30 minutters læsning giver svar på Da Vinci
Alpha-skaberen Nicky Gumbel har begået 40 siders modsvar til bestselleren Da Vinci MysterietDer er ikke skyggen af sandhed i de påstande og angreb, som Dan Browns vidt udbredte roman Da Vinci Mysteriet retter mod kristendommen.Det er hovedbudskabet i et nyt lille hæfte, som er udgivet på forlaget Mediacellen. Forfatten er ophavsmanden til det populære Alpha-kursus, Nicky Gumbel, som er præst i den anglikanske kirke Holy Trinity Brompton i London.
På bare 35 bittesmå sider fejer han alle Da Vinci Mysteriets påstande og myter om kristendom bort. Lige fra påstanden om Jesu manglende guddommelighed, over ægteskabet med Maria Magdalene, og også spøgsmålet om Bibelens tilblivelse og sammensætning bliver hver en brod pillet af. Sagligt og overbevisende.
Nok for de fleste
Nicky Gumbel har været igennem en stor del af det kildemateriale, som Dan Brown selv benytter som argumentation for sine påstande. Heriblandt de gamle skrifter, Dødehavsrullerne, Nag Hammadi-dokumenterne, Dokumentet Q og flere af de gnostiske evangelier.
Og gang på gang afslører han Dan Browns mangel på research og saglighed. Bogens korte omfang, den kan læses på en halv time, gør, at den naturligvis ikke går i dybden med alle svarene. Så er man feinschmecker, må man selv søge videre. Men samtidig er bogens omfang også én af dens fordele, for der er intet overflødigt, og for langt de fleste er der alligevel rigeligt.
Der er nok til at pille brodden af den tvivl, som selv kristne kan møde efter at have læst Da Vinci Mysteriet. Og der er nok til at indgå i en diskussion, når samtalen ved kaffebordet slår ind på romanen, som over en halv million voksne danskere forventes at have læst.
Og når filmatiseringen af Da Vinci Mysteriet inden længe rammer de danske biografer, så bliver publikum endnu større, og snakken endnu mere udbredt. Og så er det vigtigt at være klædt ordentligt på til at møde argumenterne.
Nicky Gumbel:
Svar på Da Vinci Mysteriet
Mediacellen 2005
39 sider – kr. 30