueren draget dybere ind og tvunget til at reflektere over sit eget liv.
Jeg havde det sådan, at jeg både ønskede, at min far ville blive rask, men også, at han ville dø hurtigt og ikke gennemgå alle smerterne – og det er noget af det mest ambivalente, man kan stå i som menneske, siger Karen Anna Hansen tankefuldt.
– I bakspejlet kan jeg se, at jeg har haft lettere ved at bearbejde sorgen over min fars død end for eksempel min yngre søster; det er helt klart, fordi malingen og penslerne har givet mig lov til at udtrykke mine inderste tanker og følelser.